VM-guldet skulle dæmpe skrigene fra torturkamrene

Med aggressivt angrebsspil og smukt koreograferede pasninger vandt Argentina VM på hjemmebane i 1978. Siden dengang har sejren været indhyllet i beskyldninger om svindel og bedrag. Det store spørgsmål er, hvor langt det brutale, argentinske militærstyre gik i jagten på VM-succes

Det var en kæmpe PR-succes for militærstyret, da Daniel Passarella og hans holdkammerater vandt VM-guld på hjemmebane. Men hvor meget havde general Videla og den øvrige juntaledelse indflydelse på resultatet?

Det er søndag den 25. juni 1978. Dagen, hvor tre ugers VM-slutrunde i Argentina kulminerer med det endelige opgør om guldet mellem Holland og værtsnationen.

Bussen med de hollandske spillere forlader hotellet i udkanten af den argentinske hovedstad i retning mod Estadio Monumental, hvor finalen skal spilles nogle timer senere. Kursen er imidlertid alt andet end direkte. Den argentinske chaufførs vej er så snørklet, at den mest af alt ligner en bevidst omvej.

Undervejs føres hollænderne igennem et beboelsesområde, hvor de bliver blokeret af argentinske fans, der råber slagord, vifter med argentinske flag og banker intimiderende på bussens ruder og døre.

Først 20 minutter senere slipper de fri og kan fortsætte den lange tur mod slutrundens sidste opgør.

Da hollændernes anfører, Ruud Krol, og hans holdkammerater senere løber ind på VM-arenaen, fortsætter argentinerne deres psykologiske spil.  Hjemmeholdet er forsinket, og i ventetiden er de orangeklædte hollændere efterladt i et inferno af fjendtlig larm fra 70.000 argentinske fans. ”Archentiina, Archentiina” – runger tilråbene fra tilskuerpladserne, mens himlen er tyk af den hvide konfetti, der har været argentinernes signaturhyldest til hjemmeholdet gennem hele turneringen.

Da Argentinas anfører, Daniel Passarella, og hans holdkammerater fem minutter for sent endelig viser sig i spillertunnellen fortsætter chikanen. Nu klager hjemmeholdet over, at den hollandske wing, René van de Kerkhof, har sin højre hånd i gips. Noget, han har haft gennem hele turneringen, uden at det på noget tidligere tidspunkt er blevet påtalt. Alligevel giver dommeren argentinerne medhold i, at gipsen kan være farlig for modstanderne.

Milliarder af tv-seere overalt i verden må vente i spænding, mens dommer Gonella og spillerne diskuterer. Først da hollænderne truer med at forlade banen, ender det med en besynderlig løsning, hvor Gonella accepterer gipsen, hvis den er omviklet med hudfarvet bandage.

Om hollænderne lader sig påvirke af argentinernes psykologiske spil er uvist. Men sikkert er det, at hjemmeholdet et par timer senere kan kåres som verdensmestre efter at have slået "De Oranjes" med 3-1.

To års beskidt krig

Da Daniel Passarella modtager det 6 kilo tunge VM-trofæ af guld, er det Argentinas præsident, Jorge Videla, der overrækker det.

Generalen med de stikkende øjne og den kraftige, sorte moustache har svinget pisken, siden militæret i 1976 overtog magten med ambitioner om at få styr på økonomien og eliminere den omfattende paramilitære vold og de mange politiske mord i landet. Redskabet har været en form for statsterrorisme, som blot har kastet befolkningen ud i et nyt helvede på jord.

Kongressen blev suspenderet, politiske partier forbudt, borgernes rettigheder indskrænket og det samme blev pressens.

Det nye styre har indledt “La Guerra sucia” – den beskidte krig. Der er blevet oprettet højreorienterede dødspatruljer, som opsnuser venstreorienterede guerillakrigere, politiske dissidenter, journalister, udøvende artister, fagforeningsfolk, studenteraktivister og andre, de mener modarbejder styret. Mange af de forfulgte er blevet begravet i massegrave i Tucuman-skovene eller kastet ud fra fly over Rio de La Plata for at flyde videre ud i Atlanterhavet.

Efter to års beskidt krig er den argentinske VM-succes derfor en velsignelse for det brutale styre. Den kan genskabe glæden i den fodboldgale nation, og den kan polere Argentinas internationale image.

Den dag i dag er det store spørgsmål imidlertid stadigvæk, om militærstyrets brændende ønske om VM-succes udmøntede sig i andet end at heppe med fra tribunerne. 

Chikanen mod de hollandske finalemodstandere var nemlig kun en parentes i rækken af hændelser, som fik fodboldelskere overalt i verden til at rynke brynene i bekymring.

Der var generelt en opfattelse af, at dommerne med spektakulære afgørelser til tider fungerede som argentinernes 12. mand. Der var kritik af, at Argentina fik mulighed for at spille sine kampe senere end de andre hold og derfor både kunne drage fordel af lavere temperaturer og få kendskab til resultaterne af de andre kampe, og der var mistanke om, at værtsnationens spillere var dopede med amfetamin. Det er senere påstået, at argentinerne desuden svindlede med dopingprøverne. Efter sigende skulle en af prøverne have vist, at en af spillerne var gravid...

Den største svindelmistanke kredser dog fortsat om den kamp, der sikrede hjemmeholdet en plads i finalen. Mere om den senere.

Mur skjulte elendigheden

Argentina blev udpeget som VM-vært i midten af 60’erne. Men det var ikke uden problemer for det internationale fodboldforbund, FIFA, at overrække værtsrollen til en nation med et ustabilt politisk klima og en kaotisk økonomi.

Ved militærkuppet i 1976 var forberedelserne til VM-slutrunden stort set ikke gået i gang, og der var tiltagende bekymring over, om Argentina overhovedet havde muskler til at byde fodboldverden velkommen. Men den manglende planlægning og de økonomiske udfordringer var for intet at regne imod de mange krænkelser af menneskerettighederne.

Amnesty International opfordrede til boykot, og flere lande bakkede op om protesten. VM-finalisterne fra 1974, Holland, gik forrest med et forslag om at flytte slutrunden, flere andre lande bakkede op, og alternative VM-værter blev drøftet.

Blandt spillerne var der også protester, men i den sidste ende var det kun den vesttyske VM-helt fra 1974, Paul Breitner, som endte med at melde afbud i protest mod det argentinske styre.

En tredje faktor var spillernes sikkerhed. Der var udbredt frygt for en slutrunde med bombeattentater og kidnapninger. En frygt, der ikke blev mindre af, at en politimand blev dræbt af en bombe i Buenos Aires kort før turneringen startede. Sikkerhedssituationen fik en af verdens bedste spillere, hollænderen Johan Cruyff, til at melde afbud. Han havde netop været udsat for et forsøg på kidnapning i sit hjem i Barcelona og frygtede, at noget lignende kunne se på den anden side af Atlanten.

FIFA stod dog fast, og da Argentina samtidig fik støtte fra USA, blev planerne ikke ændret.

Svækkede af infektioner fra sår

Modsat mange af sine 27 millioner landsmænd havde general Videla ved magtovertagelsen kun et skuldertræk til overs for fodbold. Men det gik ret hurtigt op for ham, at fodboldens popularitet i befolkningen kunne bruges aktivt.

Militærstyret indledte en intensiv og ekstremt dyr forberedelse af tre ugers boldspil med maksimal opmærksomhed fra verdenssamfundet. Styret entrerede blandt andet med det amerikanske PR-bureau Burson-Marsteller, der fik til opgave at sikre et positivt imageudbytte af VM-slutrunden.

Der blev renoveret og bygget nye stadioner, infrastrukturen blev forbedret, og der blev investeret store summer i ny teknologi, så hele verden kunne følge med i farver på de små Panasonic- og Philips-skærme i Berlin, Beijing og Brazzaville.

I dele af landet blev beboerne i slumkvarterer tvunget væk, mens styret langs hovedvejen ind til Rosario opførte en mur for at skjule elendigheden i slumområderne for de udenlandske journalister og VM-fans.

I månederne op til slutrunden blev militærpolitiet sat ind alle steder for at tjekke identitetspapirer. Der blev sat checkpoints op, og køretøjer blev stoppet og undersøgt.

De samlede omkostninger til stadionbyggerier og ny infrastruktur løb op i 700 millioner dollars, eller hvad der svarede til ti procent af statsbudgettet - langt mere end prisen for den forudgående slutrunde i Vesttyskland og den efterfølgende i Spanien.

Ved åbningsceremonien foran 67.000 tilskuere på Estadio Monumental havde general Jorge Videla droppet den sædvanlige militæruniform. Han optrådte i stedet i et mere tillidsvækkende dobbeltradet jakkesæt, og i sin åbningstale udtrykte han håb om en slutrunde afviklet i fredens tegn.

Inden talen blev hundredvis af hvide duer sendt mod himlen – et symbol på fred, der paradoksalt nok kunne ses fra det berygtede fængsel på Søværnets Officersskole for mekanikere (ESMA) et par kilometer derfra. Her var tusindvis af argentinere indespærret, mens de blev tortureret, afhørt og til sidst dræbt.

ESMA var den største af flere hundrede koncentrationslejre i Argentina, hvor "Los Desaparecidos" - de forsvundne - blev ført til. Her sad de i små celler, mange af dem halvt bevidstløse og svækkede af infektioner fra de sår, som torturen havde påført dem.

Anti-fútbol

Da det argentinske fodboldforbund efter VM i 1974 begyndte opbygningen af holdet, der skulle sikre guld til værtsnationen, var det med den karismatiske træner César Luis Menotti i spidsen.

Han tog over efter en VM-slutrunde i Vesttyskland, hvor Argentina blev sendt hjem efter mellemrunden uden på nogen måde at have imponeret.

1974 var bare den seneste af en lang række af VM-skuffelser for det argentinske landshold, der siden finalen i 1930 ikke havde opnået nævneværdige resultater. I 1962 røg de ud allerede efter den indledende runde, i 1966 nåede de kvartfinalen, men tabte til England, mens de i 1970 ikke engang kvalificerede sig til slutrunden.

Med valget af Menotti som ny landstræner havde det argentinske fodboldforbund sendt et klart signal om, at det var tid til fornyelse.

Argentinsk fodbold havde i 15-16 år været domineret af en fysisk, kynisk og til tider brutal spillestil. En stil, der i Argentina bliver kaldt "anti-fútbol", hvilket vist siger alt. Spillestilen opstod i kølvandet på Argentinas ydmygende 6-1-nederlag til Tjekkoslovakiet ved VM i 1958, og den dominerede op gennem 60’erne og 70’erne.

Maradona blev valgt fra

I 1974 havde "anti-fútbol" spredt sig til resten af det sydamerikanske kontinent, men ved VM i Vesttyskland blev det klart, at det var tid til at skifte spor. Sydamerikansk fodbold blev udstillet. Især af hollænderne, som med deres "totalfodbold" ydmygede Brasilien, Uruguay og Argentina, der sammenlagt tabte 8-0 til Cruyff & Co.

Menotti havde netop sensationelt ført den lille Buenos Aires-klub, Huracán, til sit første argentinske mesterskab med en offensiv og let flydende spillestil. Holdet spillede så smukt, at det ved en enkelt lejlighed oplevede at blive klappet af banen af modstanderholdets fans, og det bragte minder tilbage til 40’erne og 50’erne, hvor argentinsk fodbold var sprudlende og fik fodboldglæden til at sprede sig i befolkningen med samme hast som ild på en knastør mark.

Menottis tilhængere kaldte ham "El Flaco" ("Den tynde"). Med sin lange, spinkle krop og det skulderlange hår lignede han snarere en universitetslektor end en fodboldtræner. Hans fodboldfilosofi byggede på almenmenneskelige værdier. Han ville genopfinde glæden ved spillet, give spillerne frihed til at folde deres individuelle færdigheder ud og ligesom i Huracán genopfinde fortidens romantiske spillestil, "La Nuestra".

”Hvis vi kan vinde VM med min spillestil, kan det få andre til at revurdere måden, vi spiller fodbold på i Argentina. Måske kan vi kan frigøre os fra vold og kynisme, som jeg ser som frygtens redskaber. Argentinsk fodbold kan så meget, at vi ikke behøver at frygte”, sagde Menotti med tydelig hilsen til det siddende styre.

“Der er højreorienteret fodbold og venstreorienteret fodbold. Højreorienteret fodbold ser livet som en hård kamp, der kræver ofre. Budskabet er, at vi skal være stålfaste og vinde for enhver pris. Vi skal adlyde. Det er, hvad dem med magt ønsker af deres spillere”, udtalte Menotti, som flere gange indprentede sine spillere, at de ikke kæmpede for dem med uniform på, men for slagteren og tømreren på tribunen.

"El Flaco" var i virkeligheden alt, hvad militærjuntaen bekæmpede, og alligevel var han fredet.

Måske fordi styret havde erkendt, at et VM på hjemmebane med en fortsættelse af 60’ernes og 70’ernes brutale spillestil blot ville flosse militærstyrets image yderligere.

I praksis havde Menotti dog tilføjet "La Nuestra" et strøg af pragmatisme. Måske i erkendelse af, at skønhed nok gav mange tilhængere, men ikke nødvendigvis point nok til at nå det overordnede mål.

Et tydeligt tegn på pragmatismen var, at han ikke fandt plads i 22-mandstruppen til det største talent i argentinsk fodbold nogensinde - den 17-årige Diego Maradona, som efter halvandet år i den bedste række allerede havde scoret over 30 mål.

Menottis tale om at sætte spillerne fri, var også begrænset til det, der foregik inden for kridtstregerne. Fire år før slutrunden indførte han et forbud mod, at 66 topspillere kunne skrive kontrakt med europæiske klubber. Derved sikrede han sig en hel generation af talent fra den argentinske liga, som han kunne føre frem til VM i 1978. Her endte Mario Kempes med at være den eneste mand i truppen med en europæisk arbejdsgiver.

Menotti traf andre, modige valg som landstræner. Blandt andet udelukkede han spillere fra den største og mest populære klub, Boca Juniors. Som noget nyt gik han også bevidst efter at finde kandidater til sin trup uden for Buenos Aires, og han udpegede overraskende Osvaldo Ardiles som styrmand på midtbanen i stedet for den populære Juan José López fra storklubben River Plate. Menotti kendte Ardiles fra Húracan, og i modsætning til alle andre mente han, at den klejne mand med de tunge og sørgmodige øjne var profilen, der kunne svinge taktstokken over det argentinske spil. Det viste sig at være én af de bedste beslutninger i Menottis trænerkarriere.

Påstande om bestikkelse

Lodtrækningen forud for slutrunden havde placeret Argentina i pulje med Italien, Frankrig og Ungarn, og hjemmeholdet fik den værst tænkelige start på turneringen.

Efter bare ti minutters spil af den første kamp mod Ungarn slukkede Karoly Csapo for den øredøvende larm på Estadio Monumental, da han uden at anstrenge sig kunne sende en ripost fra Argentinas målmand, Ubaldo Fillol, ind over målstregen.

Tavsheden varede dog kun i fem minutter. Så lykkedes det Leopoldo Luque at få udlignet på endnu en målmandsripost, og så rungede hjemmepublikummets hyldest ”Archentiina, Archentiina” igen på El Monumental.

Argentinerne måtte dog vente til syv minutter før tid, før Daniel Bertoni scorede sejrsmålet, og dermed sikrede hjemmeholdet de to første point på vej mod VM-triumfen.

I den anden kamp mod Frankrig opnåede argentinerne med en 2-1 sejr kvalifikation til mellemrunden, men det holdt hårdt. I første halvleg blev de udspillet af et fransk hold anført af det kun 22-årige stortalent Michel Platini. Men efter 45 minutters pres mod det argentinske mål fik hjemmeholdet det nødvendige rygstød, da dommeren dømte et uforklarligt straffespark, som sikrede en halvlegsføring. I anden halvleg udlignede Platini, men Luque blev igen matchvinder.

Før deres indbyrdes 3. runde-kamp havde både Argentina og Italien kvalificeret sig til mellemrunden, og det sidste opgør i puljen handlede nu alene om, hvem der ville ende på førstepladsen og dermed få lov til at fortsætte med at spille i Buenos Aires.

Det gjorde italienerne på et mål af Roberto Bettega i en kamp, der var domineret af hårdt spil fra begge sider.

Selv om Argentina på ingen måde havde imponeret resultatmæssigt, lykkedes det for dem allerede i indledende runde at begejstre fodboldverden med deres højintense tempo og hurtige kombinationsspil.

Når de mistede bolden under et angreb, omstillede de sig lynhurtigt og satte et overfaldsagtigt genpres ind på modstanderne. Og når de generobrede bolden, sendte de nye angrebsbølger afsted mod modstandernes mål i samme opskruede tempo og med hurtige og elegante pasninger.

23-årige Mario Kempes fra Valencia blev på mange måder symbolet på den nye, argentinske spillestil. Med sit lange og flagrende, sorte hår og sin lige så flagrende spillestil lå han som oftest i anden angrebsrække, hvorfra han brød igennem modstandernes forsvar med sine snævre driblinger. Det var først i mellemrunden, han fik scoret for første gang, men to mål mod Polen, to mod Peru og to i finalen mod Holland gjorde ham til turneringens topscorer.

Med nederlaget til Italien flyttede Argentina til Rosario, små 300 kilometer nordvest for hovedstaden, hvor de spillede tre mellemrundekampe mod Brasilien, Polen og Peru på det noget mindre stadion, Gigante de Arroyito.

Peru og Polen viste sig hurtigt at være nemme ofre i hænderne på de to sydamerikanske giganter. Argentina slog i første runde Polen 2-0, og Brasilien Peru med 3-0, mens Brasilien og Argentina i anden runde delte point i en hårdt spillet kamp uden mål.

Videla og Kissinger i omklædningsrummet

På den sidste spilledag i puljen – den 21. juni – vandt Brasilien over Polen med 3-1 og satte dermed Argentina under maksimalt pres. Kun en sejr på minimum fire mål ville sikre en finaleplads til hjemmeholdet, der som altid havde fordel af at spille senere. Der var varmet op til en af de mest omdiskuterede kampe i VM-historien.

Opgøret var 21 minutter gammelt, da Mario Kempes scorede til 1-0, og kort før pausen øgede Alberto Tarantini til 2-0. I anden halvleg var der kun spillet fem minutter, før Kempes og Luque havde scoret yderligere to mål – de to, der skulle til for at udløse en billet til finalen.

Midt i anden halvleg scorede hjemmeholdet til både 5-0 og 6-0, og dermed var Argentina klar til en VM-finale for første gang, siden de i 1930 tabte til naboerne fra Uruguay.

Den usædvanligt store sejr blev helt naturligt mødt med mistanke om aftalt spil – en mistanke, der formentlig aldrig forsvinder, men omvendt heller aldrig er blevet dokumenteret.

General Jorge Videla hældte selv benzin på bålet ved at besøge Peru’s omklædningsrum før kampen. En magtdemonstration, der blev forstærket af, at han var i selskab med USA’s tidligere udenrigsminister, Henry Kissinger.

Selv om Videla overværede alle Argentinas syv VM-kampe under slutrunden, var det kun før kampen mod Peru, at han var på besøg i modstandernes omklædningsrum. Over for de forvirrede peruvianere holdt han en følelsesladet tale om venskabet mellem de to latinamerikanske lande.

En af spillerne, Juan Carlos Oblitas, er ikke i tvivl om, at generalens besøg påvirkede holdet.

”Hans tilstedeværelse i omklædningsrummet var forfærdelig. Nogle af de unge spillere stoppede med at klæde om for at lytte på ham.”

Dommer blev skiftet ud

I årene efter det omdiskuterede opgør i Rosario er der dukket andre oplysninger op, som kaster lange skygger af mistanke ind over kampen.

De mest vedholdende handler om, at Argentina efter aftale med Peru’s militærjunta arresterede 13 politiske flygtninge og sendte dem retur til Peru. Der er også påstande om, at Argentina sendte en million tons gratis korn til Peru, og at Argentina overførte 50 millioner dollars til den peruvianske centralbank – alt sammen som betaling for en plads i finalen.

Men lige så vedholdende rygterne om aftalt spil har været, lige så vedholdende har spillere fra begge hold rystet på hovedet af dem. Det samme gælder trænere og ledere, og selv om de 90 minutter på det konfettidækkede græstæppe i Rosario er blevet analyseret på kryds og tværs, er der ikke afsløret åbenlyse tegn på aftalt spil.

For eksempel lagde Peru ud med flere nærgående forsøg mod det argentinske mål – og de ramte sågar stolpen tidligt i kampen. Det havde de næppe gjort, hvis de havde til hensigt at tabe.

Desuden kan resultatet forklares i forskellen på motivation mellem de to hold. Argentinerne gik på banen for at spille sig i finalen foran sit eget fanatiske publikum, mens Peru allerede inden kampen var slået ud af turneringen. På den baggrund forklarer flere af spillerne på de to hold, at Peru blev tømt for kampgejst i takt med, at argentinerne brød igennem deres forsvarsværker og sendte bolden i mål.

Fire dage efter dramaet i Rosario vendte "La Albiceleste" tilbage til hovedstaden. Tilbage til slutrundens sidste og afgørende opgør - mødet med de hollandske viceverdensmestre.

På det tætpakkede Estadio Momumental var presset mod hollænderne og den italienske dommer Sergio Gonella massivt.

Kampen blev en hårdt spillet forestilling. Gonella var sig ude af stand til at styre begivenhederne, og hans afgørelser forstærkede blot fodboldverdens billede af, at slutrundens dommere lod sig presse af det fanatiske publikum.

Sergio Gonella skulle i øvrigt slet ikke have dømt kampen. Oprindeligt var det israeleren Abraham Klein, der var udpeget. Men argentinerne protesterede over valget og kom igennem med det. Ingen ved, hvad baggrunden for protesten var. Selv mener Klein, den var politisk. Oven i det kommer måske, at han var manden med fløjten, da Argentina tabte til Italien i indledende runde.

VM-finalen blev aldrig en stor fodboldmæssig oplevelse, men den var intens, og intensiteten fik et nøk opad, da Mario Kempes slap igennem det hollandske forsvar og bragte Argentina foran syv minutter før pausen. Nu begyndte argentinerne for alvor at drømme hede guld-drømme, og sådan fortsatte det, indtil de otte minutter før tid blev vækket af Dick Nanninga’s udligning. I kampens sidste minut var drømmen om guld endda centimeter fra at ende i mareridt, da hollænderen Rob Rensenbrink sendte bolden forbi den fremadstormende Ubaldo Fillol med retning mod et tomt mål. I det øjeblik gik tiden i stå på El Monumental, og det var som om, alting foregik i slowmotion. Var Argentina på vej til at smide det hele i sidste sekund?

Endelig kom svaret. Bolden ramte stolpen og sprang tilbage i spil. Argentinerne kunne igen trække vejret.

Med 1-1 skulle de to hold nu ud i forlænget spilletid, og her var argentinerne overlegne. Mario Kempes og Daniel Bertoni scorede til 2-1 og 3-1 og slukkede dermed definitivt alt hollandsk håb om revanche for finale-nederlaget fire år tidligere.

VM-finalen 1978: Argentina-Holland

VM-finalen 1978

25. juni 1978, Estadio Monumental, Buenos Aires (71.483 tilskuere)

Argentina-Holland 3-1 (1-1, 1-0) efter forlænget spilletid

1-0 Kempes (38.), 1-1 Nanninga (82.), 2-1 Kempes (105.), 3-1 Bertoni (115.)

Argentina (4-3-3): Fillol – Olguín, Galván, Passarella (C), Tarantini – Gallego, Kempes, Ardiles (65.: Larrosa) – Bertoni, Luque, Ortiz (74.: Houseman). Træner: Menotti.

Holland (4-3-3): Jongbloed – Jansen (72.: Suurbier), Krol (C), Brandts, Poortvliet – Haan, Neeskens, W. van de Kerkhof – R. van de Kerkhof, Rep (59.: Nanninga), Rensenbrink. Træner: Happel.

Foran udskiftningsbænken stod den ranglede Menotti og iagttog de vilde jubelscener inde på banen. Tre uger med en hel nations opskruede forventninger hvilende på skuldrene var ovre. Det samme var presset fra militærjuntaen, der havde set igennem fingrene med hans venstreorienterede synspunkter i forventning om, at han kunne levere en VM-titel.

Nu var "El Flaco" nationens frelser og ikke længere "El Loco" ("Den vanvittige"), som kritikerne havde kaldt ham få uger tidligere på grund af hans usædvanlige valg og fravalg. Nu var han manden, der havde formået at bringe glæden tilbage i argentinsk fodbold og samtidig sikret nationen den ultimativt største sportslige triumf nogensinde.

Over alt i Argentina fyldtes gaderne af unge og gamle, kvinder og mænd, børn og voksne. Bilerne kørte med hornene i bund, der blev sunget og danset, og mange steder lystes himlen op af fyrværkeri.

Argentina kunne for en stund glemme årtier med ekstrem vold og en økonomi i frit fald.

Men guldmedaljen havde to sider, og bagsiden var, at juntaen havde fået et imagemæssigt boost og dermed fuld valuta for investeringen på 700 millioner dollars.

Har lyst til at skære hånden af

VM-euforien blev imidlertid ikke ved længe. Det blev hurtigt hverdag igen for den plagede befolkning, og militærstyret blev tiltagende upopulært – paradoksalt nok mere på grund af landets dårlige økonomi end styrets bortførelser og tortur.

I 1981 tabte Videla en intern magtkamp og trådte tilbage, og to år senere måtte militæret slippe grebet om magten.

VM-generalen blev siden dømt for mord, kidnapninger og andre forbrydelser mod menneskeheden. Han døde i fængslet i 2013.

Menotti fortsatte som landstræner til og med VM-slutrunden i 1982, hvor han var ude af stand til at gentage succesen fra Buenos Aires. I Spanien blev Argentina sendt hjem efter mellemrundenederlag til Italien og Brasilien, og Menotti blev kort efter fyret.

Inden da havde han dog skabt en ny fodboldfilosofi, kaldet "Menottismo", der siden har inspireret store trænernavne som Marcelo Bielsa, Jorge Sampaoli og Ricardo Lavolpe.

VM-triumfen i 1978 splitter fortsat den argentinske befolkning, og sejren huskes med blandede følelser. De fleste smiler ved mindet om de euforiske juni-dage i 1978, hvor Kempes, Ardiles, Passarella og Fillol pumpede national stolthed ind i argentinerne. Andre stiller spørgsmålet, om det hele nu også gik rigtigt til. Og hvad angår militærstyrets forbrydelser siger mange, at de ikke kendte til omfanget før meget senere.

Blandt dem er VM-helten, René Houseman, der spillede de sidste 46 minutter af finalen:

”Vi vidste ikke, hvad der foregik i vores land. Det ved jeg nu, og jeg væmmes ved det. Jeg hilste på Videla med hånden. Nu har jeg lyst til at skære den af”.

Kilder

• Bensinger, Ken; “When Argentina Used World Cup Soccer to Whitewash Its Dirty War” (history.com)

• Campomar, Andreas; “Golazo!”

• Edwards, Daniel; “The dark Story of the murderous dictatorship behind Argentina’s 1978 World Cup win” (goal.com)

• Gault, Matt; “Cesar Luis Menotti and the Style that Galvanised Argentina” (thesefootballtimes.com)

• Goldblatt, David; “The Ball is Round”

• Hennigan, Tom; “Argentina’s shameful World Cup 40 years on” (irishtimes.com)

• Hersey, Will; “Remembering Argentina 1978: The Dirtiest World Cup Of All Time” (esquire.com)

• Katwala, Amit; “Sport magazine's World Cup Stories: Shocking and surprising tales from the greatest show on earth”

• Lisi, Clemente A.; “A history of the World Cup 1930-2018”

• Veloz, Andrew; “Menotti and Idealism: Football’s battle against tyranni in Argentina” (medium.com)

• Vickery, Tim; “Argentina's class of '78 deserve respect” (bbc.co.uk)

• Wilson, Jonathan; “Angels with dirty faces”

• Wilson, Jonathan; “Inverting the pyramid”