50 år siden: 17-årige Elkjær går amok i talentfinale

Som ung elskede Preben Elkjær at spille fodbold, og han var et kæmpetalent. Men alt for ofte krydsede han grænsen mellem at være passioneret og provokerende, når han mødte modstand. Det gjorde ham landskendt som ballademager allerede som 17-årig, og mange frygtede for, om temperamentet ville stå i vejen for en ellers lovende karriere

På et lille årti gik Preben Elkjær fra at være et utilpasset talent til at være en af verdens bedste spillere og nr. 1 på hitlisten hos de fleste 80'er-Roligans.

Vi befinder os på en græsmark med kridtstreger i landsbyen Auning mellem Randers og Grenå. Det er en sommersøndag i juli 1975, og blomsten af Danmarks fodboldungdom er samlet til den årlige talentturnering arrangeret af DBU.

Det er i dette selskab, mange af 80’ernes divisionsspillere, udlandsprofessionelle og måske endda landsholdsspillere skal findes. De fleste er 18 eller 19 år gamle, og nogle af dem har allerede fået debut i landets bedste række.

Derfor er det ikke kun lokale midtjyder med fodboldsult, der er mødt frem til finalen mellem 70’ernes talentfabrik, Vejle Boldklub, og FB - Frederiksberg Boldklub. Rundt om det udtørrede græstæppe i Auning står også mange klubledere og talentspejdere for at notere sig, hvilke stjerner der lyser klarest, når de kommer under pres. Preben Elkjær Larsen er ikke én af dem.

I år er det 50 år siden, at en af Danmarks bedste spillere nogensinde for første gang blev landskendt, men desværre for alt det forkerte.

Det 17-årige stortalent spillede en hovedrolle i, at FB sensationelt var nået helt frem til finalen. Men han var samtidig skyld i, at den 20. juli 1975 blev en mærkedag af de sorte for Frederiksberg-klubben.

Så bryder helvede løs

I finalen kommer FB under et massivt pres, og det er et mirakel for Elkjær & Co., at de kun er bagud med 1-0 ved pausen. Særligt Vejle-talentet, Ulrich Thychosen, brillerer. Han overskygger alle andre på banen, og det er helt naturligt ham, der scorer kampens første mål.

Oppe i den anden ende er Elkjær anonym. Hans oppasser, Torben Sørensen, har spændt ham fast i en skruetvinge, og han har ikke tænkt sig at give slip.

Om Vejle-midterforsvareren bare spiller kontant eller decideret svinsk er der delte meninger om, men den stærkt begrænsede bevægelsesfrihed får igen og igen Elkjær til at brokke sig til dommer Peer Frickmann, og i midten af anden halvleg har manden i sort fået nok. Han trækker det gule kort for at få ham til at falde til ro.

Det får dessværre den stik modsatte virkning på den 17-årige angriber.

Elkjærs temperament blusser yderligere op, og han drejer rundt på hælen, mens han klapper ironisk af kendelsen. Det kan Peer Frickmann af gode grunde ikke se igennem fingre med. Han griber til baglommen, trækker det røde kort frem og markerer, at fra nu af spiller FB med ti mand.

Så bryder helvede løs. Elkjær får en nedsmeltning og ryger lige i flæsket på Frickmann. Hvad der præcis sker i de efterfølgende minutter, er der flere versioner af, men ingen af dem er kønne. Elkjær overfuser dommeren med skældsord, og han nægter at forlade banen. Ifølge Ekstra Bladet giver han dommeren en lussing, men det benægter han i samme avis nogle dage senere.

Tilskuerne bliver grebet af stemningen og råber og skriger af den 17-årige kjøwenhavner. Flere aviser skriver, at de mest ophidsede kaster noget efter Elkjær – nogle taler om en sten, andre om jord. FB’s ledere forsøger at få den temperamentsfulde hovedperson til at falde til ro og trække væk fra banen, men først efter al for lang tid lytter han til dem, og på vej væk fra banen sparker han til en parkeret VW, der mister en kofanger under mødet med den velplacerede højre fod.

Med ti mand inden for kridtstregerne ender FB med at indkassere yderligere to mål og må tage fra Midtjylland med et fortjent nederlag på 0-3.

Da Elkjær igen har fået ilt til hjernen er han klar over, at den er gal. Han ringer til sine forældre og fortæller dem, at han er blevet vist ud, og at de nok skal forberede sig på, at ”der står nok noget i avisen i morgen…..”.

Det får han ret i. Særligt formiddagsaviserne har fundet de store typer frem:

DBU’s formand, Vilhelm Skousen, siger til citat, at det er opdragelsen, den er gal med, og Ekstra Bladets journalist kalder optrinnet ”en uhyrlig forestilling” og spørger: ”Hvordan skal fodboldfremtiden ende for FB’s Preben E. Larsen? Talentet har fulgt ham fra fødslen, men en indre konflikt truer totalt med at gøre ham til mere og værre end blot et problembarn”.

Fra denne søndag i Auning er begrebet ”gadedreng” klistret til Elkjær, uanset hvad han laver. Men han gør heller ikke alverden for at slippe af med det.

Tre dage efter episoden siger han godt nok undskyld til hele fodbold-Danmark for sin opførsel, og over for Ekstra Bladets læsere garanterer han, at ”Der bliver aldrig en sag med Preben Larsen mere”.

Men det gjorde der, og der gik 4-5 år, før knægten fra Frederiksberg blev til hele Danmarks Elkjær – den storrygende gavflab med det charmerende smil, som lå nr. 1 på hitlisten hos de fleste klaphat-begejstrede Roligans.

Ikke whisky men vodka

Ingen var i tvivl om talentet. Men mange frygtede, at Elkjær var sin egen værste fjende i jagten på en landsholdsplads og en karriere i udlandet.

Som 15-årig havde han spillet en enkelt sæson i KB for at prøve sig selv af i en storklub, men klubbens alt for mange regler havde kvalt hans spillelyst, og så var han vendt retur til naboklubben FB.

Et halvt år efter optrinnet i Auning prøvede han lykken af i Vanløse. Her scorede han i 1976-sæsonen syv mål i 15 kampe i landets bedste række, og da han samtidig havde vist sit stortalent frem i en ynglingelandsholdskamp mod Vesttyskland, var flere af klubberne syd grænsen pludselig i intens kamp om hans underskrift på en professionel kontrakt.

Datidens storhold, 1. FC Köln, løb af med sejren. Men krydsningen mellem tysk kadaverdisciplin i form af træner Hennes Weisweiler og en dansk teenageamatør med friske replikker i skikkelse af Preben Elkjær blev aldrig nogen succes. Elkjær havde svært ved at finde sig til rette i en klub, hvor han kun sporadisk blev brugt på førsteholdet, og han lod sig gå på af ensomheden i en topprofessionel klub, hvor enhver var sig selv nærmest. Hans chancer blev ikke meget bedre af et par alvorlige skader, og at han var en lidt for flittig gæst i nattelivet.

Da Weisweiler på et tidspunkt konfronterede den unge dansker med, at han dagen før en kamp var blevet set på en natklub i selskab med en kvinde og en flaske whisky, blev han rettet af Elkjær. Det var ikke whisky men vodka, og der var ikke én kvinde, men to.

I sin biografi Mit liv som Elkjær fra 2013 skriver han, at han faktisk ikke drak alkohol på sine byture. Det var mere den manglende nattesøvn, som kostede ham dyrt i jagten på en stamplads i Köln. Om sammenstødet med den tyske ”Ordnung-muss-sein”-kultur, skriver han:

”Jeg anså langtfra mig selv for at være en rebel, der partout skulle lave ballade. Jeg var bare lidt klodset, og så var mit gode humør nogle gange skyld i, at jeg var – eller i hvert fald kom til at fremstå – mindre seriøs og måske også mere provokerende i et land, hvor man helst skulle klappe hælene sammen, når man talte til autoriteter”.

Trods den manglende spilletid i Tyskland fik han masser af tillid på det danske U-21-landshold, og i sommeren 1977 trak han for første gang A-landsholdets trøje over hovedet. Han debuterede mod Finland i en sommerkamp, hvor mange af de faste landsholdsspillere havde meldt afbud. Danmark vandt 2-1, og Elkjær scorede begge mål. I sin anden landskamp scorede han sejrsmålet i en 2-1 sejr over Norge, og derfor var han også et naturligt valg, da Danmark kort efter mødte Island i en kamp, der endte 0-0.

Men selv om han med tre mål i tre kampe havde gengældt landstræner Kurt Nielsens tillid, skulle der gå et helt år, før han igen fik chancen.

Dengang i 1978 lød forklaringen, at han ikke var god nok. Men senere kom det frem, at DBU ikke kunne tolerere hans opførsel på banen og hans til tider provokerende facon over for kammeraterne.

Da Preben Elkjær i 1979 udkom med bogen Målkjær afslørede Kurt Nielsen den reelle baggrund for det, der mest af alt lignede en karantæne fra landsholdet:

”På Island gik det ikke alene op for mig, men for hele UK (landsholdets daværende udtagelseskomité, red.), at Preben endnu var for ung til landsholdet. Han fik en advarsel og var efter min mening tæt på en udvisning. Hans provokerende opførsel på banen gjorde, at såvel modspillere som dommer ville blive sure på os i kampene. Derfor var vi i UK enige om, at han skulle have en længere pause fra landsholdet – for sin egen skyld”.

Kurt Nielsen kaldte 20-årige Elkjær for et af de største talenter i dansk fodbold. Men han mente, at den målfarlige angriber var nødt til at lære at tøjle sit temperament.

”Naturligvis skal man ikke gøre ham til et blidt lam – men blot pille unoderne ud af ham”.

Da Sepp Piontek som kommende landstræner så Elkjær i en landskamp mod Irland i maj 1979 spottede han også hurtigt, hvordan temperamentet kom på tværs for den målfarlige angriber.

”Det var en gåde for mig, hvorfor han brugte energi på at diskutere med modstanderne og med dommeren.”

Piontek var i 1979 til gengæld ikke i tvivl om potentialet.

”Jeg mener, at han kan blive en af de bedste angrebsspillere i Europa, hvis han tager sin professionelle karriere seriøst, bliver mere koldblodig og forstår at stabilisere sit humør”.

Hovedpersonen selv indrømmer i Mit liv som Elkjær, at han som ung havde alt for svært ved at ”tælle til ti”.

”Jeg kunne tælle til tusind, uden det hjalp. Jeg forsøgte at beherske mig, men lige pludselig kammede jeg over og kunne ikke styre mig. Allerede mens jeg var i gang med et raseriudbrud, vidste jeg, at den var gal, men i kampens hede kunne jeg ikke stoppe det. Følelsen af at bliver uretfærdigt behandlet kunne gøre mig rasende. Jeg kunne ikke acceptere, at dommeren dømte åbenlyst forkert”, skriver han i Mit liv som Elkjær.

Betegnelsen ”gadedreng” var han ked af at få klistret på sig, og det var decideret skamfuldt for hans forældre. De gjorde meget ud af at opdrage deres to drenge med sunde værdier, og betegnelsen ”gadedreng” var i 70’erne næsten på niveau med "småkriminel". Selv siger Elkjær, at hans opførsel intet havde med forældrene at gøre.

”Jeg var ikke utilpasset. Jeg var bare fuldstændig fokuseret på mig selv og på at vinde”.

”Alt det ændrede sig da jeg blev gift”

Samme Elkjærske vinderkultur var som bekendt stærkt medvirkende til, at den danske dynamit eksploderede i midten af 80’erne og sendte de rød-hvide til tops i international fodbold.

Så hvad skete der fra de tumultariske år i slutningen af 70’erne, til Elkjær fløj forrest, når landsholdet svævede ”som de hvide svaner på alverdens udebaner”?

Hvordan gik Elkjær fra at være idømt et års landsholdskarantæne på grund af dårlig opførsel til at blive kåret som én af Europas tre bedste spillere i både 1984 og 1985? Fra at være udskældt gadedreng til at indtage rollen som hele Danmarks gavflab? En mand, der stadigvæk havde kant – masser af det – men brugte den med charme og uimodståelig selvtillid. Faktum er, at der blev længere længere mellem de ukontrollerede vredesubrud. I stedet blev al energien kanaliseret over holdets interesser, og så fulgte resultaterne efter.

En del af forklaringen skal nok findes i, at han efter tiden i Tyskland og gennem resten af karrieren spillede på undertippede mandskaber uden samme pres som i Köln. På landsholdet var forventningerne i starten af 80'erne meget små efter et årti, hvor Danmark havde tabt det meste og var uendeligt langt fra at kvalificere sig til en slutrunde.

Da han i 1978 skiftede Köln ud med Lokeren i Belgien, var historien den samme. Den lille provinsklub var kronisk undertippet, og en placering over midten i ligaen var en succes. Næste stop var Hellas Verona i Italien, hvor forventningerne var endnu lavere, men hvor han allerede i sin første sæson var stjernen på et hold, som sensationelt sikrede sig det italienske mesterskab.

Der er ingen tvivl om, at han i mindre pressede kulturer i højere grad fik lov til at være Preben og i mindre grad måtte slås med et tyngende forventningspres.

For eksempel er det et kendt element i 80'er-landsholdets succes, at Sepp Piontek forstod at håndtere Elkjær, så han fik det bedste ud af ham. Kombinationen af tysk disciplin i fin forening med forståelse for danske værdier og Elkjærs karaktertræk var en væsentlig nøgle til, at det danske landshold i løbet af få år gik fra at blive spist af de fleste til at sidde med ved de stores bord.

Elkjærs eget bud på den store forandring er mødet med Nicole. Den belgiske kvinde, han har været gift med i 46 år.

Han mødte hende kort efter skiftet til Lokeren.

”Set i bakspejlet var det vigtigt, at jeg fik en familie så hurtigt efter min ankomst til Lokeren. Jeg havde ikke længere behov for at fortsætte det liv, jeg havde uden for banen i Köln. I stedet kom der ro og struktur på min tilværelse, hvilket viste sig at være gavnligt for min fodboldkarriere”, foræller han i Mit liv som Elkjær.

Han skriver, at jo mere ro og sikkerhed, han havde i sit liv, jo mere kunne han koncentrere sig om det job, han var kommet til Belgien for at passe: At spille godt og score nogle mål, og det gjorde han. I 190 ligakampe for den belgiske provinsklub nettede han 112 gange.

”Måske var fodboldens alvor ikke rigtigt gået op for mig, da jeg forlod Köln. Man kan komme langt med talent og træningsflid, men det sidste nøk fra stortalent til storspiller er i overvejende grad et spørgsmål om mental indstilling og evnen til at fokusere. Jeg spillede stadigvæk som i de glade amatørdage, hvor der også skulle være plads til et smil på banen. Jeg ville da gerne vinde og spille godt, men det gik stadig for meget op og ned. Alt det ændrede sig, da jeg blev gift. Jeg vil ikke sige, at jeg oplevede en decideret åbenbaring, men det var i hvert fald noget, der mindede om det”.

Ni år efter den sorte søndag i Auning scorede han det afgørende mål imod sit andet hjemland, Belgien, og sikrede Danmark en plads i EM-semifinalen. Året efter var han den store stjerne på holdet, da Verona sensationelt vandt det italienske mesterskab og i sommeren 1986 var han blandt de bedste spillere ved VM i Mexico.

Hvis han har ret i, at mødet med Nicole var karrieredefinerende, skylder hele fodbold-Danmark den lyshårede damefrisør fra Doorslaar en kæmpe tak.

Kilder

• Elkjær, Preben; ”Målkjær”

• Henriksen, Sten; ”Vejles flybillet til Ulrich Thychosen en god investering” (Jyllands-Posten)

• Scragg, Steven; ”Preben Elkjær: the last of football’s true mavericks” (thesefootballtimes.co)

• Sloth, Peter & Elkjær, Preben; ”Mit liv som Elkjær”

• ”De har altid sagt jeg skulle ned med nakken” (Ekstra Bladet)

• ”Endte i skandale: Dommeren fik lussing” (Ekstra Bladet)