Plat-eller-krone: Møntkast kick-startede Liverpools storhedstid

I dag er det præcis 60 år siden, Liverpool for første gang nåede blandt de fire bedste hold i Europa. Men det var mere held end overdådig fodbold, som hjalp dem på vej. Kvartfinalen mod FC Køln blev nemlig afgjort ved en simpel omgang ”plat-eller-krone”

Ron Yeats valgte "krone", da kvartfinalen mellem Liverpool og FC Køln skulle afgøres. Det var en god idé, for det sendte "The Reds" videre til semifinalen i Europa Cuppen for mesterhold.

Det er en tung regnvejrsaften i Rotterdam. På Feyenoords stadion, ”De Kuip”, tørner Liverpool og FC Køln sammen i Europa Cuppen for mesterhold.

I midtercirklen mødes Liverpools anfører Ron Yeats, Kølns Hans Sturm og den belgiske dommer, Robert Schaut. Holdkammerater, trænere og journalister stimler sammen omkring dem.

Vi er rejst tilbage til midten af 60’erne. Mere præcist til sæsonen 1964-65.

FC Køln og Liverpool FC har trukket hinanden i kvartfinalen, og forventningerne til det engelsk-tyske opgør har været store. Den første kamp i Køln er imidlertid endt 0-0, og returopgøret på Anfield fem uger senere har udviklet sig til endnu en målløs affære.

Derfor mødes de to hold nu i et tredje opgør på neutral bane i Rotterdam den 24. marts 1965 – i dag for præcis 60 år siden.

Liverpool får en drømmestart med scoringer af Ian St. John og Roger Hunt, men før pausen får tyskeren Karl-Heinz Thielen reduceret, og tre minutter inde i anden halvleg udligner Hannes Löhr.

Det er ingen måde at vinde en fodboldkamp på

Resten af kampen og den forlængede spilletid ender uden scoringer, og nu er det ikke længere tekniske færdigheder, taktisk snilde, fysisk formåen eller mentalt overskud, som afgør, hvem der vinder opgøret mellem de rødklædte fra Merseyside og ”Gedebukkene” fra Køln. Nu tager held og lykke over. Reglerne dikterer nemlig, at kampen skal afgøres ved en simpel omgang ”plat-eller-krone”.

Dommer Robert Schaut følger mønten med øjnene, og det samme gør spillere, trænere og journalister.

Schaut finder en mønt frem, og Ron Yeats er hurtig og vælger ”krone”. Dommeren sender mønten på rejse om sig selv mod den mørke marts-himmel. Et splitsekund senere lander den i mudderet på den tunge og oprevne bane – stående på højkant. Et øjebliks tavshed følger. Så begynder Køln-spillerne at argumentere for, at mønten hælder svagt til deres side. Men det afviser dommeren, og i stedet dikterer han omkast.

Sendt hjem uden at have tabt en eneste gang

Dommeren lader mønten spinne i luften endnu engang, og nu lander den entydigt med den ene side opad. Alle stimler igen sammen om Schaut, Yeats og Sturm, og få sekunder senere bryder Liverpool-spillerne ud i jubel. Møntens krone-side vender opad. Liverpool har vundet.

Køln må rejse hjem til Vesttyskland efter at være blevet sendt ud af kontinentets fornemste klubturnering efter én af de mest spektakulære afslutninger på en fodboldkamp i historien og tilmed uden at have tabt en eneste gang.

Det afgørende møntkast på "De Kuip" i Rotterdam

"Det er ingen måde at vinde en fodboldkamp på"

I midten af 1960’erne var reglerne noget anderledes end i dag, når det ikke lykkedes at finde en vinder i knald-eller-fald-kampe.

Mens man i Champions League i dag bruger forlænget spilletid efter 2x90 uafgjorte minutter, kom de ekstra 30 minutter først på tale efter 3x90 minutters forgæves forsøg på at finde en vinder. Lykkedes det heller ikke her at nå frem til en afgørelse, var resten overladt til lykkens gudinde, og før 1970 var møntkast eller lodtrækning de eneste redskaber, FIFA og UEFA havde i værktøjskassen.

Mange kampe blev afgjort på denne måde, men få af samme betydning som det engelsk-tyske opgør i Rotterdam.

Liverpools manager, den legendariske skotte, Bill Shankly, var da heller ikke synderligt stolt over den groteske afgørelse.

"Det er ingen måde at vinde en fodboldkamp på," sagde han trøstende til sine tyske modstandere.

Otte sæsoner i 2. division

Deltagelsen i Europa Cuppen for mesterhold i 1964-65 var Liverpools første optræden på det europæiske kontinent. I midten af 60’erne var det Manchester United, Wolverhampton, Burnley, Tottenham, Everton og Ipswich, der gennem et årti havde repræsenteret England ved europæiske storkampe i Rotterdam, Barcelona, Lissabon og Milano.

I samme periode var Liverpool FC oppe mod hold som Scunthorpe, Plymouth og Rotherham i otte uafbrudte sæsoner i den næstbedste række (2. division).

Men på bare to år førte manager Bill Shankly Liverpool op i 1. division, videre til et engelsk mesterskab i 1963-64 og derfra ind i kontinentets fineste klubturnering i 1964-65. Her besejrede Liverpool islandske KR Reykjavik og belgiske RSC Anderlecht, inden de stødte på Køln i kvartfinalen.

Efter den heldige sejr i Rotterdam, ventede en endnu sværere modstander i semifinalen, nemlig 60’ernes største klubhold, FC Inter.

”Il Grande Inter” var forsvarende mestre. Kendt for at have et jernforsvar samt en trup, der var proppet med international kvalitet: Facchetti, Mazzola, Corso, Burgnich, Suárez og Jair. Alligevel lykkedes det for Liverpool at vinde med 3-1 hjemme på Anfield.

Otte dage senere skulle sejren forsvares på San Siro foran 76.000 tilskuere, men allerede efter ni minutter var Inter foran med 2-0. Denne stilling holdt sig til en halv time før slutfløjt, så kom Inter på 3-0. Liverpool var ude, og drømmen om europæisk hæder slukket.

I Brasilien kunne dagbladet ”O Esporte” allerede i 1942 fortælle om straffesparkskonkurrencer i lokale og regionale turneringer

Men skuffelsen blev hurtigt vasket af. I 70’erne og 80'erne satte "The Reds" sig i lange perioder på det europæiske herredømme med fire sejre i mesterholdenes Europa Cup, to sejre i UEFA Cuppen og intet mindre end ti engelske mesterskaber.

Liverpools heldige vej til semifinalen tog overskrifter i de britiske medier.

Møntkast sendte Italien i EM-finale

Kampen i Rotterdam var helt klart medvirkende til, at FIFA og UEFA indførte straffesparkskonkurrencen til at afgøre officielle cup-kampe.

Men en anden væsentlig årsag var afgørelsen på EM-semifinalen i 1968 mellem Italien og Sovjetunionen. Kampen endte 0-0 – også efter forlænget spilletid, og så måtte dommeren hive mønten op af lommen. Heldet var denne gang på Italiens side, og møntkastet sendte værtsnationen videre til finalen mod Jugoslavien. Her blev UEFAs udfordringer udstillet endnu engang.

Det endelig opgør om EM-titlen endte nemlig også uafgjort, og selv efter forlænget spilletid stod der fortsat 1-1 på måltavlen. Men europamesterskabet blev trods alt ikke afgjort ved møntkast. Det var nemlig på forhånd besluttet, at guldvinderne skulle være de bedste, ikke bare de heldigste. Derfor blev der spillet en ny finale to dage senere, og her vandt hjemmeholdet med 2-0.

Strid om opfindelsen

Straffesparkskonkurrencerne blev officielt indført i Europa fra 1970. Men inden da havde afgørelser fra 11 meter-pletten været kendt i årtier. I Brasilien kunne dagbladet ”O Esporte” allerede i 1942 fortælle om straffesparkskonkurrencer i lokale og regionale turneringer. I Spanien tog CF Cadiz dem i brug i deres årlige preseason-turneringer fra 1962.

Da straffesparkskonkurrencen fra 1970 blev en fast og officiel del af moderne fodbolds dramaturgi og historiefortælling, var inspirationen derfor hentet fra flere steder på kloden. Men det var israelske Yosef Dagan, der med diplomatisk snilde banede vejen for en officiel anerkendelse. Da Israel blev sendt hjem fra OL i 1968 efter lodtrækning, fremlagde Dagan sit forslag for FIFA, og her blev det vedtaget i juni 1970. På det tidspunkt havde det tyske fodboldforbund allerede indført formatet i nationale pokalkampe, inspireret af et forslag fra dommeren Karl Wald. Snart opstod en strid om, hvem der egentlig var ophavsmand til fænomenet – Wald, Dagan eller måske spanieren Ballester, der var manden bag straffesparkskonkurrencerne i Cadiz. Men uanset hvem der fortjente æren, var det sporten, som var den store vinder: Nu kunne fodboldkampe afgøres på banen fremfor ved lodtrækning, og sådan har det som bekendt været lige siden.

Straffesparkskonkurrencer har afgjort VM-, EM- og Champions League-finaler, og selv om de aldrig vil bliver opfattet som en optimal måde at afgøre fodboldkampe på, har dramaet omkring dem vundet millioner af fans kloden over. De nervepirrende forsøg fra den hvide plet har skabt helte som Liverpool-målmand Jerzy Dudek i Champions League-finalen i 2005 og tjekken Antonín Panenka i EM-finalen i 1976, men også skurke som Gareth Southgade i EM-semifinalen i 1996 og Roberto Baggio i VM-finalen i 1994.

Det er mindre fjorten dage siden, at Liverpool blev ekspederet ud af dette års Champions League efter et dobbeltopgør mod Paris Saint-Germain, som blev afgjort fra 11 meter-pletten. Curtis Jones og Dawin Núñez brændte deres forsøg og måtte sammen med holdkammeraterne forlade Anfield med bøjede hoveder og tomme øjne. Men de kunne trods alt trøste sig med, at afgørelsen var mere retfærdig, end den var en martsaften i Rotterdam 60 år tidligere.

Europa Cuppen for mesterhold 1964-65: FC Køln-Liverpool FC

Kvartfinale, Europa Cuppen for mesterhold 1964-65, omkamp 24. marts 1965, Stadion Feyenoord ”De Kuip” (47.862 tilskuere) FC Køln-Liverpool FC 2-2 (1-2) 0-1 St. John (23.), 0-2 Hunt (37.), 1-2 Thielen (39.), 2-2 Löhr (49.) FC Køln (4-2-4): Schumacher – Pott, Hemmersbach, Weber, Regh – Sturm (C), Overath – Thielen, Löhr, Müller, Hornig. Træner: Knöpfle. Liverpool FC (4-2-4): Lawrence – Lawler, Smith, Yeats (C), Byrne – Milne, Stevenson – Callaghan, Hunt, St. John, Thompson. Træner: Shankly.

Kilder

• Busborg, Henrik; “Straffesparkskonkurrencen” (idraetshistorie.dk)

• Durkan, Joanna; “I’ll have tails!” – When Liverpool FC’s European tie was decided by a coin toss!” (thisisanfield.com)

• Hougham, Dominic; “The madness of Liverpool’s first foray into European competition” (thesefootballtimes.co)

• Høyer Hansen, Per; “Europa Cup 1955-75”

• “50 years on: Coin toss downs Cologne” (liverpoolfc.com)

• ”L.F.C. 130 years – the alternative history”