40 år siden: Elkjærs mål uden støvle var guld værd for Verona

Da Preben Elkjær scorede uden støvle mod Juventus, var det ikke bare et spektakulært mål – det blev symbolet på Hellas Veronas mesterskabssæson 1984-85. I år er det 40 år siden, at den norditalienske klub sikrede sig ”Il Scudetto” og sensationelt brød med storklubbernes monopol

"Verona Campione!" - Den italienske sportsavis "La Gazzetta dello Sport" fejrede det sensationelle mesterskab med store typer på forsiden". Preben Elkjærs første år i Serie A havde gjort ham til verdensstjerne.

Brølet fra de 41.000 tilskuere river og flår i betonelementerne på Stadio Marcantonio Bentegodi.

Det er en solrig efterårsdag i oktober, og hjemmeholdet, Hellas Verona, har netop scoret til 2-0 mod Juventus. Ni minutter senere fløjter dommeren kampen af. Det zebratribede udehold er blevet udfordret, skubbet til og væltet, og danske Preben Elkjærs 2-0-mål har for evig tid sikret sig en plads i Serie A-historien.

Vi er tilbage i 1984, og vi er i byen, hvor Romeo og Julie dyrkede deres hemmelige kærlighed. Byen øst for Gardasøen, hvor det normalt er det romersk inspirerede amfiteater, Arena di Verona, der er omdrejningspunkt for stor kunst. Men dette efterår står fortidens gladiatorscene i skyggen af byens fodboldarena, Bentegodi, hvor det lokale Serie A-hold får blodet til at bruse i de lokale tifosis.

Henover sommeren har Arena di Verona haft operaen ”Tosca” på programmet og koncerter med blandt andre Billy Idol og ”Frankie Goes to Hollywood”. Men dette efterår er det spillerne på byens fodboldhold, Hellas, det handler om, når veroneserne falder i snak under en gåtur på Piazza Bra.

Fra allerførste spilledag har Verona indtaget førstepladsen i Serie A, og i de fire første spillerunder har de besejret Napoli med Maradona på holdet, spillet uafgjort ude mod FC Inter, vundet over Ascoli, og nu også slået ”La Vecchia Signora”. En stor sæson begynder at tage form, men det er 2-0-målet mod Juventus, der for alvor styrker troen på, at sæsonstarten ikke bare bygger på held og momentum.

Ved stillingen 1-0 til hjemmeholdet har Elkjær, i det 81. minut tæmmet et langt udspark lige over midterlinjen. Fra venstre fløj er han hurtigt drejet rundt om sig selv og er løbet fra sin nærmeste oppasser med direkte kurs mod målet. Ved straffesparksfeltet er han søgt ind i banen, mens endnu en Juventus-spiller forgæves har forsøgt at stoppe ham, og i næste bevægelse har han tordnet bolden ind bag Juventus-målmanden, Stefano Tacconi, med et hårdt og fladt skud.

At sætte et Juventus-forsvar til dørs på den måde er i sig selv en stor præstation. Men det er ikke derfor, Preben Elkjærs mål er i en klasse for sig. Under dribleturen er hans højre støvle blevet trådt af hans fod, men upåagtet er han fortsat og endt med at score med sin gyldne højrefod kun iført hjemmeholdets blå strømpe.

Der er ikke ret mange på Bentegodi, der opdager den manglende støvle. Det bliver først afsløret for det brede publikum om aftenen på tv, hvor målet hurtigt bliver en sensation. Dagen efter er den danske landsholdsspiller og hans støvleløse mål samtaleemne i hele Italien og billeder fra kampen går verden rundt. Søndag den 14. oktober 1984 bliver det klart, at Preben Elkjær har fået sit ultimative gennembrud i Serie A, og at Hellas Verona skal tages seriøst i kampen om mesterskabet.

"Se gutter, jeg scorede uden støvle på foden". Elkjær afslører sin historiske bedrift over for holdkammeraterne.

Symbolet på en vild sæson

I dag ved vi, at italienerne stadigvæk taler om ”il gol senza scarpa” (”målet uden støvle”), og vi ved, at Hellas Verona sikrede sig scudettoen. I år er det 40 år siden, at mesterskabet kom i hus, og det her er historien om, hvordan en by på størrelse med Aarhus skabte en sensation, der frydede alle med romantiske forestilllinger om, at alt kan ske i fodbold. Verona gjorde det utænkelige i benhård konkurrence med klubber som Milan, Inter, Juventus, Napoli, Roma og Sampdoria. Fodboldstormagter, der midt i 80’erne havde købt sig til et kavaleri af verdensklassespillere: Brasilianerne Zico og Sokratés, tyskeren Karl-Heinz Rummenigge, ireren Liam Brady, argentineren Daniel Passarella, franskmanden Michel Platini, polakken Zbigniew Boniek, englænderen Ray Wilkins, skotten Graeme Souness og så selvfølgelig El Diego – verdens bedste og en spiller, Napoli havde betalt mere for, end Veronas samlede trup var værd.

”Den specielle scoring blev på en måde symbolet på hele vores sæson og vores sensationelle mesterskab, fordi alt – undervejs, da jeg scorede målet uden støvle og i sæsonen generelt – gik op i en højere enhed”, skriver den danske stjerne i biografien Mit liv som Elkjær.

Juniorspillere og en håbløs målmand

Han var kommet til Italien få måneder før, og mindre end en måned efter sin afbrænder i straffesparkskonkurrencen mod Spanien ved EM i 1984. I juni havde han med hul i bukserne sendt bolden op i den sorte aftenhimmel over Lyon og samtidig sendt Danmark ud af sin første slutrunde nogensinde.

EM i Frankrig havde katapulteret hans navn op på den internationale stjernehimmel. Efter seks succesrige år i Lokeren var han en stjerne i Belgien og i Danmark, men ikke et stort navn på det europæiske kontinent. Nu havde spotlightet fra EM sikret ham en adgangsbillet til en af verdens bedste ligaer, men succesen var langt fra givet på forhånd.

Han kunne ikke tale italiensk, og han vidste ikke, om han ville kunne falde til i en liga, hvor jobbet som angriber var en ensom tilværelse i hård nærkamp med nogle af verdens bedste og mest brutale forsvarsspillere. Desuden kunne kontrakten med Hellas Verona være en lottokupon med væsentlig større risiko for tab end chance for gevinst. Klubben havde et beskedent spillerbudget og kunne ende med at skulle slås for at holde sig fri af nedrykningsstregen.

Men alene tanken om at spille i Italien fik Elkjær til at smile indvendigt:

”På én og samme tid var jeg spændt og fascineret over at skulle omstille mig til ”det ukendte”. Forventningens glæde og forventningspresset kæmpede side om side. Alt det, der fulgte med – de mange tilskuere til kampene, hysteriet og omgivelsernes fanatisme – appellerede til mig. I min verden fandtes der intet vigtigere end fodbold, og italienerne havde det på samme måde”, fortæller Elkjær.

De store forventninger blev dog vekslet til en tilstand af chok ved de første træningssamlinger.

”Næsten samtlige holdkammerater var så små, at de mindede om juniorspillere, og målmanden, Claudio Garella, var et kapitel for sig. Han kunne næsten ikke løbe. Da hans primære funktion var at stå inde i målet, var det selvfølgelig til at leve med – hvis han så bare var god til at redde boldene. Desværre var vi heller ikke overbeviste om, at han mestrede denne ret elementære egenskab for en målmand. Han smed sig stort set aldrig efter bolden, men nøjedes med at stikke en fod ud. Som en anden håndboldmålmand”, fortæller Preben Elkjær i sin biografi.

Blev anset som kæmper

I sæsonen 1984-85 var det tilladt for hold i Serie A at have to udlændinge på banen ad gangen, og i Hellas Verona var det Elkjær og tyskeren Hans-Peter Briegel, der optrådte under fremmed pas. Det var åbenlyst, at de begge var købt ind for at give holdet noget råstyrke.

”Vi blev i hvert fald anset som kæmper. Briegel var en stor fyr, mens jeg med mine 183 centimeter havde en normal størrelse for en nordeuropæer. I Verona var vi gigantiske”, skriver Elkjær.

Briegel kom til klubben samtidig med Elkjær. Han var stærk både som venstre back og på den defensive midtbane, og med sine 188 centimeter og 85 kilo må de letbenede, italienske driblere til tider have opfattet ham som et afsporet godstog, når han kom buldrende frem mod dem. Som ung var han en talentfuld fem- og syvkæmper, og fodbold var hans sekundære sportsgren. Først som 17-årig droppede han atletikken og fokuserede udelukkende på fodbold, men på amatørplan. Det holdt dog ikke længe. Som 19-årig fik han kontrakt med Bundesligaklubben Kaiserslautern, og bare fem år senere fik han debut på landsholdet, hvor han op gennem 80’erne var en nøglefigur.

Briegel og Elkjær var de sidste brikker i træneren Osvaldo Bagnolis puslespil. På tre år havde han ført Hellas Verona fra en tilværelse i bunden af Serie B til placeringer i Serie A som nummer fire i 1982-83 og nummer syv i 1983-84 samt to Coppa Italia-finaler.

Stammen på Bagnolis hold var spillere, som var hentet på overskudslagrene i de store klubber. Et mix af både hårdtarbejdende og talentfulde spillere, der sultede efter at bevise deres værd.

Målmanden Claudio Garella var hentet i Sampdoria (1981), liberoen Roberto Tricella i Inter (1979), 10’eren Antonio Di Gennaro i Fiorentina (1981), backen Luciano Marangon i Roma (1982), mens den halvskaldede wing Pietro Fanna (1982) og den lille forward Giuseppe Galderisi (1983) kom til fra Juventus. Den defensive midtbanespiller Domenico Volpati havde egentlig besluttet at stoppe karrieren efter en enkelt sæson i Brescia, men Bagnoli fik ham til at genoptage den i Verona (1982), hvor han spillede i seks sæsoner.

Træner Bagnoli brugte kun 17 spillere i mesterskabssæsonen, og startopstillingen gav næsten sig selv fra kamp til kamp. Kun Bruni og Sacchetti var i nærheden af at kunne udfordre de 11 i idealopstillingen.

Elkjær, Briegel og gruppen af andenrangsspillere fra toppen af Serie A udgjorde det perfekte mix for Bagnoli. Under hans ledelse blev de til en solid og sammentømret enhed med 100% commitment og en stærk tro på egne evner. Bagnolis taktiske forståelse og evne som motivator fik det helt til at klikke.

For Bagnoli lød opskriften sådan:

”Fodbold er et simpelt spil. Du skal finde de rette mennesker og derefter placere dem de rigtige steder – og så lade dem være frie til at udtrykke sig selv”.  I Hellas Verona fulgte han sin egen formel til punkt og prikke, og det skabte genlyd i hele fodboldverden.

Under ledelse af Osvaldo Bagnoli spillede Hellas Verona med en taktisk modenhed, der byggede på italiensk defensivtradition men samtidig varslede nye tider. Holdet var kendt for sin defensive stabilitet og stramme organisation, men havde også en unik evne til at slå kontra.

Nikkede Elkjær en skalle

Sæsonen 1984-85 foldede sig ud som en serie af mirakler i gult og blåt.

I åbningskampen mod Napoli skulle Diego Maradona for første gang bevise over for Italien, at han var de 7 millioner euro værd, som syditalienerne havde investeret i ham. Det lykkedes ikke. Hans-Peter Briegel mandsopdækkede ham ud af kampen, og Verona vandt 3-1. Elkjær kom ikke på måltavlen. Til gengæld fik han for alvor at mærke, hvad det ville sige at være angriber i Italien i midten af 80’erne, hvor dommerne tillod meget mere end i dag.

”Napolitanerne satte deres hårdeste mand, Bruscolotti, til at markere mig. Den opgave tog han temmelig bogstaveligt, for han brugte tricks, jeg end ikke kendte eksistensen af, i sin iver for at stoppe mig. I en kamp, hvor der sagtens kunne være uddelt tre-fire røde kort, var Bruscolotti den eneste, der blev smidt ud, da han først slog ud efter mig, dernæst forsøgte at nikke mig en skalle for slutteligt at smadre sin albue direkte i ansigtet på mig, så min læbe flækkede”.

Elkjærs forløsning

Den afgørende forløsning for Elkjær - det første mål - kom allerede ugen efter. Ude mod Ascoli scorede han det sidste mål i en 3-1-sejr, og det gav ro i maven:

"Mål var altafgørende for en angriber i Italien. Han kunne være anonym i 85 minutter, men scorede han, ville han blive hyldet som en konge," skriver Elkjær.

Efter den succesrige sæsonåbning fortsatte miraklerne uge efter uge, og Verona kunne som ubesejrede holde nytår på førstepladsen. I løbet af efteråret spillede de 0-0 mod både Milan, Roma og Inter. Lazio blev besejret med 1-0, og Juventus som nævnt med 2-0. Elkjær, Briegel, Di Gennaro og Galderisi imponerede i front, men det var forsvaret og målmand Garella, der var hovednøglen til succesen. I de første fjorten kampe lykkedes det kun for modstanderne at score på dem fem gange.

Under ledelse af Osvaldo Bagnoli spillede Hellas Verona med en taktisk modenhed, der byggede på italiensk defensivtradition men samtidig varslede nye tider. Holdet var kendt for sin defensive stabilitet og stramme organisation, men havde også en unik evne til at slå kontra. I en tid hvor catenaccio stadig prægede italiensk fodbold, lykkedes det Bagnoli at forny traditionen med en mere fleksibel tilgang. Forsvaret var bygget op omkring en stærk bagkæde med Roberto Tricella i den bærende libero-rolle, mens midtbanen balancerede fysisk styrke og taktisk intelligens.

Fremme var det især Preben Elkjær, der satte sit præg. Han havde en fri rolle, hvor han ofte trak ud mod venstresiden, før han eksploderede ind i feltet med bolden. Hans direkte stil og uforudsigelighed passede perfekt til Veronas kontrabaserede spil. Elkjær blev både en offensiv drivkraft og et symbol på holdets ukuelige vilje, og hans samspil med blandt andre Pietro Fanna og Giuseppe Galderisi gjorde Verona farlige, hver gang de fik chancen. Det var ikke bare et taktisk gennembrud – det var et kollektivt mirakel, båret af disciplin, tillid og én mands mod til at drømme. Bagnolis.

"Alle ventede på at krisen skulle indtræde"

I januar 1985 kom de første tegn på vaklen. Verona tabte 2-1 til bundholdet Avellino, og tre uafgjorte og et nederlag over fire kampe truede derefter med at punktere drømmen. Presset intensiveredes.

"Alle ventede på at krisen skulle indtræde”, fortæller Elkjær.

Men Bagnolis mandskab svarede igen. Først i slutningen af januar med en kontrolleret sejr over Ascoli. Dernæst med en målrig 5-3-triumf mod Udinese, der for alvor demonstrerede holdets karakter. Efter 20 minutter var Verona foran med 3-0 på mål af Elkjær, Briegel og Di Gennaro, men så kom hjemmeholdet ind i kampen igen, og efter en times spil stod det 3-3. Fire minutter senere førte Verona med 5-3 på to nye mål holdets to legionærer.

Momentum var tilbage, og den følgende uge tog holdet til San Siro og kæmpede sig til 1-1 mod et sygdomsramt Inter-hold. Ugen efter ventede Juventus i Torino. Resultat: Endnu et remis, men også en ny bekræftelse på Veronas styrke.

I marts voksede troen på det utænkelige yderligere. Verona smadrede Fiorentina 3-1 efter et brag af en anden halvleg, og vandt senere 3-0 over Cremonese, mens rivalerne Inter og Milan snublede. For første gang begyndte Italien at tage Veronas drømme alvorligt. ”I Gialloblù” (”De Gule og Blå”) førte med fem point – en føring der voksede til seks ugen efter.

Men april bragte ny nervøsitet og usikkerhed med sig. Et 2-1-nederlag hjemme mod Torino skar forspringet ned til tre point, men Verona formåede at holde hovedet koldt.

“Mod slutningen blev det klart, at kun Inter og Torino kunne udfordre os, men i april og maj var de så venlige, at de begyndte at tabe point,” skriver Elkjær med tør humor.

Elkjær som borgmester

Den 12. maj 1985 kulminerede det hele i Bergamo. 25.000 Verona-fans havde indtaget byen, mange uden billet. I første halvleg bragte Atalanta sig foran, men kort inde i anden halvleg kom forløsningen, da Elkjær bankede bolden i mål. Derefter døde kampen ud – alle vidste, at uafgjort var nok, og da dommeren fløjtede af, eksploderede Verona-fansene i opsparet eufori, der havde bygget sig op over hele sæsonen. Scudettoen var hjemme, og spillerne måtte flygte mod omklædningsrummet.

Ugen efter blev sæsonen lukket ned med rank ryg og knejsende nakke hjemme på Bentegodi. Avellino blev besejret med 4-2, og Elkjær satte gang i festen med scoringen til 4-2 i sidste minut.

Fejringen blev flyttet til pladsen foran Arena di Verona, og her blev spillere og træner Bagnoli fejret af omkring 60.000 veronesere, der undervejs meget tydeligt markerede, hvem de ønskede som byens nye borgmester.

”El-kjaer Sin-da-co, El-kjaer Sin-da-co”, gjaldede folkekravet igen og igen op mod de nykårede italienske mestre.

Desværre udviklede sejrsfesten sig til andet end jubelbrøl og dyttende biler i bymidten. I løbet af aftenen og natten blev biler væltet, butiksruder smadret, og der opstod slagsmål rundt omkring i byen. Ekstra Bladet beskrev dagen efter, at de mange tusinde tifosi ikke ville give slip på deres helte, som til sidst måtte eskorteres gennem byen til lyden af hylende politisirener.

Elkjær ærgrede sig over tilhængernes opførsel, men det var ikke nok til at ødelægge hans berusende lykkefølelse.

"For mig var det en oplevelse, også selv om der var tumultscener. At blive mester første år i en udenlandsk klub er som at vinde i lotteriet", sagde han til Ekstra Bladet, som havde sendt en journalist og en fotograf til Verona for at dække begivenheden.

Forærede sin Porche til Elkjær

Hellas Verona vandt igennem sæsonen 15 af de 30 kampe, de spillede uafgjort 13 gange, tabte kun to og lukkede 19 mål ind. Bagnoli brugte kun 17 spillere gennem hele sæsonen – et uhørt lavt antal i moderne fodbold.

”Sommeren var et sandt triumftog for os Verona-spillere. Tjeneren på den lokale restaurant insisterede sågar på at få lov til at forære mig sin Porche, og på den måde forstod jeg alligevel i nuet, hvor meget vores triumf havde betydet for en hel masse såkaldt almindelige mennesker”, fortæller Elkjær.

Elkjærs status som superstjerne rakte nu langt uden over den lille by øst for Gardasøen. I 1984 blev han nummer tre i Ballon d'Or-afstemningen - selvfølgelig også hjulpet på vej af hans indsats ved EM - og i 1985 nummer to. Her blev Hans-Peter Briegel i øvrigt nummer otte.

Opgør med matchfixing

Veronas sensationelle mesterskab i 1984-85 skyldes som nævnt en blanding af taktisk snilde og holdånd. Men der findes måske også en anden – mere systemisk – forklaring. I starten af 80’erne var Serie A nemlig blevet ramt af en voldsom matchfixing-skandale, Totonero, som kastede store skygger over sporten. Som reaktion indførte det italienske fodboldforbund en markant ændring: Dommerne skulle ikke længere udpeges af en lukket komité, men udpeges ved lodtrækkes fra uge til uge. For første og eneste gang i Serie As historie var der ingen, der vidste, hvem der ville dømme deres kampe før ganske kort før kampstart, og dermed blev det sværere at betale sig til dommertække.

Det ændrede hele magtbalancen. Hvor mistanken ofte havde været, at dommere i afgørende opgør favoriserede klubberne fra de store byer – Rom, Torino og Milano – var risikoen for helt urimelige straffespark og udvisninger nu minimeret. Det blev af mange set som en væsentlig faktor i Veronas succes for at bryde magtens dominans. Konspirationsteorierne fik yderligere næring året efter, da ordningen blev afskaffet, lige så hurtigt, som den var blevet indført. Roma og Juventus vendte tilbage til toppen, og Verona gled ud af titelbilledet. Tilfældighed eller ej – Verona vandt det eneste mesterskab i Serie A’s historie, hvor dommerne blev udpeget ved lodtrækning.

De synger stadigvæk "El-kjaer Sin-da-co"

Mesterskabet i 1985 blev kulminationen på Osvaldo Bagnolis storværk – men også begyndelsen på enden. Allerede sæsonen efter var det tydeligt, at noget var forandret, og Verona sluttede på en skuffende 10. plads. Alligevel var tre af holdets spillere med i den italienske VM-trup i 1986, liberoen Roberto Tricella, angriberen Giuseppe Galderisi og midtbanekreatøren Antonio Di Gennaro. Galderisi og Di Gennaro var faste mænd på et hold, der røg ud i ottendedelsfinalen til de regerende europamestre, Frankrig.

I 1986-87 genvandt Verona noget af sin styrke fra mesterskabssæsonen og sikrede sig en fjerdeplads i Serie A samt deltagelse i UEFA Cuppen, men der var kun tale om en kortvarig opblussen.

I kulissen var mesterholdet begyndt at smuldre.

“Jeg havde en fast tro på, at vi kunne gentage succesen, men det var naivt,” fortæller Preben Elkjær, men erkender:

“Som det altid sker, når små klubber overrasker, begyndte de store at plukke vores spillere.” 

Allerede i sommeren 1985 blev målmanden Claudio Garella solgt til Napoli, mens Inter købte både Pietro Fanna og backen Luciano Marangon. Året efter forsvandt topscoreren Giuseppe Galderisi til Milan og Hans-Peter Briegel til Sampdoria, mens forsvarschefen Roberto Tricella blev købt af Juventus i 1987. Til sidst var kun Elkjær og Volpati tilbage – og i 1988 sagde også danskeren farvel til Verona, da han tog hjem til Danmark for at spille i Vejle.

Bagnoli forblev loyalt ved roret, men heller ikke han kunne forhindre det langsomme forfald. I 1989-90 rykkede Verona ud af Serie A efter et dramatisk nederlag på sidste spilledag. Klubben, der fem år tidligere havde forbløffet Italien og Europa, var nu reduceret til et spøgelse af sig selv. Finansielle problemer voksede i takt med sportslig tilbagegang, og i 1991 blev klubben erklæret konkurs og opløst, kun for at genopstå året efter under nyt navn.

Osvaldo Bagnoli forlod klubben efter nedrykningen og nåede endnu engang at skabe mirakler med et nyt hold i Genoa, men magien ebbede ud, da han tog til Inter, hvor han i 1994 afsluttede sin karriere – slidt op af konflikter og forventningspres. Verona, hans livsværk, forblev et minde om det umulige, der en enkelt gang blev virkelighed. Et mesterskab vundet af et hold uden stjerner, men med en drøm, der trodsede al logik – og som aldrig siden er blevet gentaget.

Mesterskabet fra 1985 er blevet en historie, som veroneserne genfortæller fra generation til generation. En historie Verona aldrig glemmer, og som Elkjær bliver mindet om, hver gang han besøger Bentegodi, og folkekravet om at få ham tilbage til byen runger på stadion:

”El-kjaer Sin-da-co, El-kjaer Sin-da-co”.

Kilder

• Elkjær, Preben & Sloth, Peter; ”Mit liv som Elkjær”

• Hough, Richard; “The miracle season when Hellas Verona came from nowhere to win Serie A” (theguardian.com)

• Jensen, Neil Fredrik; “Great Reputations: Hellas Verona 1985 – a romantic tale to rival Shakespeare” (gameofthepeople.com)

• Newman, Blair; “The 1985 Scudetto: A Season With Osvaldo Bagnoli’s Verona” (gentlemanultra.com)

• Wasi Manazir, Wasi; “When Hellas Verona became champions of Italy” (footiecentral.com)

• Draper-Lewis, Alan; “How Verona defied the odds – and the unwritten rules – to lift the Scudetto in 1985” (thesefootballtimes.co)

• Nair, Jishnu; “Serie A’s Last Outsiders Part 1: Hellas Verona, 1984/1985” (thefalse9.com)

• Nielsen, Vagn; “Jubelfest endte i tumulter” (Ekstra-Bladet)

• Nielsen, Vagn; “O Solo Mio” (Ekstra-Bladet)

• “The Calcio Miracle: How Hellas Verona took on the elite and won the Scudetto” (footballbh.net)

• “When Hellas Verona Won The Scudetto” (AFC Finners – youtube.com)