Lazios vilde 70'er-hold: Fascister og skydeglade voldsmænd

For 50 år siden vandt Lazio det italienske mesterskab med et hold af middelmådige spillere, der var splittet i to fraktioner, sloges med modstanderne, gik med håndvåben og provokerede alle omkring sig ved åbenlyst at støtte fascisterne

Holdets stjerne, forwarden Claudio Chinaglia, lagde ikke skjul på sin opbakning til det fascistiske parti, og uanset om han bare sagde det for at provokere eller ej, så gav det ham fjender over alt i Italien. Derfor gik han altid rundt med en Colt 44 Magnum.

Det er en septemberaften i 1970. Scenen er det indre Rom, hvor sensommervarmen stadigvæk ligger som en dyne henover byen.

På en eksklusiv restaurant har det ene af byens storhold, SS Lazio, inviteret spillere og ledere fra den engelske klub Arsenal FC ud for at spise. Få timer tidligere har de to hold delt point på Roms olympiske stadion i datidens Europa League.

Spillerne fra to klubber sidder hver for sig, men stemningen er god, og Lazios gæstfrihed stor. Udover at de byder deres engelske gæster på italiensk gastronomi og et udvalg af Støvlelandets vine, deler de også gaver ud til Gunners-spillerne. Ud på aftenen får hver spiller overrakt en lille lædertaske som en venskabelig gestus.

Hvad der herefter sker, er der flere historier om. Men faktum er, at englænderne gør grin med deres gaver. I en tid hvor engelsk fodbold primært er en sport for dem, der kan tackle igennem og sparke langt, er små lædertasker med et feminint strøg ikke en udstrakt hånd. Det er en fornærmelse. En ydmygelse.

Nogle af Arsenal-spillerne begynder at kaste med taskerne, og det går op for Lazio-spillerne, at englænderne ikke har taget imod deres gaver med samme respekt, som de er givet med. Det får det romerske temperament til at koge over. Arsenal-forsvareren Bob McNab får smidt en taske i hovedet, og i løbet af få sekunder er en middag i skulderklappets ånd forvandlet til noget, der ligner en barscene fra en westernfilm. Stole og borde flyver gennem luften, og senere fortsætter slagsmålet udenfor, indtil der endelig falder ro over selskabet igen.

Datidens engelske fodboldspillere gik sjældent hjem, når næverne begyndte at tale. Tværtimod. Men i Rom havde Arsenal nu alligevel fundet deres overmænd.

Maestrellis mesterværk

Lazios hold bestod dengang af en flok uregerlige, skydegale voldsmænd med fascistiske sympatier. Men det særlige var, at de samtidig kunne spille fodbold, så både englene og de romerske tifosis sang.

Lazios mesterhold fra 1974. Øverst til venstre står topscorer Giorgio Chinaglia og nederst til højre sidder "Den blonde engel", Luciano Re Cecconi, der fik en tragisk skæbne og døde som 28-årig.

I år er det 50 år siden, at de nåede et mål, som er den store drøm for enhver italiensk fodboldspiller. De vandt Scudettoen – det italienske mesterskab.

Lazios hold i begyndelsen af 70’erne bestod af spillere, som var indkøbt for en slik men i fællesskab skabte noget helt unikt. Sammen nåede de toppen af Serie A først og fremmest takket være træner Tommaso Maestrelli, som begik et mesterværk ved at få en gruppe af middelmådige Serie A-spillere med interne konflikter til at spinne som en velsmurt 8 cylinders Ferrari-motor på fodboldbanen.

I starten af 70’erne var Italien et land i kaos med tårnhøj inflation og boomende energipriser. I midten af årtiet var over en million unge arbejdsløse, og frustrationer og håbløshed gav vind i fanerne til både den ekstreme højre- og venstrefløj. Den sorte fascisme fik igen tag i dele af befolkningen, og på den modsatte fløj blev både fagforeninger og det kommunistiske parti styrket. Det førte til en lang periode med politisk terror og mord, der kostede omkring 370 italienere livet. Blandt dem den tidligere regeringschef, Aldo Moro, som efter at have været bortført i 55 dage af terrorgruppen De Røde Brigader blev fundet dræbt i bagagerummet på en bil.

På fodboldtribunerne var langt de fleste fans venstreorienterede i de år, men sådan var det ikke i Lazio. ”I Biancocelesti” (”De hvide og himmelblå”) var i 30’erne og 40’erne kendt som Mussolinis favoritklub, og store grupper af fans har lige siden gengældt den fascistiske diktators udtalte kærlighed.

På tribunerne markerer fangrupperinger søndag efter søndag deres ekstreme holdninger med fascistiske symboler, mens de hilser med fremstrakte højre arme, og i 70’erne var der selv blandt spillerne mange, der åbenlyst støttede det yderste højre. Blandt andet med udtalelser om, at de stemte på fascistpartiet.

Colt 44 Magnum

Næsten alle spillere i truppen bar håndvåben. Nogle for at beskytte sig selv. De fleste for sjov.

Mange foretrak Walther P38 – en halvautomatisk pistol fra krigens tid - men holdets stjernespiller, Giorgio Chinaglia, gik rundt med en Colt 44 Magnum i bæltet, samme højpotente våben, som Clint Eastwood brugte i filmklassikeren, ”Dirty Harry”.

Holdets våbenpassion var ikke bare farlig for omgivelserne og dem selv. Den gav også udfordringer, når Lazio skulle flyves til udekampe. I et enkelt tilfælde nægtede en pilot at lette, fordi spillerne havde våbnene med ombord, men som regel indsamlede kaptajnen bare pistolerne i en taske for så at udlevere dem igen efter landing.

Forud for de fleste kampe var holdet i træningslejr på Hotel L’Americana syv km uden for Rom. Her blev pistoler, rifler og sågar M16-våben en naturlig del af inventaret. Spillerne kedede sig, og de slog tiden ihjel med at skyde til måls efter lygtepæle, fugle og skraldespande. I et enkelt tilfælde endte en kugle i et garderobeskab på en specialskole i nærheden af hotellet.

En nat var det endda nogle Roma-fans, som blev beskudt. De var mødt op foran Hotel L’Americana for at holde Lazio-spillerne vågne forud for et Rom-derby.

Heldigvis blev ingen blev ramt, men Roma-tilhængernes chikane stoppede, næsten før den var kommet i gang.

Højrebacken Sergio Petrelli påstod, at han engang havde slukket lyset på sit hotelværelse ved at skyde pæren i stykker, og i en anden situation oplevede en spiller at blive skudt mellem benene, mens han lå på en seng.

Så mange, stærke personligheder på samme sted kunne ikke undgå at give interne spændinger. Holdet var delt i to grupperinger og de personlige konflikter var så store, at spillerne klædte om i hvert deres omklædningsrum. Og mens de sjældent bar benskinner under kampene i Serie A, var der ikke nogen, der turde lade være, når de to fraktioner spillede mod hinanden til træning.

Total Fodbold på italiensk

Da Maestrelli i 1971 blev ansat som træner, var Lazio lige rykket ned i Serie B. Men allerede i foråret 1972 lykkedes det for ham at føre klubben tilbage til italiensk fodbolds Business Class, og her blev de lyseblå romere hurtigt en seriøs konkurrent til storklubberne i Norditalien.

På dette tidspunkt stod der Catenaccio på side 1 i langt de fleste italienske topklubbers taktikguide. En ultradefensiv spillestil, som i 1960’erne forvandlede FC Inter til Europas bedste klubhold, og som siden havde spredt sig som en brand i en tør skovbund til hele Serie A.

Mestertræneren Tommaso Maestrelli (nr. 3 fra venstre) jubler over en Serie A-scoring sammen med Giorgio Chinaglia. De to havde på det nærmeste et far-søn-forhold.

Men også her skilte Lazio sig ud. Tommaso Maestrellis ideal mindede mest af alt om hollændernes Total Fodbold. I offensiven skiftede spillerne konstant position, mens bolden vandrede fra fod til fod i et højt tempo med fokus var på at skabe rum. Når bolden blev tabt, blev der lagt et massivt genpres på modstanderne for at genvinde den så hurtigt som muligt, samtidig med at Lazio-mandskabet forvandlede store rum til små.

I den første sæson tilbage i Serie A – 1972-73 - var Lazio med i mesterskabskampen helt frem til den sidste spillerunde. Efter et nederlag i Napoli måtte de dog nøjes med tredjepladsen, mens Milan blev nr. 2 og Juventus blev mestre.

Trods den offensive spillestil var det defensiven, der var fundamentet for succesen. Forsvaret lukkede i sæsonens 30 ligakampe kun 16 mål ind.

I 1973-74-sæsonen var det til gengæld offensiven, som førte klubben til det første mesterskab nogensinde.

Nøglespillerne var Giuseppe ”Pino” Wilson i det centrale forsvar og den lyshårede Luciano Re Cecconi på midtbanen. Men ingen overgik forwarden, Giorgio Chinaglia, i betydning og stjernestatus.

Større interesse for kvinder, druk og gambling

Chinaglia var i forhold til andre italienere en høj og fysisk stærk spiller. Han var oprindeligt fra Toscana, men boede det meste af sin barndom og ungdom i Wales, hvor forældrene var flyttet til for at få arbejde i årene efter Anden Verdenskrig, hvor Italien var plaget af fattigdom og arbejdsløshed.

Som 15-årig fik han en lærlingekontrakt i den lokale 3. divisionsklub, Swansea Town, og han fik debut på førsteholdet som 17-årig. Men i alt blev det kun til seks ligakampe. Hans afslappede forhold til træning, og hans noget større interesse for kvinder, druk og gambling harmonerede dårligt med et liv som professionel fodboldspiller. Desuden endte han igen og igen i konflikt med holdkammeraterne, og i 1966 løste Swansea Town ham fra kontrakten.

Han forsøgte at finde en ny arbejdsgiver i Storbritannien, men ingen ville have ham, og så rejste han tilbage til Italien for at aftjene sin værnepligt. På vej ud ad døren vrængede han ad sine holdkammerater, at en dag ville de tigge ham om at få hans autograf.

I Italien spillede han tre sæsoner i Serie C, før han i 1969 skrev kontrakt med Serie A-klubben Lazio. 22 år gammel fandt han endelig et miljø, hvor han trivedes.

Det var nu ikke, fordi han selv havde ændret stil. Han elskede stadigvæk at provokere, han kom jævnligt i slagsmål med sine modspillere, og han var lige så tilbøjelig til at skrige ad dommerne som til at råbe ad sine medspillere.

Fjender over alt i landet

Men da Lazio i 1971 hentede den 49-årige træner Tommaso Maestrelli til Rom fra det støvede Syditalien, blev han en faderfigur for Chinaglia. Han forstod mere end nogen anden, hvordan vilddyret fra Wales skulle håndteres, og han beskyttede ham i situationer, hvor de fleste andre spillere ville have fået sparket.

Det udløste den helt store Jackpot i Serie A-lotteriet i 1973-74-sæsonen.

Giorgio Chinaglia scorede over halvdelen af Lazios mål i en sæson, hvor ”I Biancocelesti” blev mestre i næstsidste spillerunde ved at slå Foggia med 1-0 på et tætpakket olympisk stadion i Rom.

Et halvt år tidligere havde han fået en utænkelig genrejsning over for sine gamle holdkammerater i Swansea og over for alle de engelske klubber, som i 1966 ikke ville vide af ham.

En novemberaften i 1973 optrådte han i startopstillingen hos de regerende viceverdensmestre, da Italien mødte England i en venskabskamp på Wembley. Den walisiske ælling var forvandlet til en italiensk svane - ganske vist en sort svane - men alligevel. Italien vandt kampen med 1-0 på et mål af Fabio Capello og assist af Giorgio Chinaglia.

Hjemme i Italien var meningerne delte om manden med kælenavnet ”Long John”. Lazio-fansene elskede ham over alle andre, men de fleste andre hadede ham som pesten.

Han lagde ikke skjul på sin opbakning til det fascistiske parti, og uanset om han bare sagde det for at provokere, gav det ham fjender over alt i Italien - særligt blandt Roma-fansene, og særligt efter et lokalbrag på Stadio Olimpico i marts 1974. Ved stillingen 1-1 fik Lazio tilkendt et straffespark foran Roma-tilhængerne i Curva Sud - epicentret for tilbedelsen af ”I Giallorossi” (”De gule og røde”).

Som fast straffesparksskytte gik Chinaglia målrettet hen mod 11 meter-pletten, og da han havde banket bolden ind bag Paolo Conti i Roma-målet, løb han uden at tøve ud mod Curva Sud og hoverede med en strittende pegefinger i Roma-fansenes retning.

Det var som at hælde benzin på et bål. Curva Sud var klar til at slå ihjel og dyngede ham til med alt fra appelsiner til sten og affald.

Det var efter denne episode, at Dirty Harrys Colt 44 Magnum blev hans faste partner, når han bevægede sig rundt i Roms gader.

Smadrede omklædningsrummet

Da Serie-A-sæsonen i maj 1974 var lukket ned, blev Giorgio Chinaglia udtaget til den italienske trup, som skulle til Vesttyskland for at forsvare den azurblå farve. Det endte i en dundrende fiasko og i endnu mere ballade med den store forward i centrum.

I den første kamp mod en flok halvamatører fra Haiti var Chinaglia i startopstillingen. Men Italien kom under et helt uventet pres og måtte bruge mange kræfter på at vende 0-1 til 3-1. Chinaglia var mere eller mindre anonym i størstedelen af kampen, og midt i anden halvleg, blev han skiftet ud. Det fik ham til at marchere direkte i omklædningsrummet.

Da træner Valcareggi og resten af holdet 20 minutter senere fulgte efter, fik de et chok. Chinaglia havde smadret det meste af inventaret i raseri over udskiftningen, og han meddelte landstræneren, at enten spillede han fuld tid, eller også skulle han slet ikke være med.

Det blev imødekommet af Valcareggi. Den næste kamp mod Argentina tilbragte ”Long John” på bænken fra start til slut. I den sidste gruppekamp mod Polen startede han inde, men blev skiftet ud i pausen. 45 minutter senere var Italien færdig ved VM 1974 efter et 1-2-nederlag til Polen.

Politiet måtte skille dem ad

Selv i mesterskabssæsonen hvor Lazio spillede noget af det bedste og mest underholdende fodbold i 1970’ernes Italien, blev spillet på banen overskygget af kontroverser. Særligt i forbindelse med UEFA Cup-opgøret mod Ipswich.

I den første kamp på Englands østkyst vandt Ipswich 4-0. 14 dage senere blev de mødt af et romersk hjemmehold, der var sat op, som om de skulle spille en VM-finale. Lazio spillede aggressivt, fik presset gæsterne i bund, og efter 26 minutter var de foran med 2-0. Men så fik udeholdet lukket af, og 20 minutter før tid fik de ovenikøbet tilkendt et tvivlsomt straffespark. Det fik italienerne til at koge over. Publikum kastede ting på banen, og Lazio-spillerne samlede dem op og kastede dem efter deres modstandere. Da englænderen Colin Viljoen lagde bolden til rette på straffesparkspletten, fortsat chikanen. Flere gange sparkede italienerne den væk, så han blev forhindret i at skyde.

Det lykkedes til sidst dommeren at skabe så meget ro, at Viljoen fik fred til at eksekvere. Men da han havde scoret til 2-1, brød helvedet løs igen. Blandt mange uværdige optrin blev englænderen Trevor Whymark forfulgt af fire italienske modstandere hele vejen tilbage til Ipswichs straffesparksfelt. Spillerne endte i slagsmål, og til sidst måtte politiet rykke ind for at få skilt dem ad.

Lazio vandt kampen 4-2, men røg ud af turneringen med en samlet målscore på 6-8, og derfor var det sidste dommerfløjt bare startsignal til endnu mere ballade. De engelske spillere sprintede med det samme i retning af deres omklædningsrum for at forskanse sig. Men målmanden David Best nåede at blive angrebet af Lazio-spillere, inden han kom i sikkerhed.

Uden for Ipswichs omklædningsrum skød politiet med tåregas mod Lazio-tilhængerne for at holde dem på afstand, og først efter en time, kunne udeholdet liste ud i det fri.

For Lazio-spillerne var straffen brutal. Klubben blev udelukket fra europæisk fodbold og kunne derfor ikke deltage i Europa Cuppen for mesterhold året efter. Det var den eneste gang, de havde chancen for det i det forrige århundrede.

Stod på banen i hele pausen

Det virker fuldt fortjent, at eftertiden har givet Tommaso Maestrellis mandskabsbehandling stor ære for mesterskabet i 1974.

En af de bedste fortællinger om hans uortodokse metoder stammer fra hjemmekampen mod Verona i foråret 1974.

Ved pausen er Lazio bagud med 1-2, og spillerne er dybt frustrerede. Maestrelli ved, hvad det betyder: Et omklædningsrum, der koger over i raseri og gensidige beskyldninger. Det får ham til at tage en resolut beslutning. Da spillerne når døren til omklædningsrummet, står Maestrelli klar. Han spærrer vejen for dem og sender dem med det samme ud på banen igen. Her står de hele pausen og venter på deres modstandere, og imens bygges en vild stemning op blandt Lazio-fansene. Da Verona-spillerne vender tilbage fra 15 minutters pause, bliver de mødt af en mur af fjendskab fra et romersk publikum, der er klar til at skrige sig hæse i støtten til ”I Biancocelesti”. Båret af brølet fra Curva Nord, scorer Lazio tre mål på under en halv time, vinder 4-2 og lægger yderligere afstand til Juventus på andenpladsen.

Fire runder senere kan “La Vecchia Signora” (”Den gamle dame”) ikke længere følge med, og Lazio kan kalde sig italienske mestre 1973-74.

Maestrellis tragedie

I den efterfølgende sæson var Chinaglia & Co. tæt på at kunne holde det høje niveau. I hvert fald frem til det tidlige forår. Men så begyndte nedturen, og den blev både lang og brutal.

I slutningen af marts fik Tommaso Maestrelli konstateret uhelbredelig kræft i mavesækken. Det påvirkede helt naturligt holdets præstationer, og efter at have ligget på andenpladsen en stor del af sæsonen, måtte de forsvarende mestre nøjes med en fjerdeplads.

I den efterfølgende sæson - 1975-76 - måtte Maestrelli overlade trænersædet til Giulio Corsini, og samtidig blev en af nøglespillerne fra mesterskabssæsonen, Mario Frustalupi, solgt. Flere af spillerne løb ind i længere perioder med skader, forsvaret var ikke længere et uigennemtrængeligt bolværk, og Giorgio Chinaglia havde sværere og sværere ved at håndtere det had, han blev mødt med overalt. Efter sølle otte Serie A-mål i 27 kampe forlod han klubben for at skrive kontrakt med New York Cosmos.

Lazio lå det meste af sæsonen i den tunge del af Serie A og undgik først i sidste øjeblik at rykke ned.

I 1976-77 blev resultaterne bedre, men det blev overskygget af to sorte begivenheder.

I december 1976 døde Maestrelli efter næsten to års sygdom, og bare en måned senere omkom Luciano Re Cecconi i en juvelerbutik i det centrale Rom.

”Stop, det er et røveri”

Den lyshårede midtbaneslider var én af de få på Lazio-holdet, som ikke bar skydevåben. Derfor var det paradoksalt, at det netop var ham, der endte med at blive offer for en kugle.

Den 18. januar 1977 gik han ind i juvelerbutikken sammen med holdkammeraten Pietro Ghedin og endnu en ven. De havde besluttet sig for at lave en practical joke på ejeren. Da de kom ind stak Re Cecconi hånden i lommen, formede den som en pistol og råbte ”Stop, det er et røveri”. Butiksejeren, Bruno Tabocchini, stod med ryggen til. Men resolut trak han en pistol, drejede rundt og rettede den mod Ghedin, som med det samme smed hænderne i vejret. Derefter rettede Tabocchini pistolen mod Re Cecconi, men han fastholdt sit stålsatte blik på juveleren og sin truende hånd i lommen. Sekundet efter lød skuddet, og Re Cecconi sank sammen mod gulvet, mens han mumlede ”Det er en joke, det er en joke”.

De ord blev hans sidste. En halv time senere var han død. 28 år gammel efterlod han en kone og to små børn.

Hans død blev af mange betragtet som en tragisk men naturlig følge af atmosfæren i klubben i denne periode.

"Re Cecconi dræbt", lyder overskriften på Tuttosport dagen efter tragedien i Rom.

Men andre tragedier fulgte i kølvandet, og Lazios 70’er-hold blev over tid spundet ind i en myte om, at det var forbandet.

Mario Frustalupi døde i en forfærdelig bilulykke i 1990, og tre andre spillere endte i konflikter med loven. Giuseppe ”Pino” Wilson og målmanden Felice Pulici var involveret i nogle af 80’ernes og 90’ernes svindelsager i italiensk fodbold. Giorgio Chinaglia var ad flere omgange under mistanke for blandt andet hvidvaskning og forbindelser til mafiaen.

Chinaglias angrebsmakker, Renzo Garlaschelli, endte uden en krone på lommen, og i 1980’erne blev det afsløret, at han boede hos sin søster bare for at få tag over hovedet.

Kun ganske få af spillerne fik succes efter fodboldkarrieren. Venstrebacken Luigi Martini blev både pilot og parlamentsmedlem, og Vincenzo d’Amico fik en lederkarriere i fodbold og blev ekspertkommentator på tv.

Lazios mesterhold fra 1974 var på mange måder ekstremt. Men kedelige, det var de ikke, og hvad de opnåede, kan ingen nogensinde tage fra dem.

Serie A 1973-74, 25. spilledag: Lazio-Verona

Serie A 1973-74, 25. spilledag

14. april 1974, Olimpico di Roma, Rom, Italien (35.936 tilskuere)

Lazio-Hellas Verona 4-2 (1-2) 

1-0 Bet (4. – selvmål), 1-1 Zigoni (25.), 1-2 Oddi (43. – selvmål), 2-2 Garlaschelli (49.), 3-2 Nanni (76.), 4-2 Chinaglia (78.)

Lazio (4-4-2): Pulici – Petrelli, Wilson, Oddi, Martini – Frustalupi, Re Cecconi, Nanni, D’Amico – Garlaschelli, Chinaglia. Træner: Maestrelli.

Verona (5-3-2): Giacomi – Mascalaito, Bachlechner, Bet, Sirena, Nanni – Franzot, Maddè, Zaccarelli – Zigoni (56.: Pace), Luppi. Træner: Cadè.

Kilder

• Evans, Matthew; “How Lazio’s gun-toting, politically divided misfits won the 1974 Scudetto” (thesefootballtimes.co)

• Foot, John; “Calcio”

• Foster, James; “The tragedy of Luciano Re Cecconi” (heartof.football)

• Highfield, Ross; “From Swansea reject to Lazio legend: The Story of Giorgio Chinaglia” (thesefootballtimes.co)

• Jackson, James; “Tommaso Maestrelli: Italian Total Football” (footballpink.net)

• Potts, Ricci; “Giorgio Chinaglia: Lazio’s unsaintly champion” (gentlemanultra.com)

• Szczepanik, Nick; “Giorgio Chinaglia obituary” (theguardian.com)

• “Lazio 1974: Glory and Curse - A Sky Sport Original” (ilmessaggero.it)