Et af verdens bedste hold blev udraderet i flystyrt

AC Torino var et af verdens bedste hold i de første år efter Anden Verdenskrig. Men i maj 1949 omkom næsten hele holdet, da det på en flyvetur hjem fra Lissabon styrtede ned. 31 familier mistede på et splitsekund deres mænd, fædre og sønner, og Italien tabte en generation af talenter, som skulle have sikret dem VM-titlen året efter. Den danske stjernespiller i Juventus, John Hansen, var blandt de første på ulykkesstedet. Læs hans beretning om den tragiske ulykke

Den egentlige årsag til ulykken er aldrig blevet opklaret, men meget tyder på, at den mørke og tunge regn over Torino gjorde det svært for piloterne at orientere sig. Flere mener også, at der kan have været fejl ved højdemåleren, der bærer skylden.

”Bisættelsesceremonien var præget af knugende sorg. Alle kisterne var opstillet langs væggene i den mægtige sal i den gamle kongeborg Piazza Castello. Kæmpestore billeder af spillerne var sømmet mod kistens ende. De enorme kranse på store stativer stod langs væggene…….Det var et sceneri så ejendommeligt, så fjernt fra, hvad vi kunne tænke os hjemme. Dér sad Mentis unge hustru, ham, der var ”Torino”s lille, men lynhurtige højre wing. Hun lå på knæ foran billedet og strøg uafbrudt sin hånd varsomt over fotografiet. En anden kvinde havde krampegråd, én lå stønnende hen over kistens låg. Nede fra indgangen lød skrig. Det var franskmanden Bongiornis gamle mor, der netop var nået fra Paris til Torino, og som nu vaklede, næsten blev båret, frem mod sønnens kiste. Kisterne blev båret ud, store lastbiler holdt parat, og sørgetoget drog gennem Torino. De efterladte gik bag vognene. Ned gennem Via Roma. 600.000 mennesker stod opstillet. Alt arbejde var stoppet, ikke en sporvogn eller bil kørte. Jeg mødte mrs. Lievesleys øjne, da hun med sin dreng i hånden gik alene bag mandens kiste og forbi mig. De to helt alene. Fremmede i et fremmed land”.

Ordene er John Hansens. Den tidligere Frem-forward var i slutningen af 40’erne og starten af 50'erne professionel i Juventus og kom dermed helt tæt på tragedien, da naboklubben AC Torinos storhold omkom i en flyulykke. Så tæt at han var med til bisættelsen af de 31 dræbte, og så tæt at han gik rundt mellem vragdele og afdøde i de første timer efter tragedien.

John Hansen var professionel i Torinos naboklub, Juventus, i 1949. Han var blandt de første på ulykkesstedet.

John Hansen var den store stjerne på det danske landshold, som ved OL i 1948 vandt bronze. Efter olympiaden blev en stor del af holdet solgt til udlandet, og ”Ánsen”, som italienerne kaldte ham, blev en legende hos ”La Vecchia Signora”. I seks sæsoner scorede han 124 mål for klubben, og han er i dag kun overgået af Cristiano Ronaldo på en rangliste over scorede mål pr. spillede minutter for klubben.

100 hjemmekampe uden nederlag

I år er det 75 år siden, at "Il Grande Torino" styrtede i døden i en dramatisk flyulykke, der dræbte alle passagerer ombord og sendte ikke bare byen Torino, men hele Italien i en knugende sorg. 31 familier mistede på et splitsekund deres mænd, sønner og fædre, og Italien et kuld af unge talenter, der spillede sprudlende flot fodbold, og som skulle have sikret nationen den tredje VM-titel året efter.

”Il Grande Torino” var måske verdens bedste klubhold i slutningen af 40’erne, og holdet var på vej mod sit fjerde italienske mesterskab i træk, da tragedien indtraf. I Serie A var de fire point foran nærmeste udfordrer, og de var ubesejrede på hjemmebanen Stadio Filadelfia siden januar 1943. 100 kampe uden nederlag over en periode på seks år og tre måneder.

Torino følte sig så sikre på endnu et mesterskab, at man i starten af maj valgte at spille en træningskamp mod Benfica i Lissabon, før de sidste turneringskampe var spillet. Beslutningen om dette afbræk blev skæbnesvangert. For Torino og for italiensk fodbold.

Torinos store stjerne, Valentino Mazzola, hilser på Benficas anfører kort før kampen i Lissabon. Dagen efter var Mazzola og 17 af hans holdkammerater døde. Det samme var tre ledere, journalister og to piloter.

Ti Torino-spillere i startopstillingen

AC Torinos dominans begyndte under Anden Verdenskrig, hvor italiensk fodbold kun holdt pause i to sæsoner. I 1942-43 vandt de både mesterskab og pokal, og da fodbolden trillede igen efter krigen, sikrede de sig Scudetto-titlen i både 1945-46, 1946-47 og 1947-48.

Særligt i 1947-48 var de helt urørlige. De scorede 125 mål i 40 kampe, sluttede med en måldifference på +92, og deres 10-0-sejr over Alessandria i maj 1948 er stadigvæk den største i Serie A's historie. Holdets dominans var også tydelig på landsholdet. I slutningen af 1940’erne havde Italien som regel 7-8 Torino-spillere i startopstillingen, og da ”Gli Azzurri” i 1947 vandt over Ungarn med 3-2, var alle ti markspillere i startopstillingen fra Torino.

Flygtede fra nazistisk arbejdslejr

Manden bag ”Il Grande Torino” var mere end nogen anden den ungarske træner, Ernö Erbstein. Han blev ansat i 1938, men allerede året efter blev han som jøde ramt af et forbud mod at arbejde i landet. Et forbud, som den fascistiske diktator Mussolini udstedte - stærkt inspireret af Hitlers jagt på jøder op til Anden Verdenskrig. Erbstein flygtede til Ungarn med sin familie men endte i 1944 i en nazistisk arbejdslejr. Herfra blev mange deporteret til udryddelseslejre nordpå, men Erbstein lykkedes med at flygte, lige før han skulle have været med et af dødstogene til den frygtede Auschwitz-lejr.

Efter krigen vendte han tilbage til Torino som manager. Kort efter blev den engelske ungdomstræner i klubben, Leslie Lievesley, forfremmet til Serie A-coach, og så tog det for alvor fart.

Erbstein og Lievesley kombinerede italienernes teknik og flair med centraleuropæernes pasningsspil og englændernes styrke og stamina. De ændrede også formation. Mens mange af de andre italienske klubber spillede med to spillere i bagkæden, tre på midtbanen og fem fremme, gik Erbstein og Lievesley over til det såkaldt WM-system med tre spillere i bagkæden (bunden af M’et i WM), to overvejende defensive midtbanespillere (toppen af M’et), to overvejende offensive (bunden af W’et) og tre mand på toppen (toppen af W’et).

Erbstein og Lievesleys spillestil blev kaldt “Il sistema” og mindede på mange måder om det flydende positionsspil, som hollænderne blev kendte for i 70’erne.  Torino-spillerne kendte hinanden så godt, at de skiftede positioner undervejs i kampene, hvilket var usædvanligt på det tidspunkt. De nærmest insisterede på at være i boldbesiddelse, og mistede de bolden, gik de i et højt pres for at vinde den tilbage igen. Præcis som mange tophold i Europa gør det i dag. AC Torino praktiserede det bare trekvart århundrede tidligere.

Il Capitano Valentino

På banen var den mellemblonde Valentino Mazzola den store dirigent.

Han var manden med et unikt blik for spillet, med en overlegen teknik og med naturgivne lederevner. Han var det kreative omdrejningspunkt i offensiven, men han var også manden, der dikterede tempo og taktik.

Torino kunne spille det meste af en kamp i et slæbende tempo for pludselig at lægge et massivt pres på modstanderne. Når Mazzola mente, tiden var inde, rullede han sine lange ærmer op, og det var et signal til resten af holdet og til Torino-tilhængerne om, at nu begyndte de berømte 15 minutter, som alle modstandere lærte at frygte. Mange af holdets kampe blev vundet på disse 15 højintensive minutter, hvor spillerne samlede al kraft og tvang deres modstanderne i knæ.

Mazzola kom til klubben fra Venezia i 1942, og hans lederegenskaber skabte ham hurtig en helt central position på holdet. Han var boks-til-boks-midtbanespiller, men det var samtidig ham, der styrede Torinos offensiv, og han var i stand til at spille alle pladser på banen. I en enkelt kamp røg han sågar på mål, da målmanden blev skadet, og udskiftninger endnu ikke var tilladt.

Som noget helt usædvanligt for den tid var han konstant optaget af at optimere sit spil. Han kunne bruge timer på at studere, hvordan han kunne få større indflydelse på spillet ved at placere sig rigtigt på banen, og både teknisk og professionelt var han årtier foran sin tid.

Han var et meget privat menneske. Han var gift med Emilia og sammen havde de drengene Ferruccio og Sandro, der var fire og seks år, da deres far døde. Begge blev senere professionelle fodboldspillere, og særligt Sandro gik i sin fars fodspor. Han vandt fire italienske mesterskaber og to gange Europa Cup for mesterhold med FC Inters storhold i 60'erne. Han var også med, da Italien vandt Europamesterskabet i 1968, og da holdet nåede VM-finalen i 1970.

Måtte rasende vende om

Valentino var syg i dagene før kampen i Lissabon og var i princippet ikke klar til at spille. Men Torino havde underskrevet en kontrakt, der forpligtede dem til at stille med alle stjernerne, og derfor tog han med på turen. Denne beslutning kostede ham livet.

To af hans holdkammerater var mere heldige.

Forsvarsspilleren Sauro Tomà var langtidsskadet, så han var helt naturligt fravalgt. Reservemålmanden Renato Gandolfi troppede op i lufthavnen med pakket kuffert lige før afgang til Lissabon. Men her fik han besked på, at han var fravalgt, og så måtte han rasende vende om igen, uden at vide, at trænerens sidste-øjebliks beslutning havde reddet hans liv.

Eksploderede i en flammekugle

Da Torino-mandskabet dagen efter kampen i Lissabon rejste hjem til Italien, skulle de egentlig have landet i Milano, men det blev besluttet at gå ned i Torino i stedet for. Det var ikke uproblematisk. Selv om det var forår, lå en tung dyne af mørke skyer ind over byen. Regnen silede ned og gjorde det svært for piloterne at orientere sig.

Kort før det lille Fiat-fly nåede Torino, var der radiokontakt. Piloterne fik en advarsel om de svære vejrforhold, men de var ikke sådan at slå ud. Kaptajn Pierluigi Meroni bad flyvelederne have en kop varm kaffe klar til ham efter landing.

Kort efter denne melding forsvandt radiokontakten, og forklaringen var den værst tænkelige.

Kl. 17.05 bragede flyet ind i en mur bag en kirke, der ligger i 700 meters højde på toppen af Superga-bjerget lidt uden for Torino. Det eksploderede i en flammekugle, da det ramte muren, og vragdele og livløse kroppe lå kort efter spredt over et stort areal. Ikke engang den tunge regn kunne slukke de orange-røde flammer, der flere steder søgte mod himlen.

"Il Grande Torino" var et af de bedste hold i verden, da 18 spillere blev dræbt i en tragisk flyulykke den 4. maj 1949. ”That’s all my boys”

I løbet af kort tid ankom redningsfolk til ulykkesstedet. Uden at vide at det var byens store fodboldstjerner, der var styrtet i døden. Det gik først op for dem, da de fandt spillertrøjer og ID-papirer rundt omkring blandt vragrester og i spillernes kufferter.

Redningsfolkene blev hurtigt efterfulgt på Superga af journalister, pårørende samt spillere og ledere fra klubben.

Den tidligere landstræner Vittorio Pozzo gik også rundt på ulykkesstedet, og det samme gjorde danske John Hansen. Han var tilfældigvis inde på en Juventus-leders kontor, da denne blev ringet op og modtog de skrækkelige nyheder. Før budskabet havde nået resten af byen, kørte John Hansen op på Superga. Langs den smalle serpentinervej passerede han store redningskøretøjer og medlemmer af det italienske gendarmeri.

I sin selvbiografi fra 1949 ”Bolden i mål” fortæller John Hansen, hvilket syn, der mødte ham på toppen af bjerget den 4. maj.

”Jeg havde ikke troet, at jeg nogensinde i mit liv skulle opleve noget så gruopvækkende som det, jeg så. Kun få var nået derop, da jeg kom. Stadig væltede regnen ned. Alligevel brændte det endnu i nogle dele af vraget. Maskinen var stødt mod en mur bag kirken på toppen. På skræntens træer hang maskinrester, en vinge, tøjstumper, andre træer var skåret over, fældet til jorden. Maskinens kabine og passagererne var styrtet ned inde i en lille klostergård. Et par soldater med maskinpistoler holdt vagt udenfor porten, men de kendte mig og lod mig komme ind”.

Den aldrende, hvidhårede landstræner Pozzo var var den første han mødte. Manden, der ledte Italien til sejre ved olympiaden 1936 og ved VM-slutrunderne i 1934 og 1938, og som i en alder af 62 år netop var trådt tilbage efter 19 år på posten.

”Han så mig og slog i fortvivlet håbløshed ud med armen. ”That’s all my boys”. Og store tårer løb ned af hans kinder. Så så jeg dem også. Derhenne lå de. En enkelt presenning var lagt over nogle af dem, andre var endnu ikke blevet dækket til”, skriver John Hansen.

”Jeg måtte ud – væk”

Sammen med Pozzo gik han rundt blandt ligdele og vragrester. Valentino Mazzola var en af de få, der kunne identificeres. Han lå med ansigtet vendt mod himlen.

”Pozzo tog min arm. Det var, som om han var ved at styrte for hvert skridt, han tog. ”Vil du se min bedste ven?”, spurgte han. Jeg kunne ikke. Det var liget af Torinos engelske træner Leslie Lievesley, han ville vise mig…..Lievesley, som havde taget sig så smukt af mig, skønt han var træner for den konkurrerende klub, og som jeg gang på gang havde besøgt i hans hyggelige hjem nær mit til en passiar over en kop the, og hvis unge hustru og 10 års-dreng jeg var kommet til at holde af. En soldat stod med en løsreven arm i hænderne, og på guldlænken om håndleddet søgte han at læse, hvem armen tilhørte. Det var Ballarin, den fremragende back, den mest fair forsvarsspiller, jeg havde truffet på…..En løftede på en laset jakke. Under den lå Ossola, venstre wing’en. Han var en af de få fra Torino, der spiste hos Mama Gina. Vi havde talrige gange siddet ved bord sammen……To politifolk kom bærende med Bongiorni, franskmanden, en af udlændingene på Torinos hold. Hans tøj var revet af. Over brystet var der skåret en dyb flænge. Jeg kunne ikke mere. Jeg måtte ud – væk”, fortæller John Hansen.

Et valg der reddede hans liv

Det var på det tidspunkt, at John Hansen fik tanken: Det kunne have været ham, der lå livløs blandt vragresterne. I 1948 var han nemlig meget tæt på at skrive kontrakt med Torino i stedet for Juventus.

Da de italienske topklubber efter OL i 1948 begyndte at vise samme interesse for den langlæmmede forward som bier for en honningkrukke, var Torino, de første der rakte ud. John Hansen blev viftet om næsen med en check, der var ubegribelig stor for en amatør, som ved siden af fyraftenstræningen i Frem arbejdede som kontorassistent hos Carlsberg.

Men da Juventus overbød naboerne i Torino, valgte John Hansen at skifte amatørtilværelsen i Danmark ud med en karriere som fuldtidsprofessionel hos de sort- og hvidstribede. Dermed traf han et valg, som få måneder senere skulle vise sig at have reddet hans liv.

Det er aldrig blevet afklaret, hvad der præcis forårsagede ulykken. Nogle har en teori om, at det var højdemåleren, som svigtede. Andre at det var en menneskelig fejl begået under vejrforhold med meget lav sigtbarhed.

I dag er den slags teknikaliteter ligegyldige, men mindet om ”Il Grande Torino” lever i bedste velgående.

I skyggen af ”Il Grande Torino”

I sæsonen 1948-49 blev AC Torino på opfordring af de andre klubber i Serie A med fire spillerunder tilbage udråbt som mestre. De spillede de sidste fire ubetydelige kampe med klubbens ungdomshold, og det samme gjorde modstanderne i respekt for klubbens tragiske skæbne.

Alle fire kampe blev vundet, og særligt den første kamp efter katastrofen på Superga – den 15. maj hjemme på Filadelfia mod Genoa – blev naturligt nok meget følelsesladet.

I sæsonen efter blev det aftalt, at alle klubber i Serie A skulle forære en spiller til Torino. Det sammenstrikkede Torino-hold leverede en imponerende præstation og sluttede 1949-50-sæsonen på sjettepladsen. Først i november blev de for første gang i mere end seks år besejret på hjemmebane. Naboerne fra Juventus slog dem med 3-1, og John Hansen åbnede målscoringen efter 16 minutter.

Klubben har aldrig nået samme niveau som i slutningen af 40’erne. Tværtimod blev den hurtigt overhalet af Inter, Milan og Juventus, og siden de gyldne år er det kun lykkedes at vinde Scudettoen en enkelt gang i midten af 70’erne. Resten af tiden har midterplaceringer og nedrykninger til Serie B været dagligdag for tilhængerne af en klub, som nu i mere end syv årtier har levet i skyggen af ”Il Grande Torino”, og endda endte med at gå konkurs i 2005 for at genopstå som FC Torino.

Det italienske landshold blev også ramt hårdt af tragedien. Holdet skulle bygges op igen helt fra bunden, og ved den første VM-slutrunde i 1950 i Brasilien røg holdet ud efter bare to kampe. En del af forklaringen på den hurtige exit kan dog også have været, at rejsen til Sydamerika foregik med skib, fordi italienerne helt forståeligt frygtede at flyve. Sejlturen tog to uger og udmattede spillerne.

31 navne hugget i sten

Den 4. maj blev i 1949 til evig tid en mærkedag for den granatrøde dele af Torino. Hvert år bliver ulykken markeret ved basilikaen på toppen af Superga. Deroppe i 700 meters højde finder man et voluminøst monument på ulykkesstedet med alle 31 navne hugget i sten ved siden af et mandshøjt billede af storholdet, der var engang. På den højtidelige dag strømmer fans og fodboldturister til Superga, og som en del af den årlige tradition læser klubbens aktuelle anfører navnene på de 31 omkomne op.

Bærer døden i sit hjerte

De to overlevere fra ”Il Grande Torino”-truppen, Renato Gandolfi og Sauro Tomà, måtte leve med sorgen i mange år efter Superga-tragedien.

I 1949 var de begge 23 år, og de døde først som henholdsvis 85- og 92-årige i 2011 og 2018.

Tomà forsøgte at genoptage karrieren efter ulykken, men i 1950 stoppede han med at spille i en alder af 25 år.

“Det gav ingen mening, for jeg tænkte konstant på mine gamle holdkammerater. Det er en psykologisk ting. Det åd al min energi”, har han senere fortalt.

Hele sit liv havde han dårlig samvittighed over at have overlevet ulykken, og han var for altid plaget af det store tab. På et tidspunkt beskrev han sin følelse med ordene:

”Kan du være i live, hvis du bærer på døden i dit hjerte?”.

Kilder

• Bliss, Dominic; “Erbstein, Grande Torino and the Superga Air Disaster” (thesefootballtimes.co)

• Cairo, Urbano; “Il Grande Torino were the symbol of Italy's rebirth” (marca.com)

• Clough, Matt; “The tragedy and triumph of Il Grande Torino” (thesefootballtimes.co)

• Foot, John; “Calcio”

• Hansen, John; “Bolden i mål”

• Hart, Jim; “Valentino Mazzola: the legendary leader of Il Grande Torino” (thesefootballtimes.co)

• Hartrick, David; “50 teams that mattered”

• Jennings, Patrick; “The plane crash that killed Serie A's champions and their English coach” (bbc.com)

• Kuper, Simon; “50 years on can Torino be reborn?” (theguardian.com)

• Larsen, Christian Nørgaard; “Halvguderne”

• Manna, Alexandra + Gibbs, Mike; “The Day Italian Football Died”

• Wilson, Jonathan; “The Names heard long Ago”

• “Superga air disaster” (Wikipedia.org)