top of page

Målmanden der fik en hel nation til at græde

  • henrikmessmer
  • 13. jul.
  • 12 min læsning

Opdateret: 21. jul.

Moacir Barbosa var måske verdens bedste målmand, da Brasilien var værter og storfavoritter ved VM i 1950. Men ét mål ændrede alt, og han blev aldrig tilgivet. Ikke af pressen. Ikke af befolkningen. I år er det 75 år siden, at Brasilien tabte 1-2 i den afgørende kamp om VM-guldet. Men fem VM-triumfer senere lever nederlaget stadig som et nationalt traume


ree

På få sekunder gik Moacir Barbosa fra at være anerkendt som en af verdens bedste målmænd til at blive udråbt som skyldig i det mest traumatiske nederlag for et brasiliansk landshold nogensinde.



Det er en helt almindelig dag i en bagerbutik i Rio de Janeiro. Køen snor sig langs disken, hvor duften af friskbagt brød hænger i luften. En midaldrende, sort mand står forrest. Hans hår er grånet i siderne. Tøjet er pænt, men enkelt.

Bag ham står en kvinde med sin lille søn. Drengen vugger utålmodigt fra fod til fod, mens han stirrer op på poserne med rundstykker. Kvinden læner sig ned og siger noget lavmælt til ham, men ikke lavt nok.


Se ham dér. Det er manden, der fik Brasilien til at græde”.


Ordene rammer præcist, som de var tænkt. Manden foran stivner ikke, han trækker ikke vejret dybere, han retter ikke på skuldrene. Han siger ingenting. Han griber blot posen med brød, nikker venligt til ekspedienten og forlader butikken uden et ord – med samme ro, som han engang stod imellem stængerne foran 200.000 mennesker.


Udenfor rammer solen asfalten og får gaden til at sitre. Inde i butikken falder samtalen til ro, som om ingen rigtig ved, hvad de skal sige. Men pigen bag disken sender et hurtigt blik mod døren og ser skikkelsen forsvinde ud mod fortovet, hvor han med faste skridt forsvinder ud af syne.


ree

Moacir Barbosa spillede det meste af sin karriere i Vasco da Gama, der i slutningen af 40'erne vandt en lang række trofæer.

Mandens navn er Moacir Barbosa, årstallet er 1970, og det er 20 år siden, han på et enkelt sekund fik en hel nation til at gå i sort. Al sund fornuft siger i dag, at det ikke var hans skyld, men skylden blev placeret på hans skuldre, der der lå den resten af hans liv.


Moacir Barbosa var engang var en af verdens bedste målmænd, og på onsdag for præcis 75 år siden skulle hans karriere – og liv – være kulmineret, da han i en alder af 29 år spillede sin 19. landskamp for Brasilien. I stedet blev den 16. juli 1950 dagen, der forfulgte ham som et mareridt helt frem til hans død i 2000.


Ingen adgang for koner og sengetid klokken ti

Sommeren 1950. Fem år efter Anden Verdenskrigs afslutning er det meste af Europa stadig mærket af krigens ødelæggelser. Fabrikker ligger i ruiner, store byer er reduceret til murbrokker, og i mange lande er rationeringsmærker og Marshall-hjælp en del af hverdagen. Men på den anden side af Atlanten, i Brasilien, har krigen været fjern. Og med hele verdens opmærksomhed rettet mod Rio de Janeiro forbereder nationen sig nu på at vise, hvad den er i stand til – ikke med våben eller diplomati, men med sambainspireret fodboldspil i verdensklasse.


Hele Brasilien forbereder sig på VM som var det en folkefest. Gaderne pyntes, radioerne spiller sange, der drømmer om VM-guld, og i en juvelerbutik i Rio udstilles det 35 cm høje Jules Rimet-trofæ bag glas, mens folk står i kø for at betragte det og drømme om det første verdensmesterskab til ”Seleção”.


På Copacabana og Ipanema er som altid fulde af solbrune kroppe i badetøj, der efterlader en dunst af kokosolie, når de går rundt blandt hinanden. Men i luften hænger der også noget andet. En følelse af nybrud. Et land på vej mod noget større.


Maracanã rejser sig som symbolet på netop den drøm. Stadionet er verdens største og bliver bygget med rekordfart. Ikke bare som ramme om kampene – men som symbolet på national genrejsning. Et bevis på at Brasilien er meget andet end fattige favelaer, sambaoptog og kaffeplantager. Det er et land med enorme naturressourcer og en velsmurt industrimaskine og byggesektor.


“I Brasilien er maksimumstraffen 30 års fængsel. Jeg har været fængslet i 50”


Håbet om VM-guld er ikke grebet ud af den blå luft. Brasilien har året før vundet Copa América med et hold, der spillede offensiv fodbold med fantasi, energi og kombinationer, som kun drømme er gjort af. Offensivtrioen Ademir, Jair og Zizinho har tryllebundet publikum, og pressen skriver ikke om hvis Brasilien bliver verdensmestre – men om hvordan.


ree

Brasiliens frygtindgyende fronttrio ved VM i 1950. Fra venstre: Zizinho, Ademir og Jair scorede tilsammen 13 af Brasiliens 22 mål. De var alle tekniske begavelser og havde et intuitivt sammenspil og kreative bevægelsesmønstre, der udfordrede modstanderne maksimalt. Kreatøren Zizinho var holdets hjerne og hjerte, Ademir den målfarlige spidsangriber og Jair den eksplosive og gennembrudsstærke innverwing. Tilsammen legemliggjorde de "Joge Bonito" - "Det smukke spil".

Landsholdet er indlogeret uden for Rio, hvor spillerne sover, træner og lever efter stramme regler. Ingen adgang for koner, sengetid klokken ti, og vitamindrikke inden søvn. Flávio Costa har et hold, der både er talentfuldt og topforberedt. Det brasilianske fodboldforbund har gjort sit. Nu er det folkets tur til at tro.


Og det gør de. Med hele hjertet.


Går det sidste stykke til fods

Den 24. juni 1950 begynder festen for alvor. Stort set samtidig med, at Nordkorea invaderer Sydkorea ved at krydse den 38. breddegrad og dermed indlede en krig, der over tre år koster 2,5 millioner menneskeliv. Men krigshandlingerne på den anden side af jorden er der ingen, der bemærker i Brasilien og slet ikke i Rio, hvor gaderne summer af forventning og VM-feber. Folk i tusindtal bevæger sig mod det nye stadion i bydelen Maracanã. Trafikken bryder sammen, og mange forlader bilerne og går det sidste stykke til fods.


Stadionet står der, i majestætisk beton men ufærdigt. Flere indgange er endnu ikke taget i brug, og enkelte steder må tilskuere forcere murbrokker og ufærdige trapper for at komme ind. Men ingen klager. De skal bare ind.


81.000 mennesker er på plads, da åbningskampen mellem Brasilien og Mexico fløjtes i gang. Salutter fra 21 geværer markerer starten på turneringen. 5.000 hvide duer slippes fri, og tilskuernes medbragte fyrværkeri fuldender den infernalsk larmende lydkulisse. I radioen er stemningen næsten euforisk, og da Brasilien vinder 4-0, med flere træf på stolpe og overligger, begynder medierne at tale om, at guldmedaljerne reelt allerede er vundet.


Men bare fire dage senere ændrer stemningen sig kort efter. I den anden gruppekamp mod Schweiz vælger træner Flávio Costa at tage hensyn til hjemmebanepublikummet i São Paulo og sætter tre lokale spillere på banen. Resultatet er et uinspireret 2-2, og kritikken hagler ned. En gruppe rasende fans går til angreb på den svenske ambassade i Rio, fordi de har misforstået, hvem modstanderen var. Et tragikomisk udtryk for, hvor dybt fodbolden er forankret i brasilianernes selvforståelse – og hvor lidt plads der er til fejl.


Mod Jugoslavien i den tredje gruppekamp vender det hele igen. Maracanã er fyldt med 142.000 tilskuere. Jugoslavien har vundet sine to første kampe, og kan derfor nøjes med uafgjort mod hjemmeholdet, der dermed ryger ud af turneringen. Jugoslaverne må starte kampen med ti mand, fordi holdets offensive omdrejningspunkt, Rajko Mitic, lige før kampstart har slået hovedet på en uafdækket jernbjælke. Mitic har kun en måned tidligere scoret hattrick i en opvarmningskamp mod Danmark, som er rejst hjem fra Beograd med et smerteligt 1-5-nederlag. Og Mitic' betydning for holdet bliver tydelig, da han langt inde i første halvleg kommer på banen med forbinding om hovedet. På dette tidspunkt fører Brasilien med 1-0, men jugoslaverne lægger nu et massivt pres mod hjemmeholdets forsvarsværker. Målmand Moacir Barbosa redder dog holdet flere gange og får ros i pressen som en af kampens bedste. Brasilien vinder 2-0 – og er dermed videre til finalerunden.


”Her er verdensmestrene”

Optimismen stiger. Og med rette. For tilbage i turneringen er ingen af de traditionelle stormagter. England er allerede sendt hjem efter et sensationelt nederlag til et amatørhold fra USA. De forsvarende verdensmestre fra 1938, Italien, er også ude efter en svag indsats. Holdet er sejlet til Brasilien af frygt for at lide samme skæbne som storholdet Torino, der et år tidligere er styrtet ned med et fly og blevet udslettet. Torino udgjorde hele grundstammen på landsholdet, der nu er i gang med en langvarig genopbygning.


ree


Vesttyskland er udelukket af FIFA på grund af 2. Verdenskrig, Argentina, Østrig, Ungarn og Sovjet har slet ikke deltaget i kvalifikationen, og Frankrig og Portugal har takket nej til en sen invitation.


Alt – og alle – peger mod Brasilien.


Finalerunden består af fire hold: Brasilien, Spanien, Sverige og Uruguay. I stedet for klassisk knockout-format møder alle hinanden, og det hold, der står med flest point til sidst, bliver verdensmester. Det virker næsten som en formalitet og de to første kampe styrker denne opfattelse.


ree

Brasilien spillede helt i hvidt frem til den skæbnesvangre kamp mod Uruguay i 1950. Efter nederlaget blev dragten symbol på sorg og skam. Den blev anklaget for at være "farveløs" og decideret uegnet til at repræsentere det passionerede brasilianske sindelag. Den nuværende og ikoniske landsholdsdragt med gul trøje, blå bukser og hvide strømper blev designet af en 19-årig tegner fra Pelotas, der vandt en konkurrence, som fodboldforbundet udskrev i 1950.



Sverige yder en hæderlig indsats mod brasserne, men bliver alligevel udspillet på smukkeste vis i en kamp, der ender 7-1. Publikum jubler ikke – de fester. Trekantskombinationerne flyder, fronttrioen Ademir, Jair og Zizinho tryller i en grad, og svenskerne er statister i en brutal demonstration af ”Jogo Bonito” – det smukke spil.


Fire dage senere møder Brasilien Spanien og vinder 6-1. Endnu en opvisning. Stemningen på tribunerne når sit foreløbige klimaks, da tilskuerne begynder at vifte med hvide lommetørklæder – et spansk symbol for respekt og anerkendelse.


Og sådan taler medierne også. Før den sidste kamp mod Uruguay er ingen i tvivl. De sydamerikanske naboer har spillet uafgjort 2-2 mod Spanien og slidt sig til en 3-2-sejr over Sverige. Dermed kan Brasilien nøjes med uafgjort i den sidste kamp, som reelt har udviklet sig til at være slutrundens finale.


Dagbladet O Mundo trykker et forsidebillede af det brasilianske hold under overskriften: “Her er verdensmestrene”, og Gazeta Esportiva skriver: “I morgen besejrer vi Uruguay.”


“Kun tre personer har fået Maracanã til at tie: Paven, Frank Sinatra – og mig”


Hyldestssange bliver indspillet, og guldmedaljer produceret med spillernes navne indgraveret. Og da Rio de Janeiros borgmester holder tale for spillerne før kampen mod Uruguay, udstiller han brasilianernes overmod:


“I brasilianere, som jeg betragter som turneringens vindere... I spillere, som om få timer vil blive hyldet som mestre af jeres landsmænd... I, som jeg allerede hylder som erobrere.”


Det handlede om at undgå en ydmygelse

Søndag den 16. juli 1950. Temperaturen i Rio sniger sig op over de 30 grader. Allerede tidligt om morgenen bevæger tusindvis af mennesker sig gennem byens gader. De strømmer mod Maracanã, og inde på stadion stiger antallet af tilskuere time for time. 175.000 med billet. Andre 25.000 er inviterede eller, fotografer eller journalister. I alt er de 200.000 og dermed den største menneskemængde, der nogensinde har set en fodboldkamp.


ree

Brassernes 50'er-hold bliver af flere betragtet som det bedste brasilienske landshold nogensinde. Endda bedre end holdet, som vandt VM i 1970. Fem af spillerne kom fra datidens storhold, Vasco da Gama. Udover Moacir Barbosa var det Ademir, Chico, Danilo og anføreren, Augusto.


Maracanã syder af forventning, og overalt i Brasilien følger familierne med på deres radioer i sikker forvisning om, at festen bryder ud om to timer.


Uruguays spillere mærker det også. Juan Alberto Schiaffino fortæller senere, at ingen i truppen troede, de kunne vinde. De talte ikke om sejr – men om at undgå ydmygelse. Et medlem af delegationen sagde til spillerne: “Hvis I taber med mindre end fire mål og undgår et rødt kort, har I gjort jeres pligt.”


Brasilien lægger ud med et voldsomt pres. Allerede i første halvleg har de 17 afslutninger. De skaber chance på chance, og det virker kun som et spørgsmål om tid. Da Friaca efter to minutter af anden halvleg banker bolden i nettet til 1-0, går stadion amok. Folk græder af glæde. Nu er den hjemme.


Men 20 minutter senere går tiden i stå. Den lille og letbenede wing Alcides Ghiggia dribler forbi Brasiliens venstre back, Bigode, og spiller bolden på tværs til Schiaffino, der udligner med et knastørt skud. Stilheden falder tungt over Maracanã.


Og så – elleve minutter før tid – sker det. Ghiggia får igen bolden i højre side. Han tager et hurtigt træk - igen forbi Bigode - og nærmer sig målet i spids vinkel. Alle venter, han vil lægge bolden på tværs. Målmand Moacir Barbosa træder frem i det korte hjørne og forventer tydeligt, at den lille wing vil lave et centring mod midten til en medspiller. Men Ghiggia skyder. Lavt. Fladt. Barbosa hviler på det forkerte ben og kan kun se til, mens bolden sniger sig ind imellem stolpe og hans venstre ben.

Barbosa rejser sig tungt og tynget fra græstæppet. Han har fejllæst situationen og er hoppet på Ghiggias tryllerier. Men det er voldsomt at kalde det et drop.


Klokken er 16.33, og det mest skæbnesvangre mål i brasiliansk fodbolds historie er en realitet.


Maracanã går i sort og bliver igen tavs og trist som et begravelsesoptog.


Mange år senere siger Alcides Ghiggia:


“Kun tre personer har fået Maracanã til at tie: Paven, Frank Sinatra – og mig.”


ree

Kl. 16.33 går tiden i stå på Maracanã: Alcides Ghiggia har sendt bolden i mål ved den nærmeste stolpe. Uruguay fører 2-1 og er 11 minutter fra at slukke Brasiliens VM-drømme.


Da det sidste fløjt lyder, er der ikke nogen reaktion. Ingen piften. Ingen buh-råb. Ingen fløjten af dommeren. Bare stilhed. En larmende, uforklarlig stilhed. 200.000 mennesker er samlet på verdens største stadion, og alligevel er det, som om ingen trækker vejret.


Uruguays spillere kigger sig omkring og ved ikke, hvordan de skal reagere. Tribunerne tømmes, og dem, der bliver, sidder som forstenede – uden ansigter, uden ord.


Da FIFAs præsident, Jules Rimet, overrækker VM-troæet, der bærer hans navn, til Uruguays anfører, Obdulio Varela, er alting akavet. Ingen nationalmelodi. Ingen ceremoni. Bare en pokal, der skifter hænder.


To brasilianske tilskuere springer ifølge samtidige beretninger i døden fra de øverste tribuner. Andre besvimer. Mange græder.


VM 1950: Brasilien-Uruguay

VM 1950, Finalerunden 16. juli 1950, Marcanã, Rio de Janeiro, Brasilien (199.954 tilskuere) Brasilien-Uruguay 1-2 (0-0) 1-0 Friaca (47.), 1-1 Schiaffino (66.), 1-2 Ghiggia (79.) Brasilien (3-2-5): Barbosa - Augusto (C), Juvenal, Bigode – Danilo, Bauer – Friaca, Jair, Ademir, Zizinho, Chico. Træner: Costa. Uruguay (1-3-3-3): Máspoli - González - Gambetta, Tejera, Andrade - Varela (C), Pérez, Schiaffino - Ghiggia, Miguez, Morán. Træner: López.


Springer i døden

I de danske medier bliver Uruguays VM-guld på det nærmeste forbigået i tavshed. Ubegribeligt i dag, men OL fylder langt mere i et land, hvor kun amatører har lov til at spille i rødt og hvidt, og hvor Danmark to år før har vundet olympisk bronze i London. Ekstra-Bladet nævner slet ikke afslutningen i Brasilien, og Jyllands-Posten skriver i en note på side 5: ”Verdensmesterskabet i Fodbold blev i dag vundet af Uruguay, som sejrede over Brasilien med 2 Maal mod 1. I kampens første halvleg blev der ikke scoret Maal.” Det var det!


I Brasilien begynder tragedien til gengæld at tage form oven på et opgør, der siden er blevet kaldt ”Maracanazo”, som kan oversættes til ”Chokket på Maracanã”.


Friaca, målscoreren, bliver senere fundet i sin søsters baghave – forvirret og ukontaktbar. Ademir flygter til en ø uden for Rio og bliver der i 14 dage. Zizinho får to ugers ferie af sin klub, men ringer efter fire dage og beder om at måtte starte træningen. Han kan ikke holde ud at være hjemme.


10-årige Pelé, som i 1950 bor i byen Bauru i delstaten Minas Gerais, husker stemningen som et mørke uden ende.


“Der var en sorg så stor, at det føltes som krigens afslutning, bare med Brasilien som taber,” siger han mange år senere.


ree

Men ingen bliver ramt så hårdt som Moacir Barbosa. I dagene efter finalen leder brasilianerne efter en forklaring. Nogen eller noget at skyde skylden på, og her stikker racismen sit grimme ansigt frem. Holdets tre sorte spillere, Juvenal, Bigode og Barbosa, får hurtigt hovedansvaret og skyld for ikke at være patriotiske nok. De bliver kaldt mindre intelligente og mindre målrettede. Men især Barbosa kommer på folkedomstolens anklagebænk, og der bliver han siddende resten af sit liv. Folkedomstolen opererer hverken med prøveløsladelser eller forkortede straffe.


Kort før sin død i 2000 siger han:


“I Brasilien er maksimumstraffen 30 års fængsel. Jeg har været fængslet i 50.”


Brænder målstolperne af

Barbosa er 29 år, da han står på Maracanã den 16. juli 1950. Han har været betragtet som en af verdens bedste målmænd, kåret som turneringens stærkeste sidste skanse, og han har reddet Brasilien i den afgørende gruppekamp mod Jugoslavien. Men det betyder intet længere.


Hans landsholdskarriere dør den dag. Han får kun én kamp mere. I årene efter slutrunden fortsætter han karrieren i Vasco da Gama, som han i slutningen af 40’erne vandt adskillige trofæer med, og derefter arbejder han i administrationen på – paradoksalt nok - Maracanã.


Fra den skæbnesvangre dag i 1950 spiller Brasilien ikke en eneste landskamp i næsten to år, og der går fire år, før de igen spiller på verdens største stadion. Barbosa opfattes af overtroiske brasilianere som en mand, der bringer uheld med sig, hvor end han går, og han forsøger selv at slippe fri af sin forbandelse 13 år efter opgøret mod Uruguay.


Han får foræret målstolperne fra Maracanã som en underlig form for gestus, og i 1963 under en grillfest for venner og bekendte brænder han dem af. Som et symbol. Som en renselse. Men lige lidt hjælper det.


I 1993, 43 år efter kampen, forsøger Barbosa at besøge det brasilianske landshold i deres træningslejr forud for VM i USA. Men han bliver afvist. Fodboldforbundet og den overtroiske landstræner Mario Zagallo, mener, at hans tilstedeværelse bringer uheld.


Fire år senere dør hans hustru gennem et halvt århundrede af knoglemarvskræft. Han har aldrig fået børn, og de sidste år lever han alene og i fattigdom – kun hjulpet på vej af almisser fra Vasco da Gama. Til sidst er det en gammel veninde, der støtter ham. Hun fortæller, hvordan han en dag med tristhed i stemmen siger:


“Jeg er ikke skyldig. Vi var elleve.”

 


Kilder

  • Bellos, Alex; “The Brazilian Way of Life”

  • Bellos, Alex; “Moacir Barbosa” (theguardian.com)

  • Bowman, William D.: “The World Cup as World history”

  • Campomar, Andreas; “Golazo”

  • Glanville, Brian; “The Story of the World Cup”

  • Goldblatt, David; “Futebol Nation - A Footballing History of Brazil”

  • Goldblatt, David; “The Ball is Round”

  • Hestbech, Lars & Kraul, Andreas; “De gode og de onde”

  • Hunt, Chris & Pratt, Terry; “World Cup Stories: A BBC History of the FIFA World Cup”

  • Wilson, Jonathan; “Inverting the Pyramid”

  • “A national tragedy' for football's biggest crowd | Maracanazo” (youtube.com)

  • “Brazil's 'best-ever team' denied | Maracanazo: 1950 FIFA World Cup” (youtube.com)

Tilmeld dig PRIMA PUNTAs nyhedsbrev

Tak for din tilmelding

  • White Facebook Icon

© 2023 by PRIMA PUNTA Media

bottom of page