25 år siden: City roder rundt i Englands tredje bedste række

I sæsonen 1998-99 er Manchester City dumpet ned i den tredje bedste række, og klubben kæmper imod en truende konkurs. Læs historien om den måske vigtigste kamp i klubbens historie.

Der er meget langt mellem nutidens og fortidens Manchester City. For bare 25 år siden måtte klubben ud i en neglebidende Play Off-kamp mod Gillingham i forsøget på at slippe ud af landets tredje bedste række. Dengang hed hjemmebanen Maine Road og en af stjernespillerne Kevin Horlock.

Som alle andre moderne fodboldarenaer ligner Etihad Stadium mest af alt en rumstation. En galaktisk stål- og glaskonstruktion, der i dette tilfælde er landet i den østlige del af Manchester. Men den er samtidig et symbol på, at Manchester City for længst har sagt farvel til middelmådighed, mindreværd og de slidte tribuner på den tidligere hjemmebane, Maine Road.

Ude foran Etihad troner statuer af Citys historiske helte fra 2010’erne. Den belgiske kaptajn Vincent Kompany, den spanske midtbanekreatør, David Silva, og den argentinske forward, Sergio ”Kun” Agüero.

Sammen er de udvalgt til at fortælle historien om den 136 år gamle klub, og selv om Citys historieskrivning i dette tilfælde åbenbart kun går 10-15 år tilbage i tiden, er det svært at argumentere imod valget. Siden Sheikh Mansour i 2008 investerede noget af sin Abu Dhabi-baserede formue i "The Sky Blues", har klubben unægteligt udviklet sig fra at være et middelmådigt hold i Premier League til at indtage rollen som global magtfaktor.

Denne beretning handler om tiden, før oliemilliarderne vendte op og ned på alting. Om dengang klubbens største stjerner hed Paul Dickov, Nicky Weaver og Kevin Horlock, og hvor forskellen på City og lokalrivalerne fra United var afgrundsdyb.

Et mikroskopisk plaster på et kødsår

Vi er rejst 25 år tilbage i tiden og befinder os i London på en tung og grå forårsdag i maj. Wembleys forårsgrønne græs står, som var det klippet med en neglesaks, og under de ikoniske, hvide tårne er stemningen blandt de 76.000 tilskuere på kogepunktet, da de to hold traver ud af spillertunnellen og ind i den helligste af alle hellige fodboldkatedraler.

Manchester City er klædt i gul- og sortstribede udebanetrøjer og tro mod 90’ernes design ser trøjer og bukser ud til at være mindst et par numre for store. Klubbens 11 bedste er på vej ind til en britisk fight, der den dag i dag en af de mest afgørende i klubbens historie. Et opgør, der samtidig udvikler sig til en af de mest dramatiske play off-kampe i engelsk fodboldhistorie.

Det er kun fire dage siden, at lokalrivalerne fra Manchester United har vundet Champions League-finalen over Bayern München efter to mål i overtiden og dermed som det første engelske hold nogensinde har sikret sig "The Treble".

Beckham, Keane, Cole, Schmeichel, Neville og Scholes har sæsonen igennem leveret mirakler mod hold som Inter, Juventus, Bayern München, Arsenal og Chelsea. Samtidig har City spillet mod hold som Macclesfield, Notts County og Chesterfield med navne som Edghill, Cooke og Morrison på holdkortet.

Mens United på bare ti dage har vundet FA Cuppen, Premier League og Champions League, må City-fans følge deres klub på grå og forblæste baner i landets tredje bedste række, 2. division.

Kampen på Wembley er det endelige opgør om, hvem der skal have den sidste oprykningsplads til 1. division, og alt er på spil for en klub, der på sølle tre år er røget fra en plads i Premier League til en kamp på overlevelse i Englands fodboldmæssige baggård.

”That’s game over”

Dagens modstander er Gillingham - en klub, der aldrig tidligere har været så tæt på landets næstbedste række, som den er nu, og dermed har alt at vinde.

Omvendt må Manchester City leve med et tyngende forventningspres fra fans, der føler sig forrådt, og det bliver ikke bedre af, at klubben gennem et år har spillet med en konkurstrussel hængende over hovedet.

Dommer Mark Halsey fløjter kampen i gang. Begge hold har gode scoringsmuligheder både før og efter pausen, men opgøret er præget af nervøsitet og anspændthed. Når det alligevel ender med at blive en af de mest intense play off-finaler i historien, skyldes det handlingsforløbet fra det 81. minut og frem.

Med kun ni minutter igen er stillingen stadigvæk 0-0, men så spiller Gillingham-angriberen Carl Asaba 1-2 med Paul Smith, og kort inde i straffesparksfeltet banker Smith bolden op i Citys nettag med en uimodståelig kraft. City-målmand Nicky Weaver er chanceløs. Sensationen lurer, og det skal blive endnu værre for de sort- og gulstribede.

I det 86. minut modtager Asaba bolden midt på Manchester Citys banehalvdel. Han ser, at angrebsmakkeren Robert Taylor tager et dybdeløb bag ham, og med en sydlandsk inspireret hælaflevering bringer han Taylor i en helt fri skudposition. Taylor tager et enkelt træk, og inden han når at blive tacklet, banker han bolden hårdt ind under Weaver. 2-0 – og med fire minutters ordinær spilletid tilbage, konstaterer ekspertkommentator på Sky Sports, Andy Gray, forståeligt nok: ”That’s game over”. Men det er det langt fra.

”Forward with Franny”

Der findes ikke en enkel forklaring på, hvorfor Manchester City styrtdykkede fra en femteplads i den bedste række i maj 1992 til en 12. plads i den tredje bedste række i julen 1998. Men klublegenden Francis Lee må affinde sig med en central placering på City-tilhængernes anklagebænk.

Som spiller var Francis Lee stjernen på det bedste Manchester City-mandskab i historien, før Sheikh Mansour i slutningen af 00’erne kastede sin investeringskærlighed på klubben.

Efter endt karriere fik Lee stor succes i erhvervslivet og opbyggede så stor en formue, at han i 1994 havde kapital nok til at overtage aktiemajoriteten i sin gamle klub. Her blev han modtaget som en frelser af klubbens fans, som skabte bevægelsen ”Forward with Franny” for at bakke op om hans overtagelse.

"Franny" var lige så overbevist som sine fans om, at han som ny ejer ville kunne forvandle vand til vin og få de blinde til at se, og han tiltrådte med følgende profeti for "The Sky Blues":

”Det her bliver den lykkeligste klub i landet. Spillerne bliver bedst betalt, og vi drikker masser af champagne, fejrer og synger, indtil vi er hæse”.

Der blev dog aldrig rigtig anledning til hverken at synge eller drikke dyre dråber under Francis Lee’s ejer- og formandsskab.

Fra dag 1 gik det stort set kun tilbage. Klubbens økonomiske udfordringer var noget større, end den nye ejer havde forventet, og heller ikke inden for kridtstregerne blev forventningerne indfriet. Efter kun lige at have undgået nedrykning i 1994-95, røg klubben ned i landets næstbedste række i 1995-96. Her fik City to sæsoner, inden man for første gang i historien dumpede yderligere en række ned i 1997-98. Undervejs var syv managers på Francis Lee’s lønningsliste - heriblandt hans personlige ven, VM-helten fra 1966, Alan Ball - og efterhånden voksede krisen til et niveau, hvor Manchester City-jokes poppede op med samme hyppighed som ukrudt i en nysået græsplæne.

For eksempel dén om Francis Lee, der en dag kommer kørende i sin bil på Claremont Road. Her ser han en ældre dame, som kæmper for at komme over vejen med to tunge indkøbsposer. Lee standser bilen og ruller vinduet ned:

”Can you manage, love?”, spørger han venligt, hvortil den ældre dame svarer:

”Bloody hell, don't tell me you're fed up with Alan Ball already. I'll come if you're desperate but I insist on a three-year contract."

Trænede på lokale skoler

Kort før nedrykningen i 1998 havde også Francis Lee fået nok. Han solgte sine aktier og trak sig fra posten som bestyrelsesformand.

Nu var det op til manager Joe Royle og en trup af hårdt prøvede spillere at kæmpe sig vej tilbage til toppen af engelsk fodbold, men den første halvsæson i 2. division gjorde kun ondt værre.

City-toget bumlede afsted med konstante påmindelser om faldet fra tinderne. Selv om klubben var rykket en række ned, fortsatte striben af elendige resultater.

Holdet begyndte at varme op uden for Maine Road for at undgå tilhængernes fornærmelser, og tilskuertallet satte på et tidspunkt negativ bundrekord med 3.007 besøgende.

”Vi trænede på det offentligt ejede Platt Lane. En dag spurgte en banemand mig ydmygt, om vi kunne finde et andet sted at træne, for banen skulle bruges til en finale mellem to ikke-ligahold. Vi endte i Oldham og trænede endda på nogle lokale skoler”, har Joe Royle fortalt.

Midt i sæsonen var City dumpet ned på en 12. plads – på det tidspunkt den dårligste placering nogensinde, men så begyndte det at vende.

Joe Royle købte et par nye spillere, som bragte energi og slagkraft til holdet, og fra nytår endte City med at være ubesejret i 11 kampe i træk. Kursen var sat mod oprykningsspillet, som blev nået med en placering som nr. 3.

I allersidste sekund

På Wembley er stillingen 0-2 med tre minutter tilbage. Manchester City indleder nu et totalangreb på Gillinghams mål, og da uret rammer 90 minutter lykkes det endelig at få bolden i nettet. Kevin Horlock sender et langskud i kassen, og så har "The Sky Blues" i det mindste halveret ydmygelsen i årets sidste kamp.

Men dommer Halsey sender nyt håb i retning af Manchester City ved at lægge fem minutter til, og Horlocks scoring har tændt en ild i de gul- og sortstribede. Angrebene skyller nu frem mod Gillinghams mål, men tiden går og nærmer sig det 95. minut. Håbet er ved at rinde ud.

Så sker det. I sidste minut af overtiden sender forsvarsspilleren Gerard Wiekens en desperadobold op mod kanten af Gillinghams straffesparksfelt. En medspiller header den ned på jorden og efter to korte pasninger er Paul Dickov pludselig fri i højre side af feltet.

Han tæmmer bolden og banker den derefter uden at blinke ind bag Gillinghams målmand. Den lille skotte har scoret det vigtigste mål i Manchester Citys historie næstefter Agüeros sidste-minuts-mål, der i 2012 sikrede klubben det første mesterskab i 44 år.

Få sekunder efter Dickovs mål fløjter dommeren kampen af. De to hold skal ud i forlænget spilletid. 30 minutter, der, hvad højdepunkter angår, ikke fortjener mere end en enkelt linje i denne historie. Stillingen er fortsat 2-2 efter 120 minutters spilletid, og så skal finalen afgøres på 2 x 5 nervepirrende spark fra 11 meter-pletten.

City sætter dagens to målhelte øverst på listen over de fem skytter. Med et hårdt skud indfrier Kevin Horlock forventningerne og scorer til 1-0, men Paul Dickov sender bolden på stangen. Gillinghams to første skytter brænder deres forsøg, så stillingen er 1-0 til City efter fire spark.

På Citys tredje spark sender Terry Cooke bolden i mål, og det samme gør Gillinghams tredje skytte, John Hodge, og Citys fjerde mand, Richard Edghill. Nu skal Gillingham score på deres fjerde spark, ellers har City sikret sig en returbillet til landets næstbedste række.

Mens City-målmanden, Nicky Weaver, afventer, at Gillinghams Guy Butters gør sig klar til sparke, spørger han linjevogteren:

”Er det overstået, hvis jeg redder den her?”.

”Ja”, svarer linjevogteren.

“Er du sikker?”, spørger Weaver.

Det er linjevogteren, og da City-målmanden kort efter kaster sig til sin venstre side og parerer skuddet, er ingen på Wembley i tvivl. Heller ikke Weaver.

De mange tusinde plagede City-fans skriger deres glæde ud, og Weaver løber sin helt egen lille æresrunde, inden han bliver indhentet af medspillerne.

“Det sidste jeg ønskede var at ende nederst i en bunke af 20 spillere, men det gjorde jeg”, fortalte målmandshelten senere.

”Det er kun den kamp folk vil tale om”

Sejren på Wembley fik de sorte konkursskyer til at fordufte, og allerede i den første sæson i den næstbedste række lykkedes det at rykke op endnu engang. Fra 2000-01-sæsonen var "The Sky Blues" tilbage på fodboldens første klasse. De måtte ganske vist en tur ned i den næstbedste række igen i 2001-02, men det var på øjeblikkelig returbillet, og siden sommeren 2002 har klubben kun spillet Premier League-fodbold.

I et tilbageblik har manager Joe Royle senere fortalt fodboldmagasinet "FourFourTwo" om den skæbnesvangre kamp på Wembley:

”Manchester City var en rodebutik. Jeg ved virkelig ikke, hvad der ville være sket med klubben, hvis vi ikke var rykket op med det samme. Jeg er ikke sikker på, at der overhovedet ville have været et næste år”.

Nicky Weaver siger:

”Vi spillede vel en rolle i at få City derhen, hvor de er i dag. Det var tidligt i min karriere, og jeg forstod ikke rigtigt dengang, hvor stort det var. Men hver gang jeg tager til Manchester nu, er det kun den kamp, folk vil tale om. Min trøje fra dengang er hjemme hos min mor og far. Når jeg er der, tænker jeg på den kamp”.

Kilder

• Bernstein, Joe; “Legend Lee who paved way to Etihad reflects on City's incredible journey: My top player was on 15 grand a week - blimey, academy lads are on that now” (dailymail.co.uk)

• Crook, David; “21 Years Ago Manchester City Were Relegated to the Third Tier” (mancitysquare.com)

• Moore, Nick; “When Manchester City were rubbish: how the 1998/99 season changed a football club’s destiny” (fourfourtwo.com)

• Hodgson, Guy; “Football: Maine line to nowhere for Lee” (independent.co.uk)

• Leach, Conrad; “Football: Royle's Blues rival United; Gillingham 2 Manchester City 2 (aet; Manchester City win 3-1 on penalties” (The Independent)

• “We’re stille here – Manchester City F.C. – 125 Anniversary Documentary” (Man City Fan TV - youtube.com)

• “Classic Highlights! | Gillingham 2-2 Man City | Legends of ‘99” (Man City – youtube.com)

• “Francis Lee (footballer)” (wikipedia.org)

• “1999 Football League Second Division play-off final” (wikipedia.org)