Faxes triumf og DM-pokalen der først blev væk og så blev stjålet

I år er det 25 år siden, Herfølge Boldklub vandt det danske mesterskab. Tag med på en rejse, hvor EM-helten John Faxe Jensen gjorde det umulige muligt i sin debutsæson som træner. En rejse, der havde barrøvsræs, pubcrawl, levende høns og Brdr. Olsen som vigtige stoppesteder undervejs og blev afsluttet med en guldfest, hvor filmmanden Peter Aalbæk trak 25.000 kroner op ad lommen og sørgede for fri bar til alle

”Jeg vil gerne have, at alle tror på, at når vi starter det her, så spiller vi for at blive danske mestre.” Sådan lød meldingen fra John Faxe Jensen, da han for første gang talte til sine spillere i sit første trænerjob.

Det aldrende klubhus på Vordingborgvej ligner resultatet af en euforisk fest med litervis af champagne og mindst lige så meget øl. Det er da også lige præcis, hvad det er.

Nu går direktøren Flemming Brinkgaard og altmuligmanden Bruno Zingg rundt blandt tomme flasker, mens stanken fra fyldte askebægre og halvtømte glas hænger kvalmende i luften.

Vi er i Herfølges klubhus dagen efter, at Superligaholdet har fejret sit første og eneste DM-guld.

De fleste spillere og ledere ligger derhjemme og sover festen ud, men Flemming og Bruno er gået i gang med at få orden i kaos.

Hurtigt går det op for dem, at noget er helt galt: Den 42 centimeter høje DM-pokal i Sterling-sølv er væk. Væk, som i helt væk.

De leder og leder, men den er der ikke.

Nu er gode råd dyre. Er den stjålet mindre end 12 timer, efter at de har fået den overrakt, eller har nogen taget den med hjem under dynen?

Svaret får de efter flere timers efterlysning, da træner John Faxe Jensen vågner efter en lang nat med bobler og fællessang.

”Alle kiggede op og tænkte, har han vand i panden ham derinde fra Brøndby?”

”Næste dag vågnede jeg til en telefon fyldt med beskeder. Folk var mødt på arbejde og kunne ikke finde pokalen, så de troede, den var blevet stjålet. Men jeg havde altså bare taget den med hjem i seng”, fortæller han i sin selvbiografi ”Den ramte jeg sgu lige i røven…”.

Han forklarer, at spillerne var taget videre i byen, da han og konen, Anette, som nogle af de sidste besluttede sig for at tage hjem.

”Da stod DM-pokalen stadig på festbordet. Vi turde ikke lade den stå, så vi tog den med hjem”, fortæller han.

Mysteriet var løst. Men det største mysterium i slutningen af maj 2000 var - og er stadig - hvordan det overhovedet lykkedes Herfølge Boldklub at vinde det mest prestigefyldte trofæ i dansk klubfodbold. Med et hold af kasserede spillere fra de store klubber, overgik de weekend efter weekend sig selv, indtil de for 25 år siden - den 25. maj 2000 – hentede det ene point hjem, som gjorde det umuligt for resten af fodbold-Danmark at slukke østsjællændernes drøm om DM-guld.

Brøndby med Mogens Krogh, Per Nielsen, Søren Colding og Bent Christensen måtte nøjes med sølv. AB med Jan Michaelsen, Brian Steen Nielsen og Martin Albrechtsen vandt bronze. De forsvarende mestre fra AaB med Jimmy Nielsen, Ståle Solbakken, Jens Jessen og Brian Priske endte på en femteplads. FC København med Niclas Jensen, Todi Jónsson, David Nielsen og Diego Tur på ottendepladsen, og OB med Lars Høgh og Lars Jacobsen på en sølle niendeplads.

Herfølge som guldvindere i 2000 er fortsat den største sensation i Superligaens historie og på niveau med Leicesters engelske mesterskab i 2016. Og selv om mange anerkender østsjællændernes præstation, er det en sejlivet fortælling om sæsonen 1999-00, at de store klubber var urimeligt ringe og på det nærmeste forærede mesterskabet til de højestbydende - eller snarere de mest viljestærke - Herfølge Boldklub.

Det er da også et faktum, at John Faxe & Co. vandt den billigste guldmedalje i Superligaens historie. 1,7 point pr. kamp er fortsat den laveste score for et mesterhold siden 1992.

”Har han vand i panden ham derinde fra Brøndby?”

Historien om Herfølges DM-guld begynder 11 måneder før den vilde fest i klubhuset, men på præcis samme adresse. I et gammelt omklædningsrum under klubhuset byder John Faxe Jensen sine spillere velkommen til en ny sæson.

På bænkene sidder de og lytter med en blanding af nysgerrighed og al den ærbødighed, en europamester fra 1992 fortjener. De husker den vanvittige sommer i 1992, hvor Faxe og Vilfort sled deres modstandere op på midtbanen og endte med at score de to mål i finalen, som fik roligans over alt i landet til at skråle med på ”Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei”.

Til stede i omklædningsrummet er de fleste af de spillere, som året før har fightet en femteplads hjem i Superligaen. Først og fremmest den færøske målmand, Jakúp Mikkelsen, centerforsvarene Steven Lüstü og Henrik Lykke, midtbanespillerne Jens Madsen, Thomas Høyer og Tommy Schram og angriberen Kenneth Jensen.

Over de seneste 4-5 år er de og andre nøglespillere kommet til klubben fra langt større adresser, hvor de har haft svært ved at finde en plads i startopstillingen.

I Herfølge har de fundet et kammeratskab, som er unikt på Superliganiveau 22 år efter, at pengene er begyndt at rulle i dansk fodbold. I modsætning til i Brøndby og FCK er der ingen klikker i Herfølge. Her er alle lige. Uanset om de er stamspillere eller sidder helt ude på kanten af reservebænken.

Det er mindre end en måned siden, at mange af nøglespillerne var i kamp mod deres nye træner. John Faxe er kun 34 år og har netop afsluttet en imponerende karriere på topplan med en sølvmedalje i Brøndby, hvor han tidligere har løftet DM-pokalen otte gange.

Han har håbet at få en enkelt eller to sæsoner mere på Vestegnen, men Brøndby har ikke villet forlænge kontrakten. Hans eget forslag om at blive assistenttræner i klubben, havde ledelsen heller ikke bidt på, så da Herfølge har tilbudt ham en kontrakt som spillende træner, har han slået til.

Nu står han her i omklædningsrummet og leverer sin peptalk for sæsonen. Han ved, at flere af spillerne er på hans egen alder, og at et flot fodbold-CV ikke gør det alene. Han skal fra start markere sig, og det gør han, så det runger i væggene under klubhuset.

”Jeg vil gerne have, at alle tror på, at når vi starter det her, så spiller vi for at blive danske mestre.”

I sin selvbiografi fortæller han om spillernes reaktion.

”Mine ord faldt som en gedigen bombe på sæsonens første dag. Præcis som det var meningen. Og jeg er sikker på, at nogle af spillerne sad og tænkte, at her stod en arrogant stodder ude fra Brøndby, der havde vundet en bunke danske mesterskaber og bildte sig ind, at han med et fingerknips kunne forvandle en landsbyklub til en guldkandidat. Som om! Klap lige hesten, Krølle-John, stod der nærmest malet i ansigtet på flere af dem. Sikke en idiot! Eller rettere: Jeg ved, at de tænkte sådan. For det sagde flere af dem til mig efterfølgende”.

Det sidste bekræftede backen Gert Nodin, da han deltog i en podcast, som Mediano producerede om Herfølges sensationelle guld:

”Alle kiggede op og tænkte, har han vand i panden ham derinde fra Brøndby?”

Faxes opskrift

Det var ikke så underligt, at Faxes melding blev mødt en sund portion skepsis. Herfølge kan bedst betegnes som en landsby. I 1999 havde den ca. 5.000 indbyggere, en kirke, en station og lidt dagligvarebutikker.Til trods for dette havde Herfølge et førstehold, som i årtier lå placeret i den bedste eller næstbedste række.

"I har indtil søndag til at gå ud og drikke jer pissehamrende fulde, hvis det er det, I vil. Bare I gør det sammen som hold.

Da pengene begyndte at rulle i dansk fodbold i 1978 lå Herfølge i 3. division. Men takket være store investeringer fra en lokal erhvervsmand, Gudmund Jørgensen – eller ”Saftkongen”, som han blev kaldt – lykkedes det for klubben at købe sig til en slagkraftig trup af spillere fra især Køge og Holbæk, som to år i træk rykkede op og i 1980 debuterede i 1. division (datidens bedste række).

Derefter fulgte en årrække som 1. divisionshold frem til starten af 90’erne, hvor klubben rykkede ned igen. Men fra midten af 90’erne fik Herfølge genetableret sig som et solidt Superligahold med placeringer som nummer 10, 4, 9 og 5.

Inderst inde vidste John Faxe Jensen udmærket godt, at et dansk mesterskab til Herfølge var lige så sandsynligt som en fyldt folkekirke en tilfældig søndag formiddag. Men han var fast i troen på, at man skulle sætte sig et ambitiøst mål for at nå toppen, og en plads blandt de seks bedste ville for ham være en succes.

Også dette succeskriterie ville kræve noget særligt for en klub med små midler, men Faxe havde opskriften klar:

”Jamen det kan man gøre ved, at man har et ordentligt omklædningsrum. Man har et godt sammenhold. Er det optimalt, så ligger der altså 10 point ekstra, sådan cirka. Og 10 point kan betyde en helvedes stor forskel. Så det var også en del af processen for mig fra dag 1 af”, fortalte han i Medianos podcast.

Mareridtsdøgn med bivuak, ukogte kartofler og levende høns

Før sæsonstart sendte Faxe spillerne på overlevelsestur. Uden varsel. Efter en træningskamp troede spillerne, at de skulle spise frokost med vue ud over bølgende kornmarker og en idyllisk voldgrav på Vallø Slot. Det var nemlig det, de havde fået stillet i udsigt.

Men på turen mod Vallø blev bussen standset af en gruppe soldater i kampuniform, og alle blev beordret ud. Drømmen om sild og lune frikadeller blev på få sekunder vekslet til to mareridtsdøgn med bivuak, ukogte kartofler og levende høns. Ingen mobiltelefoner, ingen ure, ingen kontanter.

Spillerne blev testet fysisk og mentalt – men de blev også rystet sammen. De hjalp hinanden over bjælker og gennem vandhuller og i fællesskab vandt de over sult, træthed og frygt.

Som anfører Thomas Høyer sagde bagefter:

”Det tror jeg godt, man kan overføre og tage med på banen, og det tror jeg også var noget af det, der lykkedes for os i det år”.

Da sæsonen gik i gang var Faxes strategi klar og entydig: Herfølge skulle overraske modstanderne med en solid omgang overfaldsfodbold.

”Presspillet skulle fungere på den måde, at vi ville starte i en 4-3-3-formation de første 20-25 minutter og lægge et højt pres på modstanderne. Derefter skulle vi falde tilbage i 4-4-2 med en stærkere defensiv og lige trække vejret, inden vi igen gav den gas. Sådan skulle vi veksle kampen igennem, som jeg havde lært det under både Tom Køhlert og Ebbe Skovdahl (tidligere Brøndby-trænere, red.). Samtidig tog jeg George Grahams (tidligere Arsenal-manager, red.) tilgang til mig og lavede en udansk stil, hvor vi ville skubbe modstanderne ind over midten og op mod vores midterforsvar i stedet for det klassiske med at lade dem spille langs kanten og komme til indlæg”, fortæller John Faxe Jensen i ”Den ramte jeg sgu lige i røven…”, og i Medianos podcast uddybede han:

”Det var fuldstændig timet og tilrettelagt ligesom af Egon Olsen. Alle spillere vidste præcis, hvilken rolle de havde”.

Strategien virkede fra allerførste spilledag.

Herfølge åbnede sæsonen med en 3-1-sejr over de forsvarende mestre fra AaB. Det satte gang i en forrygende stime: Ti kampe uden nederlag. Blandt dem 2-2 ude mod Brøndby, 1-0 over OB og 1-0 over FC København.

Først i 12. runde tabte østsjællænderne pusten: De tabte 0-4 til AaB. Derefter fulgte yderligere tre nederlag – men Herfølge fik rejst sig igen og sluttede efteråret af med fire sejre i træk. De gik til vinterpause på førstepladsen. Seks point foran Brøndby, men med store tab på imagekontoen.

Henover efteråret haglede kritikken af holdets kontante spillestil ned over guldaspiranterne. AB, Silkeborg og Brøndby sagde samstemmende, at Herfølge tacklede hensynsløst og var skyld i en stribe skader på deres spillerne.

Viborgs Heine Fernandez sagde, at hans opdækker i kampen mod Herfølge gik målrettet efter at få hans ankelskade til at bryde op, og i samme kamp ramte Herfølges Gert Nodin en modspiller så hårdt med sin albue, at han mistede en tand. I oktober var Herfølge da også lige så suveræn en bundprop på FairPlay-listen, som de var tophold i ligaen: Tre røde og 22 gule kort.

Men Gert Nodin skød tilbage.

”Kom ikke og kald os svin eller rødder. Det er latterligt. Jeg opfatter det som dårlige undskyldninger efter et nederlag, når en træner, ledere eller spillere anklager os for at gå over stregen. Vi lever på gejst og vilje. Derfor topper vi Superligaen netop nu”, sagde han til Ekstra-Bladet, og John Faxe bakkede ham op:

”Altså, vi gik til den streg, der blev lavet af dommeren, og der var nogen, der ikke kunne tåle mosten. De tabte”.

Sådan nogenlunde så Herfølges idealopstilling ud i mesterskabssæsonen, hvor de vekslede mellem 4-4-2 og 4-3-3. Kenneth Kastrup spillede indimellem i centerforsvaret, og Dan Lübbers var mere brugt i højre end i venstre side. Udover disse 11 var nøglespillerne Lars Jakobsen, Michael Thomsen, Jesper Jacobsen og Gert Nodin. Spillende træner John Faxe fik 16 kampe og den nuværende Mainz-træner, Bo Henriksen, 10.

Bar røv, Carl-Mar og en Volvo Amazon

December 1999. Udenfor bider frosten i kinderne, og på grusvejene uden for Odsherred ligger jorden stiv og knasende. Det er julefrokosttid i Herfølge Boldklub, og spillere og trænere er blevet bedt om at møde op til en hyggeformiddag med morgenmad og konkurrencer i klubhuset. Ingen aner, at arrangementet kulminerer i bar røv på en mark hos Carl-Mar Møller.

Carl-Mar. Navnet alene fremkalder latter og nervøsitet. Manden med vikingeskægget og svævebanerne, kendt for nøgen-terapi og manddomsprøver langt uden for Superligaens komfortzone. Men Faxe har besluttet, at truppen skal rystes endnu tættere sammen, og det betyder, at der ikke er nogen vej uden om.

Så da spillerne ankommer til Carl-Mars gård, bliver de mødt med beskeden: "Af med tøjet". Termometret sniger sig under frysepunktet, men før spillerne ved af det, står de i sne og slud, kun iført sko og sokker – og med det, naturen ellers har udstyret dem med.

I løbet af dagen bliver de udsat for prøvelser, der ville have gjort selv BS Christiansen stolt: De bliver trukket efter en traktor på en halvandenmands madras hen over frosne vandpytter. Chaufføren? En brølende Carl-Mar, der nyder hvert sekund.

Kulminationen kommer, da John Faxe Jensen svinger sig ud i en svævebane 25 meter gennem vinterluften. For enden venter et hårdt og lappet tag på en Volvo Amazon, der har set bedre dage. Der svæver han, træneren, klubbens anker, med kønsdele flagrende i vinden, inden han lander med et bump, akkompagneret af et latterbrøl fra spillerne.

Om aftenen slutter de af på en bodega på Nørrebro. De er ubesejrede i ligaen, de ligger nummer ét, og de tror på det – på hinanden. De har overlevet Carl-Mar. Superligaen bliver det næste.

”Drik jer pissehamrende fulde”

Senere på vinteren trækker Faxe endnu en overraskelse ud af ærmet. Denne gang uden ydmygelser i bar røv mod frosthård jord. I stedet tager han truppen med på en tur ned ad sin personlige memory lane i London, hvor han fra 1992 og fire år frem spillede 97 ligakampe i Arsenals ikoniske rød-hvide dragt sammen med profiler som Tony Adams, David Seaman, Dennis Bergkamp og Ian Wright.

De lander en onsdag, og her er meldingen fra Faxe klar:

"I har indtil søndag til at gå ud og drikke jer pissehamrende fulde, hvis det er det, I vil. Bare I gør det sammen som hold. Men det bliver også de sidste bajere, I drikker, inden Superligaen slutter sidst i maj."

Spillerne er i chok. Men ikke mere end at de er i stand til at parere trænerens ordre. Der bliver dog også tid til andet end pints på kvarterets pubber. Blandt andet et besøg på gamle Highbury, hvor Herfølge-holdet for alvor bliver klar over, at deres træner er en legende. Da det går op for Arsenal-tilhængerne, at ”JJ” er til stede, bryder de ud i en hyldestsang.

"De rejser sig op og vender ryggen til kampen og står og klapper og synger op mod Faxe. Jeg tænker: Hold da ferie. Det er alligevel tre, fire, fem år siden, han har været der, men de her englændere, de husker, hvem han er, de husker hans sang og sådan nogle ting," fortæller Gert Nodin til Mediano.

En rundbarbering i Brøndby

Nøgenmandstraktortræk i Odsherred og pubcrawl i London var ikke bare tilfældige sociale aktiviteter i John Faxes bog. De var nøje planlagt med ét eneste formål: At styrke det indre sammenhold, så alle var parat til at tage en kugle for en kammerat i sæsonens sidste 15 kampe.

Trods det store forspring efter 18 kampe var Herfølge før forårssæsonen stadigvæk ikke fodbold-Danmarks guldfavorit.

Dansk Tipstjeneste har Brøndby som nr. 1 til odds 1,60, efterfulgt af AaB til odds 3,00 og så Herfølge til 3,60. Heller ikke Superligatrænerne tror på John Faxes drenge. I en rundspørge er det kun Kim Brink fra FCK, der har Herfølge som favoritter til det danske mesterskab.

Foråret begyndte da også skidt med nederlag til Lyngby og Brøndby. I den tredje kamp var Herfølge bagud med 2-0 mod AGF, men de rejste sig, vandt 3-2 og demonstrerede, at sammenholdet var intakt. Efter tre tiltrængte point i Aarhus, blev der også fuld gevinst hjemme mod Viborg, men så trak de sorte skyer op i horisonten.

I løbet af april fik de kun et enkelt point i fem kampe, og særligt den femte kamp mod Brøndby gjorde ondt langt ind i fodboldsjælen på ikke mindst John Faxe. ”Hjemme” på Brøndby Stadion blev hans drenge rundbarberet af Åge Hareides mandskab, der sendte dem hjem til Herfølge og ned på tredjepladsen med et 0-5-nederlag.

Alle skeptikerne var begyndt at dække op til en ”Hvad-sagde-vi-fest”, mens de gned sig i hænderne.

På vej hjem fra Brøndby var stemningen tung og trykket i spillerbussen. Men så rejste Faxe sig. Han bad chaufføren holde ind til siden og greb mikrofonen. Mange år senere fortalte han om episoden:

”Jeg kan huske, at jeg sagde til dem: 'I er bedre end Brøndby, I er bedre end FCK, eller hvem det er. I er langt bedre, end I tror, I er… Prøv at høre her, gutter. Nu går I hjem, og så åbner I en flaske vin og hygger jer med jeres kærester. Og i morgen, der møder vi til træning. Glade, friske, og der er ingen, der snakker eller kommenterer den kamp. I morgen starter resten af vores sæson.”

Peptalken blev et vendepunkt. Allerede dagen efter kunne han se en forvandling i øjnene på sine spillere. De havde fået troen tilbage. Ugen efter slog Herfølge Lyngby med 4-1, mens Brøndby tabte i Esbjerg. Derefter fulgte sejre over Vejle og Esbjerg, inden en uafgjort kamp mod OB. Med to runder tilbage var Herfølge pludselig i en situation, hvor de kunne sikre sig guldet i næstsidste runde ved at besejre Silkeborg. Selv uafgjort kunne være nok, hvis Brøndby dummede sig mod AB.

”Smuk som et stjerneskud” på repeat

Men Silkeborg mødte dem med blæst og regn. Vinden hylede rundt om stadion, og på græstæppet dansede bolden i luften som en flipperkugle. Det hele kulminerede, da Silkeborg sendte en høj befrierbold afsted. Den sejlede mod mål og lignede en formssag for målmand Jakúp Mikkelsen at gribe – lige indtil vinden tog fat i den og kastede den ud af kurs. Bolden gled mellem hænderne på den færøske keeper og trillede over stregen. Et vanvittigt drop i en vanvittig kamp.

I pausen måtte John Faxe og hans spillere grave dybt. Selv om AB var kommet foran med 1-0 mod Brøndby, var stemningen trykket, Men det lykkedes at genfinde den gode energi, og ti minutter inde i anden halvleg slog Herfølge til, da Kenneth Jensen bankede bolden i kassen og fik udlignet. Senere kom Brøndby bagud med 2-0, og så begyndte det stille og roligt at gå op for alle: Den var hjemme. Guldet var i hus.

Da dommeren fløjtede af, kastede spillerne sig i armene på hinanden, og busturen hjem mod Herfølge blev en rullende fest med øl og champagne i rigelige mængder. Buschaufføren havde ikke andet musik end Brødrene Olsens Grand Prix-vinder "Smuk som et stjerneskud", så den kørte på repeat mindst 30 gange, mens spillerne skrålede med – hæse og lykkelige.

Superligaen 1999-00: Silkeborg-Herfølge

Superligaen 1999-00, 32. runde 25. maj 2000, Silkeborg Stadion (3.662 tilskuere) Silkeborg-Herfølge 1-1 (1-0) 1-0 Jesper Thygesen (15.), 1-1 Kenneth Jensen (60.) Silkeborg (4-4-2): Peter Kjær – Rasmus Hansen, Bora Zivkovic, Michael Larsen, Christian Duus – Jakob Juhl, Thomas Røll Larsen, Peter Sørensen, Jesper Thygesen (76.: Peder Knudsen (77.: Brian Pedersen)) – Godwin Attram (64.: Kim Nørholt), Henrik ”Tømrer” Pedersen. Træner: Benny Johansen. Herfølge (4-4-2): Jakúp Mikkelsen – Dan Lübbers, Steven Lüstü, Kenneth Kastrup, Jeppe Vestergaard – Jesper Heyde, Thomas Høyer, Jens Madsen (78.: Lars Jakobsen), Tommy Schram – Jesper Falck (86.: Jesper Jacobsen), Kenneth Jensen (70.: Thomas Knudsen). Træner: John Faxe Jensen.

Efter Storebæltsbroen ventede to motorcykelbetjente, som klubbens sikkerhedschef havde lavet en aftale med. Han var selv betjent og havde fået et par kolleger til at agere politieskorte de sidste kilometer mod øst.

I Herfølge havde festen været i gang i flere timer, og den lokale berømthed, filmmanden Peter Aalbæk, betalte efter sigende 25.000 kroner i baren, så der var gratis øl til alle, mens alle skrålede med på fansangen: "Vi er ikke li’som Brøndby, vi er ik’ som FCK, vi er bonderøvene fra Herfølge".

Bare tre dage senere kom FC København på besøg til sæsonens sidste kamp. Faxes melding til spillerne var klar: ”Fest og drik så meget I orker. Men vi træner lørdag, og søndag fokuserer vi på at slutte af med selvrespekten i behold.” Og sådan gik det. Selv om flere af spillerne havde festet tre nætter i træk, undgik de nykårede mestre en ydmygelse. De kom bagud med 1-0 efter 25 minutter, men lige før sidste dommerfløjt udlignede Steven Lüstü, og så kunne festen begynde forfra.

Brutal nedtur

I dag smiler spillerne stadigvæk ved sig selv, når de tænker tilbage på den vildeste sæson i deres karrierer. Også selv om de aldrig fik den fulde respekt for deres unikke præstation.

I ”Den ramte jeg sgu lige i røven…” skriver John Faxe:

”Bagefter blev der skrevet alt muligt pis om, at det var første gang nogensinde, at et hold havde vundet DM, samtidig med at det tabte ni kampe i sæsonen, og at vi kun vandt, fordi de andre hold var endnu ringere. Jeg køber ikke alle de søforklaringer. Det kan godt være, at vi ikke altid spillende den kønneste fodbold, og det kan godt være, at vi var heldige i forhold til de andres resultater. Men i sidste ende lykkedes det at vinde DM-guld, fordi vi sammen fik skabt en holdånd, der kunne holde til modgang og få spillerne til at knokle, når det gjaldt”.

Sæsonen efter blev brutal. Uden Faxes accept solgte ledelsen to af nøglespillerne, Jesper Falck og Steven Lüstü, og løfterne om at erstatte dem blev aldrig indfriet. FCK blev mestre foran Brøndby. Ordenen var genskabt i dansk fodbold, og efter de 33 kampe var festen også definitivt forbi på Sydsjælland. Herfølge rykkede ud.

Otte år senere fusionerede klubben med Køge Boldklub og blev til HB Køge i håb om at kunne genvinde fortidens slagkraft. Det er som bekendt aldrig lykkedes, og blot for at gøre ondt værre blev DM-pokalen stjålet fra klubbens pokalskab for to år siden.

Der var tale om en kopi, som Herfølge fik til evigt eje efter den store triumf. Men det gjorde ikke ærgrelsen mindre. Meget tydede på, at tyven havde haft en nøgle til skabet, for der var ikke tegn på, at det var brudt op.

Herfølge udloddede en dusør på 5000 kroner i håb om at få hjælp til at finde pokalen igen, for det ville koste 40.000 kroner at få lavet en ny kopi. Men ærgrelsen over den mistede pokal kunne ikke overskygge glæden over klubbens mirakelsæson. Et levn fra en tid, hvor sammenhold og vilje kunne trumfe økonomi og infrastruktur.

Som John Faxe formulerer det:

”Jeg tror ikke, det kommer til at ske igen i dansk fodbold. Så det er klart, at man har været med til at gøre noget helt unikt, og som mange fodboldelskere vil kunne huske. Ligesom med europamesterskabet i 92”.

Kilder

• Bagge, Peter; ”Faxe træt af Herfølge” (Ekstra Bladet)

• Bagge, Peter; ”Stop Herfølges svinestreger” (Ekstra Bladet)

• Davidsen, Martin; ”Bar røv og det umulige mesterskab i Herfølge” (tipsbladet.dk)

• Frederiksen, Thomas; ”Det naturlige mesterhold” (JP København)

• Jensen, John Faxe; ”Den ramte jeg sgu lige i røven…”

• Nielsen, Vagn; ”Hvor fa’en er pokalen?” (Ekstra Bladet)

• Nielsen, Vagn; ”Høj i hatten” (Ekstra Bladet)

• Nielsen, Vagn; ”Madsens hattrick” (Ekstra Bladet)

• Nielsen, Vagn; ”Penge til Faxe” (Ekstra Bladet)

• Pedersen, Allan; ”Guld på Faxes dyder” (Ekstra Bladet)

• Pedersen, Allan; ”Skål Europa” (Ekstra Bladet)

• Wehlast, Mads Glenn; ”Billig guldstol” (Ekstra Bladet)

• ”Herfølges mesterskabspokal fra 2000 er blevet stjålet” (Ritzau)

• ”Landsbyklubbens eventyr - historien om Herfølge Boldklub” (Ritzau)

• ”Superligaens Største Øjeblikke – Herfølges mesterskab i 2000” (Mediano)