top of page

Kasinospil til kl. 3 om natten blev dyrt for landsholdstrio

  • henrikmessmer
  • 7. sep. 2024
  • 8 min læsning

Opdateret: 28. dec. 2024

I morgen er det 25 år siden, Danmark mødte Italien i en EM- og OL-kvalifikationskamp for U21-hold. Danmark tabte 3-1 og måtte undvære tre af nøglespillerne i truppen. De blev sendt hjem efter at have spillet Black Jack og roulette den halve nat

Da Peter Degn, Jimmy Nielsen og Allan K. Jepsen fik at vide, at de var ekskluderet fra truppen til kampen mod Italien, reagerede de prompte. De prajede en taxa og kørte på tværs af landet for at komme hjem, inden historien havde spredt sig til medierne. Pris: 7.500 kroner.


Klokken er tre om natten. Ude foran Hotel Scandic i Hvidovre triller en taxa op foran hovedindgangen. Ud stiger tre unge mænd. De afregner med chaufføren og lister sig så i det dæmpede lys forbi natportieren med direkte kurs mod hvert deres værelse.

De tre burde have ligget i deres senge for længst. Faktisk skulle de have været tilbage på hotellet for 3½ time siden. I stedet har de brugt den halve nat på at få deres penge til at yngle ved at spille Black Jack og hænge ud ved rouletten på Casino Copenhagen ude på Amager.


Natterend med konsekvenser

Denne historie handler om tre lovende talenter i dansk fodbold, der ikke kunne administrere nogle få timers frihed under eget ansvar. Men den handler også om et natterend, der fik langt større konsekvenser, end de tre på noget tidspunkt havde forestillet sig.


Historiens udgangspunkt er U21-landsholdets EM- og OL-kvalifikationskamp mod Italien den 8. september 1999 – i morgen for præcis 25 år siden.

Dengang i slutningen af 90’erne var Jan B. Poulsen landstræner, og han havde en gruppe af talentfulde spillere at vælge imellem. Blandt andre de senere A-landsholdsprofiler Martin Laursen, Dennis Rommedahl, Claus Jensen og Lars Jacobsen. Men også målmand Jimmy Nielsen fra AaB, midtbanespilleren Peter Degn fra Everton og backen Allan K. Jepsen fra Heerenveen i Holland.


De tre sidstnævnte var kun få måneder fra at blive for gamle til at spille U21-fodbold. Men med udsigt til kampe mod Italien i september, England i oktober samt Argentina og Paraguay i december var der stadigvæk gode muligheder for at vise sig frem over scouts fra de store ligaer og ikke mindst overfor den kommende A-landsholdstræner, Morten Olsen.


Fru Fortuna smiler til ”Den hvide Puma”

Søndag den 5. september har U21-holdet gennemført et træningspas og er langsomt ved at komme sig efter en kamp mod Schweiz fredag aften. Danmark har tabt 1-3 og dermed er drømmen om EM- og OL-kvalifikation forduftet i himlen over Odense Stadion. Tilbage er nu kun kvalifikationskampen i Italien, testkampen i England samt en turné til Sydamerika.


Jimmy Nielsen er fast mand på mål, men trods 24 og 23 kampe i U21-trøjen kæmper Peter Degn og Allan K. Jepsen med at få plads blandt de 11 bedste. Peter Degn har haft flere kontroverser med landstræneren om manglende spilletid, og før landskampen mod Schweiz har Allan K. Jepsen fået frataget sit anførerbind og sin plads i startopstillingen, fordi han bruger det meste af sin tid på bænken i den hollandske Æresdivision.


Efter formiddagstræningen giver Jan B. Poulsen sine spillere fri til kl. 23.

Jimmy Nielsen, Peter Degn og Allan K. Jepsen tager sammen med andre holdkammerater ind til Nyhavn for at spise i det flotte sensommervejr. Her skovler de en treretters menu indenbords, og da det er overstået, er der stadigvæk mange timer, til deres fripas udløber.


Jimmy Nielsen foreslår, at de tager ud på Casino Copenhagen, og det er både Allan K. og Peter Degn med på. De næste timer slår de ihjel i selskab med croupierer og gamblere, mens roulettekuglen danser lystigt i det mørkegule lys over bordene.


Syv år senere fortæller Jimmy Nielsen i sin bog, ”1000 på rød”, at de efter nogle timers spil tager ud for at spise aftensmad. Men Jimmy har siddet i held det meste af eftermiddagen, og nu brænder pengene i lommen på ham. Trioen bliver derfor enige om at tage tilbage til kasinoet med en klar aftale om at praje en taxa ved 22.30-tiden, så de kan nå tilbage til Hvidovre inden kl. 23.


Tilbage Casino Copenhagen smiler Fru Fortuna stadigvæk til ”Den hvide Puma” fra Aalborg, og gamblingen har så fast et greb i ham, at klokken er over 23, næste gang han kigger på uret.

”Det var mildest talt ikke ret godt. Allan K., Degn og jeg holdt et kort møde og enedes om, at hvad enten vi ville komme en halv time for sent eller tre timer, så ville vi få ballade under alle omstændigheder. End ikke i vores værste fantasi have nogen af os forudset den opstandelse vores forsinkelse senere skulle udløse”, skriver Jimmy Nielsen.


Bad natportieren om at ringe

Små tre timer senere forlader Nielsen, Degn og Allan K. kasinoet – AaB-målmanden med 84.000 kroner på lommen.

Tilbage på Hotel Scandic er alle gået i seng, da de tre spilleglade kammerater sniger sig ind på hvert deres værelse i forventning om, at ingen har opdaget dem. De er i sprudlende humør over succesen på kasinoet, men i deres iver efter at nå i seng uden at blive snuppet, glemmer de at aftale en troværdig dækhistorie. Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert.


Staben omkring landsholdet har siddet i baren det meste af aftenen for at fejre U21-koordinator Christian Bordinggaards fødselsdag. Derfor har de et fuldt overblik over, hvem der har passet deres sengetider, og ikke mindst hvem der ikke har.


Da landstræneren bliver træt af at vente på de sidste tre, beder han natportieren om at ringe til ham, når de tjekker ind.


”Jeg har aldrig brugt at gå rundt og checke værelser. Det er frihed under ansvar. Men da vi ikke vidste, hvor vi skulle lede, valgte vi at gå i seng over midnat og bad i stedet hotellets personale om at kontakte mig, når de indfandt sig,” fortæller Jan B. Poulsen efterfølgende til Jyllands-Posten.


Jimmy Nielsen bor på værelse med Morten Hyldgaard fra Coventry, og det lykkes ham at liste sig ned under dynen uden at vække målmandskollegaen.


”Så pludselig, efter højst 10 minutters tid, blev den natlige idyl brudt”, skriver Jimmy Nielsen i ”1000 på rød”.


”Jeg måtte meget modstræbende lukke op. Jeg rodede lidt op i håret og forsøgte at ligne én, der var blevet purret midt om natten fra sin sødeste søvn. Jeg burde jo have sovet i 4 timer på det tidspunkt, men jeg havde endnu ikke fået lukket et øje. Jeg tøvede endnu en gang, men til sidst fik jeg taget mig sammen og åbnede døren”.


Ude på gangen står Jan B. Poulsen, og han er ikke tilfreds. Langtfra.


”Hvad fanden laver du?”

Jimmy Nielsen forsøger sig med ”Hvad fanden laver du?”. Men landstræneren svarer bare: ”Hold op med at spille dum, dreng”. Kort efter går målmanden til bekendelse. Han fortæller ærligt om sit kasinobesøg - stadigvæk overbevist om, at forseelsen hverken er til gult eller rødt kort.


Hvad Jimmy Nielsen ikke ved er, at Jan B. Poulsen allerede har vækket Allan K. og Peter Degn, og at de har forsøgt at bilde ham ind, at de har spillet kort med Jimmy Nielsen på et andet værelse.


”Uden at vide det, ødelagde jeg deres historie. Vi trak hinanden ned i sølet. Den var ikke til at komme uden om”.


Jan B. Poulsen og den øvrige ledelse beslutter, at de tre spillere skal sendes hjem. Ingen tur til Napoli, og intet møde med Andrea Pirlo, Gennaro Gattuso og resten af det stjernespækkede, italienske U21-landshold.


”Da I nu ikke har fået sovet så meget, kan I bare sove længe og tage hjem til klubberne bagefter,” lyder meldingen.


Spillerne er i chok. Med vantro i stemmen spørger de landstræneren, om det virkelig er hans ærlige mening. Det er det, og der er ingen mulighed for at appellere.


Taxaregning på 7.500 kroner

Reaktionen fra de tre spillere er at få fat på en taxa med det samme. De vil væk fra lejren, før de skal forklare sig over for resten af holdet, og de vil orientere deres familier og klubber, før medierne gør det.

Første stop på hjemturen er Aarhus. Her hopper Peter Degn og Allan K. Jepsen af, mens Jimmy Nielsen fortsætter til Aalborg. Samlet pris: 7.500 kroner. Det er et lille beløb for AaB-målmanden oven på nattens heldige hånd ved kasinobordene, men et beløb, der er stort nok til at skabe overskrifter i medierne.


Mandag morgen udsender DBU en pressemeddelelse om hjemsendelsen af de tre profiler, og derfor når AaBs sportsdirektør, Lynge Jakobsen, at høre nyheden i Radioavisen, inden Jimmy Nielsen får sat sine egne ord på episoden over for ham. Det vil han gøre før formiddagstræningen, men allerede da han parkerer sin bil på AaBs anlæg er området fyldt med journalister.


På et møde med Lynge Jakobsen og cheftræner Hans Backe bliver han bedt om at fortælle sandheden – hele sandheden – om nattens udskejelser. Jakobsen og Backe er særligt interesserede i, om spillerne har drukket. Det har de ikke, og så lukker de to AaB-ledere sagen uden at give Jimmy Nielsen en bøde, men med krav om, at han kontakter DBU og undskylder for sin opførsel.


Hjem til en rasende skotte

Peter Degn er mindre heldig. Da Bold.dk for fire år siden bad ham om at fortælle om sin vildeste oplevelse i karrieren, var det velkomsten i Everton ovenpå kasinosagen, han trak frem.


”Den velkomst, jeg fik, da jeg kom tilbage til Everton, var ikke ret behagelig, lad mig sige det sådan. Jeg kom til møde under fire øjne med assistenttræneren. Han var skotte, han var rasende og sad kun en halv meter fra mig, og fordi han var så tosset, spyttede han mig i hovedet, når han talte, eller snarere når han råbte og skreg. Det glemmer jeg aldrig”, fortalte Peter Degn.


Kasinobesøget og trioens hjemsendelse bliver helt naturligt omtalt i samtlige medier, og Jyllands-Posten beder endda Morten Olsen vurdere, om den kan få indflydelse på deres fremtidige landsholdschancer. Det vil Olsen ikke forholde sig til, så længe han ikke er tiltrådt.


Danmark taber sin sidste EM-kvalkamp syd for Napoli med 3-1. Morten Hyldgaard erstatter Jimmy Nielsen mellem stængerne, og får dermed karrierens første, sidste og eneste optræden i rødt og hvidt. Kampen er også Jan B. Poulsens sidste. Efter syv år takker han af og bliver afløst af Flemming Serritslev, der hurtigt tilgiver den kasinoglade trio og udtager dem til venskabskampen mod England halvanden måned senere. Her er de alle tre i startopstillingen.


Vandt 146.000 kroner i poker

Det blev aldrig til en A-landsholdskarriere af betydning for nogen af de tre. Det har dog næppe noget at gøre med deres natlige kasinobesøg.


Jimmy Nielsen står noteret for fire landskampe, men alle sammen for ligalandsholdet. Peter Degn kom aldrig i betragtning hos Morten Olsen, mens Allan K. Jepsen var udtaget til A-landsholdet tre gange i 2005 og 2006, men han fik kun 31 minutter på banen i venskabskampe mod Finland og Frankrig.


At Peter Degn lod sig lokke af et kasinobesøg var nok ikke helt tilfældigt, for interessen for spil havde han, og tilsyneladende også evnerne. Fem år efter sin hjemsendelse fra Scandic i Hvidovre vandt han 146.000 kroner i pokerspillet Texas Hold’em på Casino Royal i Aarhus.


For Jimmy Nielsen udviklede gamblerlysten sig til et reelt problem. I ”1000 på rød” fortæller han om sin ludomani, der formentlig har kostet ham millioner af de kroner, han har tjent som professionel fodboldspiller.


Bare to år før bogen udkom i 2006 var Jimmy Nielsen igen i centrum med negativt fortegn, da han sammen med holdkammeraten David Nielsen var skyld i, at den lokale kiosk "Spilleboxen" måtte lukke. Kioskejeren lod de to AaB-profiler spille for langt større beløb end tilladt, og det førte dem ud i en gæld, som de ikke kunne betale.

EM- og OL-kvalifikationskamp for U21-landshold 8. september 1999, Stadio Simonetta Lamberti, Cava de' Tirreni, Italien (2.500 tilskuere) Italien-Danmark 3-1 (1-0) 1-0 Coco (3.), 1-1 Martin Smith (67.), 2-1 Ventola (77.), 3-1 Morten Petersen (89. – selvmål)

Italien (3-4-1-2): Abbiati – Rivalta, Ferrari, Mezzano – Gattuso, Zanetti (90+1.: Morrone), Baronio (C) (71.: Vannucchi), Coco – Pirlo – Comandini (49.: Scarlato), Ventola. Træner: Tardelli. Danmark (5-3-2): Morten Hyldgaard – Lars Jacobsen, Thomas Bælum, Morten Petersen, Jesper Andersen (66.: Brian Priske), Martin Smith – Mikkel Jensen (C), Mads Jørgensen, Christian Magleby – Dennis Rommedahl (85.: Iddi Alkhag), Peter Madsen (46.: Jesper Håkansson). Træner: Jan B. Poulsen.

Kilder

  • Alpe; ”Degn scorer poker-formue” (ekstrabladet.dk)

  • De los Reyes, Marco + Ankerdal, Steen; “Fyret fra ungdomslandsholdet” (berlingske.dk)

  • Jensen, Jan B.; ”Spillere hjem i skam” (jyllands-posten.dk)

  • Nielsen, Jimmy; ”1000 på rød”

  • Nøhr, Mikkel; ”10 hurtige: Peter Degn og den rasende skotte” (bold.dk)

コメント


Tilmeld dig PRIMA PUNTAs nyhedsbrev

Tak for din tilmelding

  • White Facebook Icon

© 2023 by PRIMA PUNTA Media

bottom of page