Få uger før de vandt VM-guld ville træneren smide spillerne hjem

I år er det 50 år siden, Franz Beckenbauer løftede det seks kilo tunge VM-trofæ som symbol på, at tyskerne havde vundet verdensmesterskabet på hjemmebane. Det lignede en triumf for tysk disciplin og talent. Men ude i kulissen udspillede sig et drama, der var tæt på at ende i et kollektivt sammenbrud. Læs historien om hvor tæt landstræner Helmut Schön var på at sende hele holdet hjem fem dage før åbningskampen

Anfører Franz Beckenbauer trådte i karakter som leder, da Helmut Schön under VM-slutrunden i 1974 fik noget, der mindede om et sammenbrud. Den 7. juli kunne de sammen juble over at have vundet guld.

Der er fem dage til Vesttysklands første kamp ved VM i 1974. Det er midt om natten. Alt ånder tilsyneladende fred og idyl i tyskernes træningslejr. Men sådan er det ikke. Langtfra.

På flere af værelserne er lyset tændt, og alle er vågne. Et otte timer langt drama er endelig ved at nå sidste kapitel. Fra ved otte-tiden om aftenen og til den lyse morgen har en konflikt mellem de vesttyske stjernespillere og fodboldforbundets ledelse raseret lejren.

På et tidspunkt har landstræneren været så rasende på sit stjernespækkede mandskab, at han har været parat til at sende hele holdet hjem, og samtidig har flere af spillerne været parate til at rejse.

Midt i det hele har holdets anfører, Franz Beckenbauer, udviklet sig til en nøglefigur. Han er manden, der har forhandlet på spillernes vegne hele natten, og manden, der til sidst har fået skabt ro.

Beckenbauer er i 1974 på toppen af sin karriere. Den tidligere midtbanespiller er rykket ned på liberopladsen, hvor han ligger som den frie mand bag resten af forsvaret for at gribe ind, hvis modstanderne slipper igennem. Det er lige præcis liberoens rolle. Men Beckenbauer har som den første i verden videreudviklet sin rolle som bageste mand. Han udnytter sin sublime teknik og spilforståelse til at skyde med frem, når han får chancen. Dermed får tyskerne overtal på midtbanen, og så er de svære at slå. Beckenbauer bliver kaldt ”Kejseren” og ikke uden grund. I en alder af 28 år er han holdets ubestridte leder.

Det vesttyske hold, der blev verdensmestre i 1974 (f.v.): Franz Beckenbauer, Sepp Maier, Hans-Georg Schwarzenbeck, Rainer Bonhof, Bernd Hölzenbein, Jürgen Grabowski, Gerd Müller, Wolfgang Overath, Berti Vogts, Paul Breitner og Uli Hoeness.

VM-slutrunden i Vesttyskland i 1974 er kendt for vesttyskernes hjemmebanetriumf, for hollændernes orangeklædte fodboldrevolution og for de gennemvædede og regntunge fodboldbaner. Men også for historiens eneste koldkrigsopgør mellem DDR og Vesttyskland, og for en terrortrussel, der hang lige så mørk og truende over de ni værtsbyer som det tunge skydække, der udgjorde kulissen til de fleste af kampene.

Skarpskytter og politibetjente med hunde

Forventningerne til det tyske hjemmehold er umenneskeligt høje. Holdet er regerende europamestre og domineret af spillere fra Bayern München, der netop har vundet Europa Cuppen for mesterhold. Med Franz Beckenbauer, målmand Sepp Maier, backen Paul Breitner, og de to offensive nøglespillere Uli Hoeness og Gerd Müller er tyskerne favoritter til at vinde VM. Primært truet af VM-debutanterne fra Holland og de regerende verdensmestre fra Brasilien.

Da tyskerne efter finalen den 7. juli kan bryde ud i jubel, kan de imidlertid se tilbage på en slutrunde, hvor deres største modstander i virkeligheden har været dem selv.

Holdet er gennem flere uger isoleret på en sportshøjskole i Malente halvanden times kørsel syd for den danske grænse. Her er spillerne beskyttet 24-7 af et gigantisk sikkerhedsopbud. Skarpskytter ligger på lur i buskadset, helikoptere kredser over dem på himlen, og politifolk med hunde afsøger terrænet. Sikkerheden er så omfattende, at boulevardavisen Bild Zeitung kalder lejren for ”Gefängnis Malente” (”Fængslet Malente”). Men frygten er reel nok.

De tidlige 1970’ere har været domineret af terroraktioner fra grupper på venstrefløjen, og da tyskerne var værter ved OL i 1972, gik det helt galt. Den palæstinensiske terrororganisation ”Sorte september” slap over hegnet til den olympiske by og tog 11 gidsler i den israelske lejr. 20 timer senere var alle gidsler, en tysk politibetjent og fem terrorister døde.

Op til VM har arrangørerne modtaget flere trusler. Den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion har varslet raketangreb mod Volksparkstadion i Hamborg, den irske terrororganisation IRA har truet med at myrde spillerne fra det skotske hold, og der hænger en bombetrussel over hovedet på DDR-mandskabet.

Krudttønden eksploderer

Den hermetisk lukkede lejr frustrerer de forvænte vesttyske spillere. Fra de ankommer til Malente tre uger før VM, er de indkvarteret på små lejrskolelignende dobbeltværelser. De kan ikke få besøg af deres koner, og mellem træningspassene er der ikke andet at lave end at se tv.

De forvænte spillere boede under lejrskolelignende vilkår i VM-lejren i Malente.

Spillerne er så trætte af at være indespærret, at flere af dem sniger sig ud for at dufte til friheden. Beckenbauer mødes med en skuespillerinde, der deltager i en filmoptagelse i nærheden, og Sepp Maier og Uli Hoeness kører midt om natten til Hamborg for at se deres koner.

Malente har udviklet sig til en krudttønde, og natten mellem den 9. og 10. juni eksploderer den.

Spillerne på det tyske landshold havde gennem årtier spillet for æren. At være landsholdsspiller har været forbundet med stolthed og nationalfølelse, og få har tænkt på de håndører, det har kunnet kaste af sig. Derfor har fodboldforbundet slet ikke drøftet en eventuel sejrsbonus med spillerne forud for slutrunden.

Men 1970’ernes landsholdsspillere er meget anderledes end deres forgængere. Beckenbauer & Co. er formet af ungdomsoprøret i 1968. De repræsenterer en ny generation af unge med skulderlangt hår og et anstrengt forhold til autoriteter. De har reddet med på bølgen, mens tysk klubhold er gået fra halvamatørstatus i midten af 1960’erne til at dominere europæisk fodbold ind i 1970’erne, og de kender deres eget værd i klingende mønt.

Før turneringen har de kunnet læse sig til, at italienerne vil få 280.000 kroner i sejrsbonus, mens hollænderne kan se frem til 250.000. Nu ville de også have klækkelig belønning for en eventuel VM-triumf.

Helmut Schön, Franz Beckenbauer og reserven Günter Netzer under træningen i VM-lejren i Malente.

”Enten rejser vi alle sammen….”

Som anfører er det Franz Beckenbauer, der bringer spørgsmålet om sejrsbonus op over for forbundet. Det sker få dage før, tyskerne skal spille deres første kamp. Svaret fra forbundet lyder: I kan få 30.000 D-Mark (ca. 70.000 kroner). Det er slet ikke nok til at slukke spillernes pengesult.

Efter et møde i spillertruppen kan Beckenbauer meddele forbundet, at han og holdkammeraterne kræver 250.000 kroner. Game is on. Spillernes modkrav får lederen af VM-delegationen, Hans Deckert, til at fnyse:

”Det er afpresning! En skandale for tyske sportsfolk. Jeg havde troet, at jeg var blandt ærlige og rene unge mænd. Og så denne uforskammethed. Hvem står bag dette?”, fortæller Franz Beckenbauer i sin selvbiografi ”Einer wie ich”.

Landstræner Helmut Schön deltager i forhandlingerne, og han har sat sig på fodboldforbundets side. Den 58-årige tidligere landsholdsspiller husker stadigvæk, hvordan han med stolthed spillede for sit fædreland og i bedste fald fik dækket sine omkostninger.

Efter den første forhandlingsrunde kommer Beckenbauer tilbage til sine holdkammerater med et nyt bud: 125.000 kroner – det halve af spillernes oprindelige krav.

Fodboldforbundets udspil får flere af spillerne helt op i det røde felt, og de første af dem begynder med seriøsitet i stemmen at tale om at rejse hjem. Lige på stedet.

Men så bryder Paul Breitner ind. Den kun 22-årige venstre back er kendt for sine venstreorienterede synspunkter og ligner med sit buskede overskæg og sit store, sortkrusede hår mere en revolutionstro universitetsstuderende end en professionel fodboldspiller:

”Det går slet ikke. Ikke noget med, at nogle rejser og andre bliver. Enten rejser vi alle sammen, eller også bliver vi og forhandler videre”.

Der er nu bygget en stemning op blandt spillerne, hvor det efter Beckenbauers opfattelse handler mindre om penge og mere om at demonstrere styrke. I ”Einer wie ich” skriver anføreren, at Breitner fik ham til at tænke på en partileder.

”Sådan er det gået til under den franske revolution eller under Lenin. Hans kæmpende beslutsomhed begejstrede os. Det var en velkommen afbrydelse i vores trivielle dagligdag i træningslejren”.

”Jeg hører kun penge, penge, penge”

Trods den voksende kampgejst bliver spillerne enige om at gå ned på 185.000 kroner. Med dette udspil tager Beckenbauer tre af sine holdkammerater med til næste forhandlingsrunde. Kejser Franz er træt af at være alene i forhandlingslokalet med fem forhandlere fra forbundet på den modsatte side af bordet.

Deckert har før forhandlingerne fået godkendt et nyt tilbud på 140.000 kr. i sit bagland, men spillerne står urokkeligt fast, og efter længere tids tovtrækkeri har landstræneren fået nok:

”Jeg hører kun penge, penge, penge. Kan I ikke mærke, at det går ud over vort kammeratlige forhold? Om I så fik tre millioner kroner hver, hjælper det ikke til et verdensmesterskab, hvis I ikke tænker på det spillemæssige og moralske. Jeg har mest lyst til at rejse”, raser Helmut Schön.

Derefter forlader han forhandlingslokalet, og da han passerer Beckenbauer siger han:

”Jeg ved, hvem der har presset jer frem – Paul Breitner, den bandefører, den maoist.”

Helmut Schöns trussel om at rejse er helt reel. Han har fået nok. Nu er det spillerne eller ham. På sit værelse sidder han med kufferterne pakket, og han er parat til at forlade Malente, hvis ikke fodboldforbundet sender alle 22 udtagne spillere hjem. FIFA er allerede blevet forberedt på, at der vil ske udskiftninger i den tyske trup.

Nu kommer præsidenten for fodboldforbundet, Hermann Neuberger, på banen. Han har gennem hele forløbet været back-up for Hans Deckert fra sit hotelværelse i Hamborg, men nu ringer han direkte til Franz Beckenbauer i håb om at få lukket konflikten. Neuberger har ellers rigeligt at se til. Det er ham, der er hovedansvarlig for afviklingen af VM-slutrunden.

Neuberger tilbyder 170.000 kroner i sejrsbonus til spillerne. 100.000 kroner mere, end forbundet oprindeligt tilbød, men 80.000 mindre end spillerne krævede.

Beckenbauer tager tilbuddet med tilbage til sine holdkammerater, præsenterer det, og sætter en afstemning i gang. Den ender 11-11, og så er de lige vidt.

Men Kejser Franz frygter reelt, at ingen af de 22 udtagne spillere får opfyldt deres store drøm om at spille VM i hjemlandet, hvis de kører konflikten længere ud. Derfor lægger han nu pres på sine holdkammerater, og efter yderligere diskussion frem og tilbage, får han dem endelig til at tage imod forbundets tilbud.

”Paul vil stikke af, han pakker allerede”

Kl. er nu tre om natten, og mørket har for længst sænket sig over Malente. Men det skal begynde at blive lyst, før spillere og ledere kommer i seng. Da alle tror, at freden har lagt sig som en dyne over træningslejren, opstår en ny konflikt.

Da Beckenbauer er ved at gå i seng, står Gerd Müller pludselig i døren.

”Paul vil stikke af, han pakker allerede”.

Det er Paul Breitner, han taler om. Bayern-spilleren er rasende over, at Helmut Schön har givet ham skylden for konflikten om bonuspenge.

Beckenbauer går over på den anden side af gangen. Her står Günter Netzer, Wolfgang Overath og Uli Hoeness og ser på, mens Breitner pakker. De er ikke lykkedes med at overtale den temperamentsfulde venstre back til at blive, og i et sidste forsøg har de sendt Müller afsted for at få Kejser Franz til – endnu engang – at sætte sin autoritet igennem.

”Her er faldet bemærkninger, som forbyder mig at arbejde sammen med manden”, siger Breitner til Beckenbauer for at forklare sin beslutning om at rejse.

Beckenbauer ler indvendigt. Som fodboldspillere er de vant til svinske bemærkninger og uretfærdige beskyldninger. Men han indser pludselig, at nattens konflikt, der var startet som et spændende mindgame, har revet og flået i alles nerver.

”Klokken er næsten fire, udenfor er det ved at være lyst. Om et par dage skal vi spille i Berlin. Tænk på pressen. Hvis vi alle løber ud nu, vil vi aldrig mere få ro. Vi vil være færdige. Tror du, at vesttysk fodbold kunne blive verdensmestre med folk som Bella og Pirrung i stedet for os?”, siger Beckenbauer til Breitner med reference til Michael Bella fra Duisburg og Josef Pirrung fra Kaiserslautern – to af de marginalspillere, der kunne blive indkaldt, hvis A-truppen blev sendt hjem.

Breitner kigger ud ad vinduet. Det er ved at blive lyst. Med ét slår lynet ned i ham. Han knalder kuffertlåget i og råber ”lortefodbold”, hvorefter han kaster sig på sengen og stirrer op i loftet.

Næste morgen sørger Beckenbauer for, at Schön og Breitner bliver forsonet, og så kan både spillere og ledere begynde at fokusere på det, de egentlig er samlet for: At gøre Vesttyskland til verdensmestre.

Spytter ud mod sine egne fans

Fredag den 14. juni går det løs. På et solbeskinnet olympisk stadion i Vestberlin er Chile den første forhindring på vejen mod VM-finalen, og allerede efter 18 minutters spil banker Paul Breitner bolden op i målhjørnet bag den chilenske målmand. Tyskerne er foran 1-0 og har fået den bedst tænkelige start på slutrunden.

Men efter målet hænger spillet ikke sammen. Resten af kampen er rodet med få chancer, og da dommeren fløjter af, forlader de tyske spillere banen med bøjede hoveder akkompagneret af piften fra det krævende hjemmepublikum.

Holdets anden kamp er mod Australien i Hamborg, og her bringer Wolfgang Overath tyskerne foran med 1-0 på endnu et kanonhug, der ender i trekanten. Senere scorer både Bernd Cullmann og Gerd Müller på hovedstød. 3-0. I løbet af kampen kommer tyskerne til langt flere afslutninger end mod Chile, men publikum er stadigvæk ikke tilfredse.

Tyskerne har allerede efter to kampe kvalificeret sig til mellemrunden, men spillet er langt fra, hvad holdet leverede to år tidligere, da de sikrede sig EM-titlen. Desuden har pressen været fyldt med historier om den lange nat i Malente, og dette har efterladt et billede af grådige spillere, som sætter D-Mark højere end at repræsentere deres land.

Under kampen må vesttyskerne igen og igen lægge ører til pibekoncerter, og de lokale fans begynder at råbe ”Uwe, Uwe” for at markere, at alting var bedre, da den lokale helt, Uwe Seeler, var nøglespiller på landsholdet. Det er imidlertid to år siden, han stoppede karrieren, og fire år siden, han var en del af ”Die Nationalelf”.

Da Franz Beckenbauer taber en bold, bliver også han piftet ud. Han mister besindelsen og spytter ud mod holdets egne fans, hvilket øjeblikkeligt har den samme effekt som at stryge en tændstik i et rum fyldt med gas. Dagen efter må han undskylde sin opførsel.

Sensationsavisen Bild afslører under turneringen, at den vesttyske VM-lejr er ramt af lejrkuller og er i oprør mod landstræner Schön. Beckenbauer forklarer den skuffende indsats med, at træningen er for hård.

Kampen mellem det gode og det onde

Trods kvalifikationen til mellemrunden venter endnu en stor udfordring i den sidste kamp i det indledende gruppespil: Kampen mod DDR. Den første kamp om point mellem Øst og Vest, siden Tyskland blev splittet 25 år tidligere.

Det her er det endelige opgør. Den kolde krig udspillet over 90 minutter på Volksparkstadion i Hamborg. Det er kampen mellem det gode og det onde, mellem vestens kapitalisme og østens kommunisme. Eller sådan bliver det i hvert fald opfattet øst for Jerntæppet, hvor ingen er i tvivl om, hvem der er de onde.

DDR er efter en sejr over Australien og uafgjort mod Chile presset til at skulle have uafgjort for at gå videre. De blåblusede østtyskere er klart undertippede, og må nøjes med opbakning fra et par tusinde landsmænd, der har fået særlig tilladelse af sikkerhedspolitiet Stasi til at krydse den ellers hermetisk lukkede grænse.

De vesttyske spillere er mere optagede af kampens tyngde for Helmut Schön, der er født og opvokset i østtyske Dresden. Selv skal de sætte sig op til en kamp, som reelt er uden betydning for dem.

Koldkrigsopgøret bliver mere jævnbyrdigt end ventet, og begge hold har store chancer for at bringe sig foran. Man skal dog helt hen til det 78. minut, før det afgørende mål falder, og det bliver sensationelt sat ind af en østtysker. Angriberen Jürgen Sparwasser scorer det vigtigste og mest berømte mål i sin karriere og skriver sig ind i historiebøgerne, da han i overrumplende høj fart passerer to vesttyske forsvarsspillere og banker bolden op i nettaget forbi Sepp Maier. Vesttyskland har endnu engang underpræsteret, og østtyskerne forlader Hamborg med en stærk følelse af, at kommunismen har sejret i det vigtigste koldkrigsopgør i historien.

VM 1974: Vesttyskland-DDR

VM 1974, Gruppe A 22. juni 1974, Volksparkstadion, Hamborg, Vesttyskland (60.350 tilskuere) Vesttyskland-DDR 0-1 (0-0)  0-1 Sparwasser (77.) Vesttyskland (4-3-3): Sepp Maier – Vogts, Schwarzenbeck (68.: Höttges), Beckenbauer (C), Breitner – Cullmann, Overath (69.: Netzer), Hoeness – Grabowski, Müller, Flohe. Træner: Schön. DDR (4-4-2): Croy – Kische, Weise, Bransch (C), Wätzlich – Lauck, Irmscher (65.: Hamann), Kreische, Kurbjuweit – Hoffmann, Sparwasser. Træner: Buschner.

I den vesttyske lejr fører nederlaget endnu engang til noget, der minder om en total nedsmeltning.

Drikker sig fulde og ryger cigarer

Efter kampen mod DDR afvikler Helmut Schön en kort pressekonference, hvor han fremstår som en mand helt ude af balance. Han virker gammel, træt og blottet for tillid til sig selv og sit mandskab.

Efter mødet med pressen bliver han kørt til Malente, og da han ud på aftenen ankommer, bliver han mødt af et syn, der ikke ligefrem øger hans tro på vesttysk VM-succes.

På et tidspunkt hvor en del af hemmeligheden bag Vesttysklands internationale triumfer er disciplin, indsats og vilje tangerer spillernes reaktion oven på endnu en fiasko det absurde. De har drukket sig fulde, og luften er tyk af cigarrøg.

Schön har hverken gennemslagskraft eller overskud til at sætte en stopper for nedsmeltningen. Da han kommer ind i rummet, hvor spillerne sidder, siger han bare:

”Det der hjælper ikke. Vi træner kl. 10 i morgen, og så flytter vi til vores nye lejr i Kaiserau”.

Derefter forskanser han sig på sit hotelværelse.

Uli Hoeness og Sepp Maier beslutter sig ud på natten for, at de vil besøge deres koner, som bor på et hotel i Hamborg, der ligger 115 kilometers kørsel syd for Malente. Sepp Maier beskriver i sin selvbiografi ”Ich bin doch kein Tor”, hvordan de låner en bil med defekte bremser af en betjent.

De ankommer til Hamborg klokken halv fem om morgenen og bliver smuglet ind ad bagindgangen på Hotel Europäischer Hof af en portier, der genkender dem. Først ved otte-tiden kører de tilbage og må undervejs bruge håndbremsen, hver gang de skal standse.

Kl. 10 når de tilbage til Malente, netop som formiddagstræningen skal til at begynde.

Kejserens tale

Vesttysklands tre mellemrundekampe skal spilles i Düsseldorf og Frankfurt, og det er derfor holdet nu rykker sydpå til SportCentrum Kaiserau øst for Dortmund.

Det viser sig, at nederlaget til DDR er en velsignelse i forklædning. Resultatet betyder, at DDR slutter på førstepladsen i det indledende gruppespil, men bliver parret med Holland, Argentina og Brasilien i mellemrunden. Vesttyskland slutter på andenpladsen og slipper noget billigere med modstandere som Jugoslavien, Polen og Sverige.

Det er vinderne af de to mellemrundegrupper, der mødes i finalen.

Inden vesttyskerne forlader Malente har Franz Beckenbauer endnu engang indtaget rollen som holdets ubestridte leder.

Sepp Maier skriver i sin selvbiografi:

”I en skarp tale til spillerne fordømte han ethvert forsøg fra den enkelte spiller på at spille for galleriet. ”Vi må blæse på skønhedspræmien. Fra i dag skal der kæmpes og løbes, til vi falder om. Jeg må kræve den yderste indsats af enhver. Den, der ikke er rede til at være med, kan overvære kampene fra udskiftningsbænken”, skriver Sepp Maier og fortæller, at der fra dette øjeblik blev kæmpet, som der på intet tidspunkt var blevet det i turneringen.

Da tyskerne er ankommet til Kaiserau, indkalder forbundet til pressemøde om eftermiddagen. Men Schön har igen forskanset sig på værelset med en enkelt lampe tændt, mens han stikker til noget mad, han har fået bragt.

Fodboldforbundets ledelse er bekymret for Schöns optræden i det offentlige, og man beder derfor Beckenbauer om at sætte sig ved siden af ham. Mange har påstået, at Kejser Franz fra dette øjeblik overtager kommandoen. Det er nok en forhastet konklusion. Men faktum er, at Schöns sammenbrud og Beckenbauers forstærkede lederrolle falder sammen med et markant stemningsskift i den tyske lejr. Et skift, som er afgørende for, at tyskerne nogle uger senere kan løfte VM-pokalen.

Beckenbauer fremstår som en sand leder. Han er åben, ægte og rolig, og hans trussel om udskiftninger på holdet bliver effektueret inden den første mellemrundekamp mod Jugoslavien, hvor der bliver sat nye navne på fire pladser.

Holdet begynder at spille både flot og effektiv fodbold. Spillerne fungerer stadigvæk ikke som en enhed, men der er kommet en målrettethed ind i deres spil, som er tændt af frygten for endnu et nederlag, frygten for at blive mere til grin og frygten for at svigte Schön på ny.

Jugoslavien bliver slået med 2-0 og Sverige med 4-2, inden Vesttyskland og Polen mødes i den sidste mellemrundekamp. Den ender reelt med at være en semifinale, fordi polakkerne også har slået jugoslaverne og svenskerne.

VM 1974: Vesttyskland-Polen

VM 1974, Mellemrunde Gruppe B

3. juli 1974, Waldstadion, Frankfurt, Vesttyskland (59.000 tilskuere)

Vesttyskland-Polen 1-0 (0-0) 

1-0 Müller (76.)

Vesttyskland (4-3-3): Sepp Maier – Vogts, Schwarzenbeck, Beckenbauer (C), Breitner – Bonhof, Overath, Hoeness – Grabowski, Müller, Hölzenbein. Træner: Schön.

Polen (4-3-3): Tomaszewski – Szymanowski, Zmuda, Gorgon, Musial – Maszczyk (80.: Kmiecik), Kaspeczak (80.: Cmikiewicz), Deyna (C) – Lato, Domarski, Gadocha. Træner: Górski.

Kampen blev spillet på et Waldstadion i Frankfurt, der er gennemvædet af regnvand. Selv om det lokale brandvæsen bliver sat ind for at fjerne så meget vand som muligt før kick off og i pausen, bliver bolden i mange tilfælde stoppet af de store vandmængder. Polakkerne har ikke en chance for at spille deres normale spil med hurtige skift fra side til side og lynangreb mod målet. Alligevel kommer de til mange forsøg, men tyskerne bliver gang på gang reddet af Sepp Maier.

Efter 53 minutter får Vesttyskland straffespark, men Uli Hoeness brænder, og der skal gå yderligere 23 minutter, før Gerd Müller sikrer en finaleplads med et fladt, hårdt skud ved foden af den ene stolpe. 1-0 til Vesttyskland – en stilling, der holder, til dommeren fløjter af.

Moderigtige, langhårede og cool

Nu er tyskerne klar til det endelige opgør. Kampen mod Holland, der uden sammenligning har leveret det flotteste fodbold i turneringen.

Med Johan Cruyff i spidsen har hollænderne foldet en ny spillestil ud, som adskiller sig meget fra, hvad man ellers oplever i 70’erne. En offensiv og opportunistisk spillestil med højt pres på modstanderne, hvor alle markspillere løbende skifter position og lader bolden flyde frit imellem sig. I offensiven fokuserer hollænderne på at skabe rum og overtal, i defensiven på et gøre rummene små og tage ilten ud modstandernes angreb.

Hollænderne kalder spillestilen Totalfodbold, og den er inspireret af 1970’ernes Ajax-mandskab, som vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1971, 1972 og 1973.

I deres første seks VM-kampe har de kun mistet et enkelt point og går ind til finalen med en målscore på 14-1. Trods den vesttyske genrejsning er hollænderne favoritter. De moderigtige, langhårede og cool hollændere har spillet fodbold med den ene hånd på rettet og den anden ud ad vinduet. De har leget sig til sejre over sydamerikanske giganter som Argentina, Uruguay og verdensmestrene fra Brasilien, og hele fodboldverden har forelsket sig i Cruyff, Rep, Haan, Neeskens, Rensenbrink og Krol.

Påstand om orgie ved poolen

Mens tyskerne forskanser sig bag høje mure i Malente og Kaiserau, slapper hollænderne af ved poolen og opfører sig, som om de allerede før finalen er sikre på at vinde guld.

Men deres afslappede stil ender med at ramme dem som en boomerang. Mens tyskerne varmer op til finalen i München ved at besøge Franz Beckenbauer privat og se en western sammen, ender hollænderne i overskrifterne på sensationsavisen Bild.

Dagen før finalen tænder Bild op under Cruyff & Co. i en stort opslået artikel. Boulevardavisen skriver, at den har billeddokumentation på, at fire hollandske spillere har deltaget i et orgie med to tyske kvinder nær hotelpoolen op til holdets sidste mellemrundekamp mod Brasilien den 3. juli.

Dagen før VM-finalen afslører Bild, at fire hollændere har deltaget i et orgie ved poolen på holdets hotel. Overskriften lyder "Cruyff, sekt, nøgne piger og et køligt bad". "Sekt" refererer til den mousserende vin, som især tyskerne og østrigerne drikker.

Hvad der præcis er foregået langs poolkanten, er aldrig blevet afdækket. Bild er siden blevet beskyldt for at have sendt kvinder ind i den hollandske lejr for at kunne lave deres historie. Ingen billeder er nogensinde blevet offentliggjort, men eftersom flere spillere har udtalt, at de ikke var med, tyder det på, at historien ikke er grebet ud af den blå luft.

Blandt andre Johan Cruyff må ifølge mange kilder bruge en del af natten op til finalen på at tale i telefon med sin kone og sværge sin uskyld. Men hvis det påvirker hans fokus og overskud frem mod finalen på Münchens olympiske stadion søndag eftermiddag den 7. juli, så skjuler han det godt.

Allerede i første minut trækker han så langt tilbage i banen, at han er hollændernes bageste markspiller. Helt nede fra midterlinjen dribler han direkte mod mål, glider let forbi sin oppasser, Berti Vogts, og fortsætter mod straffesparksfeltet, hvor Uli Hoeness må kaste sig med benene forrest for at standse ham. Det lykkes, men ikke uden at begå straffespark.

Sekunder senere har Johan Neeskens tordnet bolden ind midt i målet bag Sepp Maier. 1-0 til de orangeklædte favoritter.

Hollænderne er allerede inden finalen selvsikre, og den hurtige føring udvikler sig til en livsfarlig arrogance. De begynder at lege med hjemmeholdet. Udstiller deres egen tekniske overlegenhed og spiller bolden rundt om tyskerne alene for at ydmyge dem.

Gerd Müller scorer det afgørende mål i VM-finalen, mens Uli Hoeness følger med på afstand.

Men straffen falder inden pausen, og den er hård. Efter 25 minutter får tyskerne tilkendt et straffespark, som Paul Breitner sender i mål ved folden af stolpen, og to minutter før pausen scorer Gerd Müller til 2-1. Han ligger som altid og lurer inde i feltet, da han modtager en aflevering fra højre side. Han rammer først bolden, så den går i den forkerte retning i forhold til målet, men træder tilbage og får den drejet fladt i kassen ved den ene stolpe. Et klassisk Gerd Müller-mål. Ikke spektakulært og ikke ekstraordinært. Han er bare på rette sted til rette tid.

Anden halvleg ender målløs, og så er den tyske triumf sikret. Uger med splid, strid og hård kritik afløses efter sidste dommerfløjt af lige dele lettelse og eufori. Hvad der har lignet en umulig mission er lykkedes. Vesttyskland er verdensmestre for anden gang på 20 år. Mindre end 30 år efter Anden Verdenskrigs afslutning.

VM 1974: Vesttyskland-Holland

VM 1974, Finale

7. juli 1974, Olympiastadion, München, Vesttyskland (75.200 tilskuere)

Vesttyskland-Holland 2-1 (2-1) 

0-1 Neeskens (1. - straffe), 1-1 Breitner (25. - straffe), 2-1 Müller (43.)

Vesttyskland (4-3-3): Sepp Maier – Vogts, Schwarzenbeck, Beckenbauer (C), Breitner – Bonhof, Overath, Hoeness – Grabowski, Müller, Hölzenbein. Træner: Schön. Holland (4-3-3): Jongbloed – Suurbier, Haan, Rijsbergen (68: de Jong), Krol – Jansen, Neeskens, van Hanegem – Rep, Cruyff (C), Rensenbrink (46.: R. van de Kerkhof). Træner: Michels.

Konerne er ikke inviteret

Der går dog ikke mange timer fra guldfejringen under det svævende plastiktag på det olympiske stadion, før der igen er ballade i den tyske lejr. VM-triumfen, der kunne have været tyskernes Happy Ending på en slutrunde fuld af bump på vejen, ender også i internt kævl og strid. Endnu engang er det fodboldforbundets stive regler og gammeldags normer, som kolliderer med spillernes krav om respekt og medindflydelse.

I stedet for at tage ind til Marienplatz i det centrale München og lade sig hylde af hundredtusindvis af euforiske tyskere, tvinges spillerne til at deltage i en sejrsbanket på byens Hilton-hotel.

Her går det hurtigt op for dem, at deres koner ikke er inviteret. Uli Hoeness’ kone, Susi, er den eneste, der alligevel er mødt frem, og hun bliver bortvist. Det får den blonde offensivspiller til at reagere konsekvent. Han forlader selskabet, og det samme gør flere af hans medspillere. Holdet ender i spredt fægtning med at fejre VM-guldet rundt omkring på Münchens natklubber, barer og diskoteker.

Dagen efter VM-festen banker tømmermændene på, og ikke kun de alkoholrelaterede. Tre af spillerne fra startopstillingen meddeler, at de stopper på landsholdet. At Wolfgang Overath og Jürgen Grabowski springer fra virker naturligt. De er begge fyldt 30 år. Men da Gerd Müller meddeler sit landsholdsexit kommer det som en bombe. Den lavstammede forward er kun 28 år og har op gennem 70’erne udviklet sig til en af verdens bedste spillere og den ultimativt farligste mand i et straffesparksfelt. Han er på toppen af sin karriere. Men Müller er stålfast. Han er blandt andet utilfreds med behandlingen af holdets koner under slutrunden. Særligt ved sejrsbanketten.

Få uger efter VM-triumfen melder også Paul Breitner fra til landsholdet, og Helmut Schön er samtidig meget tæt på at trække stikket som landstræner. Han fortsætter kun, fordi det lykkes for Franz Beckenbauer at overtale ham.

En historisk triumf for vesttysk fodbold er kørt direkte i grøften, og målmand Sepp Maiers afskedssalut efter fire ugers intens VM-slutrunde på hjemmebane er bitter og knastør:

"Vi tyskere er perfekte til at organisere et verdensmesterskab, vi kan også nedkæmpe selv den sværeste modstander med vor jerndisciplin. Men at fejre sejren har vi ikke den fjerneste idé om”.

Kilder

• Beckenbauer, Franz; “Einer wie ich”

• Busch, Mikael; ”Og til sidst vinder Tyskland”

• Grabovac, Alem; “„Das waren alles hübsche Männer”” (taz.de)

• Hesse, Uli; “Tor”

• Hesse, Uli; “The Three Lives of The Kaiser”

• Krarup, Jeppe; ”VM 1974: Weltmeister på trods – den skandaløse slutrunde” (bulibold.dk)

• Maier, Sepp; “Ich bin doch kein Tor”

• Winner, David; ”Brilliant Orange”

• “Zwei Elfer und ein Müller: Der Spielfilm des WM-Finales 1974” (dfb.de)

• ”Nach 0:1 gegen die DDR 1974: "Geist von Malente" weckt DFB-Elf” (ndr.de)