Verdens bedste hold gik i opløsning da russiske tanks rykkede ind

Med en nyudviklet spillestil udraderede det ungarske landshold i starten af 50’erne al modstand. Holdet blev skabt øst for jerntæppet under den kolde krig, og hemmeligt politi, smugling, spionage og anholdelser er en del af historien om et af de bedste landshold, verden nogensinde har set

Ungarns gyldne landshold tabte over en periode på seks år kun én kamp. Det var til gengæld den vigtigste af dem alle: VM-finalen i 1954 mod Vesttyskland. I en af de mest berømte kampe i forrige århundrede udspillede de fodboldsstormagten England på Wembley.

Den midaldrende mand i den lyse cottoncoat kommer til syne i flyets sideudgang. Han er tæt bygget som en bulldozer med en kuglerund mave. I hånden bærer han en attachémappe. Håret er kulsort, og det er sirligt redt med en sideskilning, der holdes knivskarp ved hjælp af pomade.

Det er svært at forestille sig, at denne mand engang var en af verdens bedste fodboldspillere. Men det var han. Engang i 50'erne. Dengang hvor Elvis Presley væltede verden med "That's Alright Mama" og "Jailhouse Rock".

Manden med attachémappen er netop landet i Budapest. Året er 1981, og da han når bunden af trappen ved flyets udgang, er det første gang i 25 år, han betræder jorden i sit hjemland.

Han har haft svedige hænder, længe inden denne juni-dag. Han ved, at mange landsmænd mener, at han svigtede sit fædreland, dengang han flygtede.

Men velkomsten i lufthavnen får ham til at sænke skuldrene. Tusindvis af ungarere er mødt frem for at tage imod manden, de stadigvæk ser som nationalhelt nr. 1 - Ferenc Puskás.

Blandt de mange fremmødte skiller en lille gruppe jævnaldrende mænd i jakkesæt sig ud. Puskás søger med det samme i deres retning, og gensynsglæden viser sig i store smil og våde øjenkroge, mens han krammer de gråhårede mænd og kysser dem på kinderne.

Engang var disse mænd frygtet af alle i verden. I starten af 50’erne udgjorde de "Guldholdet" – Ungarns berømte landshold, som over en periode på seks år kun tabte én kamp. Ferenc Puskás var holdets superstjerne, topscorer og anfører – lige indtil den dag, han besluttede sig for at flygte. Fra kommunistisk diktatur i Øst til frihed i Vest.

Da han i 1981 vender tilbage efter 25 år i udlandet, sidder kommunisterne fortsat på magten. Han er 51 år og har boet det meste af sit voksenliv i landflygtighed i Spanien uden planer om på noget tidspunkt igen at sætte sine ben på ungarsk jord.

Men efter lang betænkningstid har han nu sagt ja til et tilbud om at deltage i en dokumentarfilm og i den forbindelse spille en veterankamp med sine gamle kammerater fra 50’ernes storhold. Eller i hvert fald dem, som stadigvæk lever.

Smuglede varer med hjem

Det var langt fra en tilfældighed, at Ungarn blev en fodboldstormagt i de hårde år efter 2. Verdenskrig, hvor store dele af Europa lå i ruiner.

Talentmassen var enorm, og det kommunistiske styre indså meget hurtigt, at et stærkt fodboldlandshold var en uhyre effektiv propagandamaskine. Og propaganda var der brug for i et land under sovjetisk overherredømme med hemmeligt politi, jagt på systemkritikere, mord, indgreb i ytringsfriheden og forbud mod at rejse ud af landet.

Når Puskás & Co. besejrede fjenden på fodboldslagmarken, voksede nationalfølelsen og livsglæden hos ungarerne, og den kommunistiske partitop badede sig i succesen. Landsholdets triumfer i Vesteuropa blev meget bevidst brugt som symbol på, at Østblokkens kommunisme overtrumfede den vestlige verdens kapitalisme.

Særligt OL, som havde næsten lige så stor betydning som VM dengang, blev brugt til at understrege propagandaens pointe. Østblokken skamred reglerne om, at kun amatører måtte deltage. Topatleterne blev ansat i statslige job, som de aldrig behøvede at passe. I stedet havde de fuld frihed til at træne 24-7-365. Pludselig var det Sovjetunionen og DDR, der vandt medaljer i alt fra svømning til løb og vægtløftning, mens lande som Ungarn, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien triumferede på fodboldbanen.

Men den statsligt styrede frihed til at dyrke sport på fuld tid var kun ét af mange privilegier, som Ungarns bedste fodboldspillere nød godt af. De levede i deres egen lille verden med nogle livsvilkår, der adskilte sig markant fra deres landsmænds. For eksempel blev det accepteret, at spillerne på deres udlandsrejser smuglede varer med hjem til det krigshærgede land øst for Europas jerntæppe, hvor der var mangel på det meste.

Til gengæld måtte de som alle andre ungarere nøjes med at drømme om et liv i frihed. Under den kolde krig blev flugtforsøg i de fleste Østeuropæiske lande besvaret med lange fængselsstraffe eller i særlige tilfælde dødsdomme.

Spillerne fik militærtitler og uniformer

Det var kommunisternes magtovertagelse i 1949, der paradoksalt nok skabte grundlaget for det uovervindelige landshold. Det nye styre satte sig tungt på topidrætten med samme planøkonomiske hånd på rettet, som gennemsyrede resten af samfundet.

I den bedste fodboldrække overtog det hemmelige politi storklubben MTK, mens Kispest blev til hærens klub og omdøbt til Honvéd.

Den glødende kommunist Gusztáv Sebes var landstræner, og med opbakning fra partitoppen fik han mulighed for at realisere sin drøm om at samle de bedste spillere i samme klub, så de kunne udgøre stammen på hans landshold.

Honvéd havde i forvejen flere landsholdsspillere i truppen, blandt andre Puskás og hans barndomsven, József Bozsik. Men på kort tid fik Sebes flyttet 6-7 af "Guldholdet"s nøglespillere til samme adresse. De største talenter fik ganske enkelt valget mellem at aftjene deres værnepligt eller at spille fodbold for hærens klub.

Målmand sad fængslet for flugtforsøg

Gusztáv Sebes havde en gylden generation af spillere at vælge imellem til opbygningen af sit landshold. Men han var også villig til at gå langt for at samle de bedste af de bedste.

For eksempel brugte han sine gode kontakter i kommunistpartiet til at få løsladt Gyula Lóránt, der sad fængslet for et forsøg på at flygte ud af landet. Desuden fik han ophævet en landsholdskarantæne, som målmanden Gyula Grosics havde fået efter at være blevet anholdt for mistanke om spionage og forræderi.

Det var særligt blandt de offensive spillere, at talentmassen var uden sidestykke i datidens Europa. Sebes kunne stille med fire verdensklasseangribere, og så måtte han endda undvære to af 50’ernes største ungarske angrebsnavne.

Den mest kendte, László Kubala, var i 1949 flygtet ud af landet forklædt som russisk soldat. Han fortsatte karrieren i FC Barcelona, hvor han op gennem 50’erne spillede 186 ligakampe og scorede 131 mål. Den anden var István Nyers, der var blevet professionel i udlandet, før jerntæppet skar en kile ned gennem Europa, og derfor havde afskåret sig fra at spille på landsholdet. Nyers blev en stor stjerne i FC Inter, hvor han fra 1948 til 1954 scorede 133 mål.

Men ingen kunne måle sig med det talent, Ferenc Puskás havde. Allerede fra de unge år smittede hans enorme madglæde af på kampvægten, men til trods for en alt andet end atletisk krop, var han lynhurtig og uden sammenligning stjernen på "Guldholdet".

På banen var han den fødte leder. Han havde en sublim førsteberøring og leverede hurtige og præcise afleveringer. Men han var først og fremmest berømt for sit tordenskud af et frispark, sine driblefærdigheder og mest af alt: Sin evne til at score mål. Masser af mål.

En brandbil på vej til den forkerte brand

Det første store højdepunkt for "Guldholdet" var OL i 1952, hvor de ungarske statsamatører vandt alle fem kampe med en samlet målscore på 20-2 og først for alvor fik modstand i finalen mod Jugoslavien, som de besejrede med 2-0.

Men det var to andre præstationer, som satte de største aftryk i fodboldhistorien: To kampe mod datidens stormagt, England, der sendte chokbølger gennem hele fodboldverden.

Ungarerne blev efter OL inviteret til Wembley, hvor intet hold uden for de britiske øer nogensinde havde besejret fodboldens opfindere.

Opgøret blev kaldt Århundredets Kamp – og det er ikke helt misvisende.

Anført af Ferenc Puskas er Ungarn på vej ind til en af de mest skelsættende landskampe nogensinde. Opgøret i 1953 mod stormagten England, som sensationelt blev besejret med 6-3 på Wembley.

I året hvor Dronning Elizabeth blev kronet, og Koreakrigen afsluttet, blev kampen på Wembley en fodboldhistorisk milepæl. På en grå og diset onsdag eftermiddag blev England straffet for årtiers taktisk konservatisme og overdreven tro på verdensherredømme, mens Ungarn åbnede verdens øjne for, at fodboldspillet havde udviklet sig i en helt ny retning i det Centraleuropæiske land med under ti millioner indbyggere.

Foran 100.000 tilskuere vandt Ungarn kampen 6-3 efter at have scoret til 1-0 i første minut og ført med 4-1 efter en halv time. Puskás scorede to mål, og særligt det første er gået over i historien som et symbol på ungarernes tekniske overlegenhed.

Puskás modtager bolden tæt på baglinjen, og den engelske anfører, Billy Wright, kaster sig ned i en glidende tackling for at stoppe ham. Men lige før Wright rammer bolden, trækker Puskás den tilbage med undersiden af venstre fod, så Wright glider forbi ham, hvorefter Puskás hamrer den i mål.

Ydmygelsen af Wright blev ikke mindre af, at en engelsk journalist efter kampen skrev, at hjemmeholdets anfører mest af alt havde lignet en brandbil, der var på vej til den forkerte brand.

Stalinistisk Totalfodbold

Trods to mål og brillant spil blev Puskás dog overstrålet af Nándor Hidegkuti. I en tid, hvor fodbolden var meget mere statisk end i dag, var Hidegkuti placeret som centerforward, men reelt fungerede han som falsk 9’er, og sådan et taktisk greb var helt ukendt for englænderne. Placeringen af Hidegkuti skabte så meget forvirring og rådvildhed i det engelske forsvar, at ungarerne fik alt for let spil.

Hidegkutis direkte modspiller, Harry Johnston, sagde efter kampen, at han ikke anede, om han skulle blive på sin plads og lade Hidegkuti få frit spil, eller gå frem og efterlade et stort hul i forsvaret.

Forvirringen gav Hidegkuti rum til at spille sit livs kamp og score tre mål.

Den driblestærke engelske wing, Stanley Matthews, der var en af verdens bedste spillere i 40’erne, var som 38-årig blandt de 11 ydmygede englændere på Wembley, og i sin selvbiografi, "The Way It Was", skriver han om Hidegkuti:

”I omklædningsrummet var der før kampen ingen snak om, hvordan vi skulle håndtere Ungarn’s tilbagetrukne centerforward, Nandor Hidegkuti. Selv i pausen efter at denne vanvittigt begavede spiller havde vandaliseret os, blev han ikke nævnt med et ord, og ingen fik til opgave at tage sig af ham. En stor fejltagelse efter min mening”.

Venskabskamp 1953: England-Ungarn

Venskabskamp

25. november 1953, Wembley Stadion, London, England (100.000 tilskuere)

England-Ungarn 3-6 (2-4)

0-1 Hidegkuti (1.), 1-1 Sewell (14.), 1-2 Hidgkuti (22.), 1-3 Puskás (25.), 1-4 Puskás (29.), 2-4 Mortensen (38.), 2-5 Bozsik (50.), 2-6 Hidegkuti (53.), 3-6 Ramsey (57., str.)

England (3-2-5): Merrick - Ramsey, Johnston, Eckersley - Dickinson, Wright (C) - Matthews, Sewell, Mortensen, Taylor, Robb. Træner: Winterbottom.

Ungarn (3-4-1-2): Grosics – Buzánszky, Lóránt, Lantos – Budai, Bozsik, Zakariás, Czibor – Hidegkuti – Puskás (C), Kocsis. Træner: Sebes.

Med seks træfninger var det stolte, engelske fodboldimperie sænket. Men det værste for englænderne var, at de ikke anede, hvad der havde ramt dem. Efter kampen lod de sig overbevise om, at tilfældigheder og held havde sikret ungarerne sejren.

Det var på ingen måde tilfældet. Udover brugen af den falske 9’er havde Ungarn udviklet en spillestil, som vendte op og ned på alt, hvad England havde mødt før. En stil, som havde mange lighedspunkter med 70’ernes hollandske Totalfodbold.

På Sebes' landshold skulle alle spillere være i stand til både teknisk og fysisk at skifte position og dække af for hinanden. Deres høje tekniske niveau og deres indbyrdes kendskab gjorde, at de turde holde på bolden, frem for - efter engelsk model - blot at sparke den så langt frem på banen som muligt og håbe på det bedste. Når systemet fungerede bedst, optrådte holdet som et flydende kollektiv med et mix af driblinger, førstegangsafleveringer og kreative forsøg mod mål.

På Sebes’ hold skiftede de to wings pladser, og holdet spillede med højt pres, offensive backs og en målmand, der blev brugt som ekstra forsvarsspiller. Altsammen taktiske greb, der er helt almindelige i dag, men var meget sjældne i 50'erne.

En ny ydmygelse

Et halvt år efter ydmygelsen på Wembley stillede England op til revanchekamp i Budapest – åbenlyst uden at have analyseret det mindste på, hvad der var gået galt i London. Det blev dyrt.

Foran 92.000 fanatiske tilskuere førte Ungarn med 6-0 efter 62 minutter og endte med at vinde 7-1.

Triumferne i 1952, 1953 og 1954 fik befolkningen til at boble over af stolthed. Da landsholdet i 1952 vendte hjem med OL-guldet, blev deres tog stoppet ved alle stationer, og de blev tiljublet af deres landsmænd. Da de nåede Budapest, fortsatte festen. Hundredtusindvis af ungarere gik på gaden for at fejre deres helte, og samme boblende begejstring fulgte efter de to magtdemonstrationer mod England.

Fra 1950 og frem havde de slået datidens stærke nationer som Italien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Østrig og ikke mindst England, og få måneder før VM i Schweiz var de nu ubestridte guldfavoritter.

”Jeg kunne have slået ham ihjel”

De indledende kampe i Schweiz bekræftede da også kun favoritværdigheden. I de to første kampe vandt Ungarn med 9-0 over Sydkorea og 8-3 over Vesttyskland. I kvartfinalen slog de Brasilien med 4-2, mens de i semifinalen skulle ud i forlænget spilletid for at vinde over Uruguay med 4-2. Nu var de klar til finalen og ubesejrede i 36 kampe.

Da finalemodstanderen viste sig at være Vesttyskland, som de havde kørt rundt med i den indledende runde, var ingen i tvivl om, at guldet ville ende i Østeuropa.

Selv om kalenderen sagde juli, blev finalen spillet på en kølig og dyngvåd regnvejrsdag i Bern, og for tyskerne blev skyerne endnu mørkere, da de allerede efter otte minutter var bagud med 0-2, efter at Puskás og Czibor havde sendt bolden i det tyske mål.

Men trods den hurtige ungarske to måls-føring og yderligere pres på tyskerne gik der ikke mere end ti minutter, før det lysnede igen for de undertippede germanere. Max Morlock reducerede til 1-2, og efter 18 minutters spil udlignede Helmut Rahn.

Men ungarerne lod sig ikke gå på af otte minutters medvind til tyskerne. De satte sig tungt på kampen og skabte oceaner af chancer.  Hidegkuti ramte stolpen, og Kocsis overliggeren, mens en bølge af andre nærgående forsøg blev blokeret af den tyske målmand, Toni Turek, der stod sit livs kamp.

En statistik lavet 60 år efter kampen viser, at Ungarn havde 16 forsøg, der ramte målet, mens tyskerne havde 10.

Ingen ville med andre ord have klaget, hvis ungarerne havde ført med et par mål, da Helmut Rahn seks minutter før tid sendte fodboldverden i chok. Han modtog bolden uden for straffesparksfeltet efter en clearing fra det ungarske forsvar, driblede ind i feltet, fintede de ungarske forsvarsspillere over på det forkerte ben og sendte bolden fladt i mål ved venstre stolpe. 3-2 til tyskerne.

Men bare to minutter senere fik Puskás udlignet, og så var det ungarernes tur til at kaste sig om halsen på hinanden. Midt i jublen gik det dog op for dem, at målet var annulleret efter en offside-kendelse fra den walisiske linjevogter. En afgørelse, der siden er blevet kaldt meget kontroversiel.

Tyskerne var verdensmestre. De havde udløst det, der siden er blevet kaldt ”Miraklet i Bern”.

For ungarerne var der snarere tale om en tragedie. En katastrofe. Under den grå-sorte himmel stod de som forstenede og anede ikke, hvad der havde ramt dem.

I bogen ”Puskás on Puskás” fortalte den ungarske stjerne næsten 40 år senere om den skæbnesvangre offside-afgørelse.

”Vi var nået helt tilbage til midtercirklen, før linjevogteren dømte off side…..Jeg kunne have slået ham ihjel. Det var et af de værste tidspunkter i hele min karriere”.

Søn blev overfaldet i skolen

I Budapest og flere andre byer gik ungarerne nu igen på gaden, men denne gang for at vise deres vrede, og den var ikke rettet mod den walisiske linjevogter.

I hovedstadens arbejderkvarterer samledes tusindvis for at lufte deres frustrationer, og det resulterede flere steder i optøjer. Der blev sat ild til bygningen, som husede det nationale fodboldlotteri, og den nationale radiostation blev invaderet.

Få måneder efter at holdet havde haft gudestatus i Ungarn, vurderede fodboldforbundet nu, at det var for farligt at sende spillerne direkte fra Schweiz til Budapest. I stedet blev de gemt af vejen i deres træningslejr små 70 kilometer nordvest for hovedstaden. Bare lige indtil der var faldet lidt ro på.

Men ydmygelsen i Bern og vreden over pludselig at være på tabernes side havde slået rod i ungarerne.

Nogle beskyldte Puskás & Co. for at have taget alt for let på opgaven. Blandt andet var der rygter om, at flere af spillerne før finalen brød et udgangsforbud for at mødes med deres koner. Andre bebrejdede Sebes for at have taget Puskás med fra start, efter at anføreren havde siddet uden for i tre kampe med en alvorlig skade, som han fik mod tyskerne i den indledende runde.

Der var endda rygter om, at spillernes grådighed havde fået dem til at ”smide kampen” til gengæld for en hel flåde af Mercedes-biler.

Når Sebes og spillerne i månederne efter hjemkomsten til Budapest bevægede sig ud i gaderne, blev de udsat for provokationer. Landstræneren modtog hade-breve, og hans søn blev overfaldet i skolen. Puskás måtte finde sig i pibekoncerter - både når han spillede for Honvéd og når Ungarn. Det sidste i sådan et omfang, at Sebes undlod at udtage ham i en periode.

I fem år havde "Guldholdet" haft fripas til alt, hvad de havde haft brug for. Dette blev nu set som udtryk for egoisme. Nederlaget i Bern betød, at ingen på holdet var fredet længere, og i løbet af de efterfølgende to år blev adgangen til frynsegoder - som for eksempel smugling - stoppet. Flere af spillerne oplevede endda at blive anholdt, når de gjorde forsøget.

Men ingen blev ramt så hårdt som målmand Gyula Grosics. Han blev ikke alene anholdt for forsøg på smugling, men også for spionage. Han kunne have fået dødsstraf, men slap med et års karantæne fra fodbold og forvisning til provinsklubben Tatabanya, hvor han spillede, når han ikke var indkaldt til ugentlige afhøringer.

Trods uroen lykkedes det for Sebes at få holdet tilbage på sejrskurs. De taktiske eksperimenter fortsatte, og Ungarn var fortsat i en klasse for sig.

Resten af 1954 og igennem 1955 spillede holdet 18 landskampe uden at tabe, og de scorede 74 mål. "Guldholdet"s genopstandelse gik blandt andet ud over Danmark, som en søndag i maj 1955 blev ydmyget i Københavns Idrætspark med 0-6 foran 41.000 tilskuere.

1956 blev til gengæld året, hvor glansen begyndte at gå af "De Magiske Magyarer", som holdet også blev kaldt.

I foråret tabte Ungarn sensationelt til både Tyrkiet, Belgien og Tjekkoslovakiet, og i fem landskampe lykkedes det kun at besejre Libanon. Det fik hurtigt konsekvenser for den ellers loyale partisoldat, Sebes, der i juni blev fyret som landstræner efter otte år på posten.

Satte ild til politibiler og kastede molotovcocktails

Få måneder senere brød Ungarn i politisk brand.

Efter at den brutale, sovjetiske diktator Josef Stalin døde i 1953, var oprøret i Østblokken begyndt at ulme. Allerede kort efter hans død opstod uroligheder i Østberlin, som blev stoppet af 20.000 sovjetiske soldater. 190 oprørere døde. I Polen kostede lignende protester blandt stålarbejdere i 1956 70 mennesker livet. Men ingen steder var opstanden mod det sovjetiske styre mere omfattende, mere voldsom og mere fatal end i Ungarn.

Det startede den 23. oktober 1956, hvor studenter og kunstnere gik sammen om en demonstration til støtte for stålarbejderne i Polen. Hurtigt kom flere til, og da en kvart million mennesker var samlet i gaderne, udviklede demonstrationen sig til protester mod Sovjetunionen og mod det hemmelige sikkerhedspoliti.

Ungarske soldater, der skulle have slået oprøret ned, sluttede sig i stedet til demonstranterne. Flere rev de røde stjerner af deres uniformer og trampede på dem.

Det hele eskalerede for alvor, da det hemmelige politi åbnede ild mod demonstranterne og dræbte flere hundrede.

Men politiets aggressive offensiv havde den stik modsatte effekt. Demonstranterne sat ild til politibiler, de kastede med brosten og molotovcocktails. De stormede det hemmelige politis hovedkvarter, og de væltede byens statue af Stalin.

”Vi levede nærmest i en boble beskyttet fra resten af verden”

Mens Budapest og andre større byer blødte, var landsholdet på sikker afstand af det hele. Dagen før opstanden startede, var de vendt hjem fra turné, og de blev sendt direkte til træningsleren i Tata for at forberede sig til den næste kamp mod Sverige. Derfra kunne de høre om opstanden i radioen, men hvad der præcis foregik, vidste de meget lidt om.

”Jeg anede ikke, hvad der foregik i Ungarn i 1956. Det lyder utroligt, men vi fodboldspillere levede nærmest i en boble beskyttet fra resten af verden….Selvfølgelig vidste almindelige mennesker, hvad der foregik, men vi var ikke almindelige”, fortæller Puskás i bogen ”Puskás on Puskás”.

Efter nogle dage tog spillerne individuelt til Budapest med tog. De hårde kampe var indstillet på det tidspunkt. Men toget måtte stoppe nogle stationer før centrum, og flere af spillerne måtte gå det sidste stykke gennem byen, før de kunne blive genforenede med deres familier.

En uges tid efter at opstanden begyndte, blev både Honvéd og MTK sendt på turné til Vesteuropa. Først og fremmest for at beskytte spillerne mod urolighederne i hjemlandet. Men Honvéd havde kvalificeret sig til Europa Cup-turneringen for mesterhold (datidens Champions League) og brugte også turneen til at varme op til et dobbeltopgør mod spanske Athletic Bilbao.

De skulle have spillet hjemme i den første kamp, men på grund af opstanden, blev hjemmebanefordelen neutraliseret til en kamp i Bruxelles.

18 kilo over normal kampvægt

Det var ikke så underligt, hvis Honvéd-spillerne havde svært ved at samle tankerne under dobbeltopgøret mod de rød- og hvidstribede baskere, og de endte da også med at tabe samlet med 5-6.

Tre dage inden den første kamp i Bilbao rykkede sovjetiske tanks massivt ind i Budapests gader og kvalte 13 dages opstand med rå og brutal magt. Sovjetunionen markerede én gang for alle, hvem der var de reelle magthavere i Ungarn – og i resten af Østblokken.

2.000 ungarer blev slået ihjel under opstanden, mens det lykkedes for 200.000 at flygte – heriblandt 12.000 registrerede fodboldspillere.

Spillerne fra Honvéd og MTK sad i Wien og fulgte situationen via radioen. På østrigsk tv kunne de se billeder fra et Budapest i ruiner.

Efter et stykke tid lykkedes at få spillernes koner og børn ud af Ungarn og få dem genforenet med deres mænd og fædre. Nogle af dem måtte smugles ud ved hjælp af agenter, som blev betalt med nogle af de penge, som Honvéd og MTK tjente på at spille opvisningskampe i Vesten.

Genforeningen af familierne lettede noget på situationen. Men spillerne var alligevel i syv sind om, hvad de skulle gøre.

MTK-spillerne blev efter et stykke tid enige om at vende hjem, mens Honvéd valgte at tage imod et tilbud fra Sydamerika om en turné. Det var en svær beslutning, fordi det ungarske fodboldforbund ikke ville give tilladelse til rejsen, og da de vendte retur til Wien, var beskeden fra fodboldforbundet klar: De stod til hårde straffe, hvis de returnerede til Ungarn.

Over tid valgte de fleste af Honvéd-spillerne alligevel at tage hjem. Alle undtagen Puskás, Kocsis og Czibor.

Dermed blev ¾ af Ungarns berømte og berygtede A-angrebskæde sat på den sorte liste, og det lykkedes det ungarske fodboldforbund at få FIFA til at bakke op om hårde straffe. Kocsis og Czibor blev udelukket fra al fodbold i et år, mens straffen til Puskás lød på 18 måneder. I en alder af 29 år lignede han en færdig mand - i 50’erne var det de færreste spillere, som fortsatte med at spille på topplan, efter at de var fyldt 30 år.

Kocsis og Czibor blev efter udstået karantæne genforenet i FC Barcelona, hvor de blev stjerner på et hold, som i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne etablerede sig som en storklub i Spanien.

Puskás boede under sin karantæne i Italien, og de mange måneder uden fodbold satte sig tydelige spor på hans krop. Da karantænen var ovre, vejede han 18 kilo over den normale kampvægt, og rækken af topklubber med attraktive kontrakttilbud var skrumpet ingen til ingenting.

Hans store held var, at den tidligere kasserer i Honvéd, Emil Österreicher, der også var flygtet i 1956, var blevet teknisk direktør i Real Madrid, og han hentede sin landsmand til Spaniens hovedstad. Det var en investering med fuld gevinst på hele pladen.

Puskás blev sendt i hård træning, kom tilbage på kampvægten, og resten er historie. Men en historie af de helt gode.

I sine otte år hos ”Los Blancos" var han med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold tre gange, det spanske mesterskab fem gange, og han var topscorer i den spanske liga fire gange, inden han stoppede karrieren som 39-årig.

Det ungarske landsholds storhedstid var for altid reduceret til nogle sider i historiebøgerne. Holdet kvalificerede sig også til VM i 1958 med spillere som Grosics, Buzánszky, Budai, Bozsik og Hidegkuti i truppen, men uden de flygtede angrebsstjerner var glansen gået af Guldholdet, der røg ud efter gruppespillet.

Siden har Ungarn nået fem VM-slutrunder. I 1962 og 1966 spillede de sig i kvartfinalen, mens de i både 1978, 1982 og 1986 røg ud allerede efter gruppespillet. Endnu værre gik det for hærens klub, Honvéd. Allerede efter den første sæson uden Puskás, Kocsis og Czibor ville de være rykket ned, hvis ikke fodboldforbundet nådigt havde udvidet den bedste række.

Modtaget som helt

Der er ikke noget at sige til, at det er et gensyn fyldt med nostalgi og store følelser for både Puskás og de mange tusinde ungarer, der er mødt frem i lufthavnen, da han endelig er tilbage på ungarsk jord i 1981.

Nogle timer senere på Nép Stadion, hvor "Guldholdet" igennem seks år havde holdt humøret og nationalfølelsen oppe hos en befolkning omklamret af Stalin, er 68.000 mødt op for at hylde nationens helte i et veteranopgør mod et udvalgt hold. Kampen danner optakt til Ungarns VM-kvalifikationskamp mod – meget symbolsk – England, men for mange ungarer er veterankampen dagens hovedbegivenhed.

Da Puskas og hans holdkammerater løber på banen og stiller op til præsentation og nationalhymne, bliver de modtaget af jubelbrøl og viftede flag i landets rød-hvid-grønne farver.

Velkomsten får tårerne frem hos Puskás. Først bøjer han sig forover som for at skjule, hvor rørt han er. Derefter retter han sig op og drejer rundt, mens han vinker til sine gamle landsmænd på tribunerne.

Før kampen havde det været svært at finde en trøje, der kunne strække sig ud hans velpolstrede mave. Men mave eller ej – på banen er målnæsen den samme, som den altid har været. Veterankampen ender 3-3, og Puskás scorer alle tre ungarske mål. Selvfølgelig gør han det.

Kilder

• Ashdown, John; “Hungary's Golden Squad: the greatest football team never to win it all?” (theguardian.com)

• Goldblatt, David; “The Ball is Round”

• Glanville, Brian; ”The Story of the World Cup”

• Matthews, Stanley; “The way it was”

• Lacey, David; “Ferenc Puskas: a man who changed the game for ever” (theguardian.com)

• Sportskeeda.com; “Magyar Magic - Hungary's Golden Team” (sportskeeda.com)

• Taylor, Roger & Jamrich, Klara; “Puskas on Puskas”

• Taylor, Rogan; “In search of the Mighty Mayars” (theguardian.com)

• Wilkinson, C.J.; “Losses On & Off The Football Field – Shadows Of Defeat: Hungary’s 1954 World Cup” (europebetweeneastandwest.wordpress.com)

• Wilson, Jonathan; “Inverting the Pyramid”

• Wilson, Jonathan; “The Names Heard Long Ago”

• Wright, Eric; “Football's first disruptors came from Budapest” (Redbull.com)

• Classic Football; “Football's Greatest International Teams .. Hungary 1950s” (YouTube.com)

• Otti; “The Golden Team” (YouTube.com)